Det er snart nytår og januar, der angiveligt har navn efter den romerske gud Janus, guden for afslutninger og begyndelser. Janus vises ofte som en mand med to hoveder: et ældre hoved med skæg og et yngre hoved uden skæg, der ser hhv. tilbage og frem.
Uetisk Råd lancerer nu den perfekte nytårsmaske. Vi har givet masken et personligt anstrøg ved at bruge to kendte hoveder, der ligesom Janus’ to hoveder er to sider af samme sag; det drejer sig selvfølgelig om den mytologiske skikkelse Uffe E. Den gamle er forbi, og den nye har taget over, men det er det samme, der kommer ud af munden på dem.
Regeringen vil bremse de stadigt voksende udledninger af Hans Jørgen Bonnichsen til atmosfæren, viser hemmelige notater, som Uetisk Råd har fået op under sine møgbeskidte, kulsværtede negle. Bonnichsen hører til de kraftigste former for drivhusgas, og det forventes således, at Danmarks udledning af klimaskadelige gasser kan mere end halveres, når der bliver sat en prop i munden og andre åbninger på denne eksperternes ekspert.
Politimanden Bonnichsen, der indtil efteråret 1958 havde en slags stilling i Politiets Efterretningstjeneste (PET), har igennem de seneste år udledt stadigt større mængder af øregas, CO2, opblæst varmluft og metan til den i forvejen hårdt belastede atmosfære, men det bliver altså desværre fortid nu.
Uetisk Råd er meget bekymret over dette, og Rådet har derfor indkaldt en række andre klima– og terrorbenægtere fra hele verden, der sammen med Hans Jørgen skal finde smuthuller/åbne ladeporte, så Bonnichsen-udledningen kan fortsætte.
Hans Jørgen Bonnichsen har i flere år udført et kæmpestort frivilligt arbejde for at fremme Golfstaternes og andre islamisters interesser i Vesten, så det er kun rimeligt, hvis sheikerne nu spytter i kassen for at hjælpe deres gamle ven i nøden. Hidtil har Bonnichsen nemlig – så vidt vides – ikke modtaget så meget som en bøjet denar for sit store pro bono-arbejde; det er altså skatteyderne, der via Bonnichsens pension har finansieret hans noble uetiske virksomhed, herunder særligt kampen for at afmontere ytringsfriheden og undergrave den nationale sikkerhed.
Efter beslutningen om at suspendere Bonnichsens skadevoldende emissioner er der indkaldt til krisemøde i DR, som nu vil komme til at mangle medvirkende til 98 % af sine nyhedsudsendelser og –artikler, når terrorbenægteren HJB ikke længere er til rådighed.
Som en service til de læsere, der ikke kan huske forskel på Hans Jørgen Bonnichsen og Uffe Ellemann-Jensen, kan Uetisk Råd være behjælpeligt. Det kan nemlig godt være svært at skelne imellem de to gamle, lobotomerede “mænd”, der i vildfarelse om egne åndelige evner har dedikeret sig til at fornægte problemer og udskamme kritiske ryster. Men fortvivl (ej): Bonnichsen er ham det selvhøjtidelige og lidt kvabsede tidligere Venstre-medlem, der lyver om sikkerhedsforhold internt i Danmark og hjælper islamister. Ellemann er derimod ham den selvhøjtidelige og forholdsvis usjove tidligere Venstre-formand, der har hengivet sig til at overdrive trusler fra øst samt hjælpe islamister og endelig tale imod demokratiske afstemninger som koncept, altså først når de går ham imod; problemet med folkeafstemninger er nemlig, at man “risikerer, at bordet fanger“.
Justitsminister Søren Pind har brugt det meste af sin ministertid på at lave en Uffe Ellemann. “Hvad betyder det?” spørger den uvidende læser sikkert, og svaret er følgende: Det betyder, at han ligesom Uffe Ellemann-Jensen først har slået sig op som forkæmper for frihed og modstander af totalitært statsvælde, hvorefter han gradvist er svinget om til at gå ind for indskrænkning af ytringsfriheden samt underdanighed og eftergivenhed over for alverdens autoritære kræfter.
“Sheriffen” og “frihedsministeren” er endt som en parodi på de bandeledere, som han alligevel ikke orker at bekæmpe; og med sine stråmandsargumenter mod de skuffede kritikere er han kommet til at ligne de konstant krænkede imamer, hvis sag han i praksis fremmer. Pind, der i sin tid forsøgte at ruske op i det socialdemokratiske pampervælde i Københavns Kommune, er blevet en dejligt uetisk levebrødspolitiker af samme slags, som han tidligere var imod.
Skifterettens kendelse
En kreditor (dvs. vælger), der ønsker at være ano- samt pseudonym, har tidligere deponeret sin tillid (dvs. sin stemme og sine forhåbninger) hos Søren Pind. Overdragelsen skete i forventning om, at Pind ville indfri de løfter, han havde afgivet. Pinds handlinger og udtalelser har imidlertid overbevist kreditor om, at Pind ikke længere er i besiddelse af den tillid, der var overdraget i hans varetægt, og at han ikke kan forventes at blive i stand til at honorere den inden for overskuelig fremtid, hvorfor justitsministeren må erklæres intellektuelt insolvent. Skifteretsafdelingen ved Uetisk Råds shariadomstol har derfor dags dato afsagt dekret om åndelig konkurs i firmaet MF Søren Pind.
Da værdien af Pinds ministerpension langt overstiger trangsbeneficiet, erklærer retten endvidere, at Søren Pind må betragtes som mangeårig forvænt levebrødspolitiker.
Søren Pind ønskede her at tilføje en kommentar i form af at synge salmelinjen“Det skyldbrev, som mig var imod, udslettet er ved Kristi blod”, men Uetisk Råd vil ikke lade ham komme til orde. Uislamisk gudsdyrkelse hører nemlig alligevel fortidens Danmark til, hvilket Pinds politik tyder på, at han også har forstået.
Uetisk Råd og DR (som kontrolleres af UR) lancerer et nyt talksjåv som konkurrent til TV2’s Ellemann & Lykketoft, hvor de to levebrødspolitikere og professionelle bedrevidere Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft bekræfter sig selv og hinanden i, at de har ret. Det nye program vil også have Uffe Ellemann som deltager, men i stedet for den gamle trotskist Lykketoft vil Uffemanden – måske overraskende – blive sekunderet af præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin.
Ellemann og Lykketoft synes måske ved første øjekast ikke at have mange lighedspunkter, men viser sig ved nærmere eftersyn at være meget ens i såvel synspunkter som arrogance. Noget lignende gælder for Ellemann og Putin, viser en undersøgelse fra Uetisk Råd. Ellemann er nemlig en stor tilhænger af demokrati på den måde, som Putin også foretrækker: et system, hvor befolkningen hverken har adgang til at stemme eller til at ytre sig frit. Det fuldkomne demokrati, med andre ord.
Uffe Ellemann-Jensen
Vladimir Putin
Tilhænger af ytringsfrihed
Nej!
Nej!
Tilhænger af frie folkeafstemninger
Nej!
Nej!
Interesseret i Den Kolde Krig
Ja!
Ja!
Tilhænger af Putin
Nej, ikke officielt.
Ja!
Tilhænger af Ellemann
Ja!
Hvem?
Følg Ellemann & Putin på DR1 til hver en tid! De utallige afsnit i serien vil blive sendt imellem alle genudsendelserne af Kriminalkommissær Barnaby (Midsomer Murders), sådan at de to programmer tilsammen vil udgøre 100 % af DR’s sendeflade (fraregnet de sniksnakkende og manipulerende tv-aviser samt de timelange vejrudsigter).
Som konsekvens af de meget store udgifter til produktion af programserien stiger medielicensen med 5.000 kr. per 1. juli.
Fra alle sider spørger man i disse dage sig selv og hinanden: »Hvorfor stemte 53,1 % nej til afskaffelsen af retsforbeholdet?« samt »Hvornår skal vi spise?«. Til det sidste spørgsmål er svaret »Ca. kl. 18:30«.
Uetisk Råd vil ikke stå tilbage for diverse analyse- og opinionsbureauer, og vi vil derfor også besvare spørgsmålet om folkeafstemningen på baggrund af videnskabelige undersøgelser. En rundspørge foretaget af, hos og på vegne af Uetisk Råd viser således med al tydelighed, at der er en række grunde til det forholdsvis klare nej:
Af de afgivne nej-stemmer skyldes 12,3 % bekymringer over de juridiske konsekvenser af Danmarks tiltrædelse af ‘Rom II-forordningen om lovvalg uden for kontrakt’.
Lidt færre, nemlig 12,2 %, anfører, at de stemte nej, fordi Uffe Ellemann-Jensen forlangte et ja.
Et overvældende flertal på 73,8 % oplyser, at de stemte nej af begge førnævnte grunde, samt fordi Pernille Skipper er lækker.
Præcis 1,0 % svarer, at de stemte nej, fordi de er helhjertede tilhængere af pædofili, røveri, kvindehandel, it-kriminalitet, menneskesmugling, narkohandel, konkursrytteri og masseindvandring.
Endelig angiver 0,7 %, at de stemte nej, fordi stemmerne i deres hoved (eller hoveder, såfremt der ikke er tale om ét kollektivt hoved, eller såfremt den enkelte har flere end ét hoved) sagde, at de skulle. Denne gruppe oplyser dog, at de samtidig tillige har stemt ja, samt at de er medlemmer af Alternativet.
En overraskende stor restgruppe på ca. 8 % henviser til, at de er dårlige til statistik.
2015 er ikke blot 100-året for tyrkernes folkemordadministrative uheld, der kostede over en million armeniere livet. Det er også 20-året for drabet* på de 8.000 civile, som FN havde samlet sammen i den sikrede zone i Srebrenica, så de var lettere at tage livet af.
Uetisk Råds kilder i den internationale politik antyder, at det i virkeligheden var PET, der pustede til ilden og derved igangsatte Balkankrigene i 1990’erne, således at Danmark kunne overtage Jugoslaviens plads ved EM i fodbold i 1992. Af uetiske grunde kan det ikke oplyses, hvem kilderne er, men det er magtpåliggende for Rådet at understrege, at der i hvert fald ikke overhovedet under nogen tænkelige omstændigheder er tale om fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).
* Uetisk Råd ønsker heller ikke her at anvende betegnelsen “folkemord”, eftersom Rusland, der repræsenterer centrale uetiske doktriner i FN, har nedlagt veto imod dette begreb; andre mønsterdemokratier som Kina, Nigeria, Angola og Venezuela undlod at stemme.
Uetisk Råd er dobbelt begejstret over sagen vedr. Ekstrabladets afsløring af, at miljøminister Karen Ellemann Kharabian (V) er en hykler, der smider store mængder mad ud og ikke frasorterer farligt affald:
På den ene side afsløres ministeren som en mester i dobbeltmoral, der offentligt kræver affaldssortering og taler imod madsvineri, men privat selv gør præcis det modsatte. Dobbeltmoralisten Karen Ellemann føjer dermed et nyt kapitel til beretningen om den ynkelige uduelighed, der har præget hendes ministertid. Kun hendes far, Uffe Ellemann-Jensen, synes stadig at kunne overgå hende i politisk ligegyldighed.
På den anden side fastslår Ekstrabladet endnu en gang, at dagbladet hører til i den uetiske elite, idet bladets skralde-rodende “journalister” ikke holder sig tilbage fra ulovligheder for fremskaffe afsløringer. Bladets chefredaktør, den lille irriterende klovn Poul Madsen, kan således med tilfredshed konstatere, at bladet er nået ned på et nyt usselhedsniveau.
