Mr. Karisma/Frank Jensen bliver måske nødt til at vige pladsen som overborgmester. Enhedslisten står nemlig til at blive det største parti i Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget til efteråret. Også Alternativet ser ud til at få et fremragende valg i hovedstaden.
For overborgmesteren rummer det både fordele og ulemper, hvis han må forlade posten: På den ene side vil han dermed få bedre tid til at slikke på fremmede kvinder, men på den anden side vil disse kvinder ikke længere være hans egne ansatte, hvilket naturligvis er en skam.
Uetisk Råd er begejstret over udsigten til en revolution og opfordrer kommunisterne og alternativisterne til straks at sætte gang i arbejdet med at omdanne København til paradis på jord. Nu hvor den sovjetiske model midlertidigt er sat på pause, kan inspirationen i stedet komme fra Enhedslistens venner i Venezuela, som har gjort den olierige sydamerikanske stat til et foregangsland inden for områder som sult, diktatur og varemangel m.m. København må og skal ligne Caracas, der altså ikke er et fjollet stykke slagtøj, men hovedstaden i Venezuela.
København er allerede godt med, hvad angår tyvebander, ghettoisering og offentlig hjernevask af indbyggerne, og byen har også effektivt umuliggjort enhver færdsel ved hjælp af opgravninger og omkørsler. Til gengæld halter hovedstaden gevaldigt bagefter på vigtige områder som fejlernæring, undtagelsestilstand og mangel på basale fødevarer og medicin.
Men sammen kan vi gøre utopien til virkelighed!
P.s.: Man kunne også lade de unge kujonagtige voldspsykopater socialistiske aktivister gøre det samme ved København, som de har gjort ved Hamborg.
Når vor gamle ven Robert Mugabe fylder 94 år i 2018, stiller han igen op til posten som Zimbabwes præsident/diktator/Fører.
Uetisk Råd opfordrer det paradisiske Zimbabwe til simpelthen at udnævne Mugabe til præsident til evig tid, på samme måde som det socialistiske foregangsland Nordkorea har gjort med Kim Il-sung, der stadig er præsident, skønt han har været død siden 1994.
Mugabe-partiets ungdomsafdeling har ligefrem foreslået at ændre hans navn, så det simpelthen bliver “Præsident Robert Mugabe” (noget overraskende endda stavet på dansk, if. DR).
Det er dog slet ikke tilstrækkeligt, mener Rådet. Det må også være på tide at slippe af med den racistisk-imperialistiske såkaldte “julemand”, og her kan Mugabe passende komme ind i billedet. Hvilket barn vil ikke gerne have besøg af en frådende gamling/galning med storhedsvanvid og sækken fuld af uetiske overraskelser?
Den italienske revolutionshelt, leder og mangeårige militære øverstbefalende, Benito Mussolini, er afgået ved døden efter længere tids liv. Det oplyser det statslige nyhedsbureau.
Il Duce havde utallige tilhængere verden over, der alle er knuste over, at Middelhavets største statsmand er gået bort.
Idealisten Mussolini, der blandt andet var kendt for sin retoriske slagstyrke, spillede igennem årtier en afgørende rolle i Italiens politiske historie, selvom hans metoder af nogle er blevet betragtet som kontroversielle. Det vides endnu ikke, hvordan Mussolinis parti – det eneste i landets parlament – vil føre hans social-nationale revolution videre.
I et tilbageblik på Mussolinis karriere vil mange særligt hæfte sig ved det meget nære forhold, som Mussolini opbyggede med venligtsindede stormagter på såvel det militære som det økonomiske område. Krigsførelse i Afrika spillede også en vigtig rolle i Mussolinis udenrigspolitik, der blandt andet havde til hensigt at trodse den amerikanske imperialisme.
Mussolinis politiske modstandere har ikke udtalt sig, da de desværre ikke er i stand hertil.
Som den uetisk orienterede læser sikkert vil være klar over, findes der en lobbygruppe ved navn Hands Off Venezuela.
Gruppen, der også har en dansk aflægger med en yderst velfungerende hjemmeside (drevet af trotskist-organisationen Revolutionære Socialister København), arbejder for, at kapitalmagterne skal holde grabberne væk og lade være med at forstyrre “revolutionen” i Venezuela, der blev indledt af den elskelige mediekæledægge Hugo Chávez, og som er blevet videreført af hans efterfølger, Nicolás Maduro.
Uetisk Råd har netop erfaret, at det olierige Venezuelas økonomi efterhånden er blevet forvaltet så fornuftigt af den revolutionære ledelse, at befolkningen sulter, alt imens præsidenten forsøger at løse oliestatens mangel på energi ved at forbyde anvendelse af bl.a. hårtørrere. Vi tilslutter os derfor helhjertet opfordringen til at lade Venezuela være i fred; man skal ikke forstyrre folk, der er ved at dø af sult. ¡Viva la revolucion!
Ordet “dich” er tysk og betyder “dig”, men på dansk udtales det ligesom det engelske ord “dick”, der også betyder “dig”, undtagen på visse engelske dialekter, hvor det betyder “dej”; hvis du for eksempel er på rejse i Australien, og din kammerat siger: “She wants your dick, mate”, kan du godt begynde at finde surdejen frem.
Er du gymnasieelev eller på andre måder et dovent svin, der mangler en litterær analyse? Eller er du bare en fordrukken hippie, der ønsker at få bekræftet din dårlige smag fra dengang, da du var ung, skæv og stadig havde dine flok-idealer i behold? Fortvivl ikke, her er en færdigpakket tekstanalyse af et af den danske kulturs største litterære mesterværker, sangen Sådan er kapitalismen fra 1966 med tekst og melodi af geniet Per Dich (1926–1994).
Sangen har syv strofer (vers) på hver fire vers (linjer), hvortil kommer et refræn (omkvæd) af samme omfang. Meteret (versmålet) er ikke så enkelt at definere, eftersom antallet af stavelser i hver verslinje sjældent overholder nogen regler og egentlig ikke passer helt til melodien – et tydeligt tegn på Dichs store kunstneriske format. Enderimene i verslinjerne følger den vilde og grænseoverskridende struktur ABAB, her fra anden strofe:
gået–pigejagt–no’et–sagt
Det samme gør sig gældende i omkvædets struktur, her bare med ord, der ikke rigtigt rimer:
kapitalismen–løn–men–synd
Den samlede struktur for strofe + omkvæd bliver derfor ABAB–CDCD. Klassisk og næsten på kanten af at være korrekt gennemført.
Det, der først og fremmest gør sangen til en så enestående kunstnerisk bedrift, er, at der ikke er nogen form for sammenhæng imellem sangens egentlige budskab og handlingen omkring dens kvindelige, unavngivne protagonist (hovedperson). Budskabet leveres nemlig i omkvædet og har karakter af et postulat, altså en påstand, der ikke på nogen måde bakkes op eller underbygges af sangens strofer, ligesom omkvædet omvendt heller ikke tilfører nogen form for indsigt eller uddybning af det, der siges i stroferne.
Budskabet om, at kapitalismen er ond og går ud over de “arme”, altså de fattige stakler, fremføres igen og igen på sin fængende melodi – så subtilt og smukt, som blev det kørt ind med gaffeltruck, og med en kunstnerisk stemning af ølsjatter og råbekor; alt imens beretter stroferne historien om en falden pige, hvis ulykke ikke har anden forbindelse med kapitalismen, end at det postuleres, som var det et religiøst mantra, hvilket vel også netop er tilfældet med denne artistiske perle fra den kommunistiske erstatningsreligion. Per Dich fortjener religiøs tilbedelse for at have frembragt så gennemført himmelske kunstværker som denne sang.
Vi vil nu gå videre til en nærmere analyse af stroferne:
Hun var fattig, men så ærlig,
hun var barndomshjemmets pryd;
men en rig mand blev begærlig,
og så tog han hendes dyd.
Hovedpersonen introduceres ved et snedigt greb, hvor der for vore øjne straks males et billede af hendes situation og karakter.
En parallelkonstruktion til “fattig, men ærlig” findes i kendte talemåder som “tilfreds, men rig”, “vred, men glad” og “sur, men træt”.
Oplysningen om, at hun var fattig, men ærlig, er særligt værd at lægge mærke til, eftersom Dichs overrumplende brug af den parataktiske kon-/disjunktion (sideordnende bindeord) “men” antyder, at der skulle bestå en modsætning imellem at være fattig og at være ærlig, eftersom der ellers ikke skulle have stået “men”, men i stedet “og”. Et meget negativt syn på fattige kommer altså tidligt til udtryk, hvilket kan virke overraskende, eftersom sangens eneste forsøg på en pointe ellers er, at rige mennesker er nogle svin, og at det er den private ejendomsrets skyld. Men i realiteten er det bare et tegn på kunstnerisk overskud, når guddommelige Dich allerede fra ord nr. 4 begynder at modsige sig selv.
Overraskelserne fortsætter i tredje verslinje, hvor vi møder pigens modstander (antagonisten), som iværksætter handlingsgangen ved at tage hendes dyd. Bemærk den vidunderlige overensstemmelse imellem, at pigen er “fattig, men ærlig”, mens manden er “rig og begærlig”. Den angiveligt naturlige modsætning imellem fattigdom og ærlighed stilles på mærkelig vis over for et postuleret, om end totalt fraværende kausalitetsforhold imellem at være rig og at være et svin. Intet i handlingsforløbet ville blive anderledes, hvis der i stedet for en rigmand var tale om eksempelvis en kommunistisk partifunktionær, en høj mand, en fagforeningspamper, en asylansøger, en rødhåret tømrer eller en fattig taxachauffør; men eftersom der nu engang er tale om en rig mand, føres man direkte over i omkvædet:
Sådan er kapitalismen,
utak er de armes løn,
det’ de riges paradis, men
jeg syn’s fa’me det er synd.
Ved den gennemtænkte brug af adjektivet (tillægsordet) “sådan” forledes læseren/lytteren til at tro, at der er en egentlig sammenhæng imellem det, vi lige har hørt om en mands forførelse eller voldtægt af en pige, og den kapitalistiske produktionsmåde. Per Dich er generøs nok til at undlade at komme nærmere ind på, hvordan et individuelt seksuelt fejltrin eller ligefrem et overgreb umiddelbart står i forbindelse med indretningen af en samfundsstruktur, der bygger på akkumulation af kapital med henblik på forrentning ved videreinvestering; men den oplyste læser eller tilhører kan nok drage sine egne uberettigede, men bekræftende konklusioner. “Ræsonnementet”/postulatet følger dette skema:
Argumentationsstrukturen kunne også udtrykkes således:
Videre til strofe to:
Da på ballet hun var gået,
traf hun ham på pigejagt.
Hun sa’: Jeg har aldrig fået no’et
det sku’ hun aldrig ha’ sagt. Sådan er kapitalismen…
På underfundig vis fører Dich os nu pludselig lidt tilbage i tiden igen; efter at have fået introduceret pigen og hendes ulykkesmand og hørt konklusionen, nemlig at han deflorerede hende, går vi pludselig tilbage til den mellemliggende periode for at få demonstreret, hvordan forførelsen eller overgrebet (det bliver aldrig klargjort) kunne finde sted. Det umotiverede skift i tid følges på sublimeste vis op af én af sangens allerbedste passager, nemlig den fjerde linje, der fuldkommen falder uden for den etablerede metrik ved at have en så skæv trykfordeling, at den kun kan synges af meget fulde mennesker (hvilket givetvis sjældent volder problemer). Uden nogen yderligere anledning følger igen den forudgivne konklusion, nemlig at “sådan er kapitalismen”. Sammenhængen imellem mødet på dansegulvet og kapitalismens profitmaksimeringsparadigme forklares ikke, men postuleres igen. Herefter tredje strofe:
Hun tog toget ind til staden
for at skjul’ sit syndefald,
nu går hun og trækker på gaden,
fire kroner for et knald. Sådan er kapitalismen…
Skønt vi ikke har fået noget at vide om det tidligere, fremgår det nu, at de hidtil nævnte optrin åbenbart har fundet sted ude på landet, eftersom der nu skiftes scene til byen; hertil tager pigen for at skjule, at hun er blevet gravid med den rige mand fra dansegulvet. Uden yderligere begrundelse forklarer den humpende tredje verselinje, at hun er blevet gadeluder, og det oplyses, at hun tager fire kroner for et samleje. Hvorfor er hun blevet prostitueret, og hvorfor kunne hun ikke få et andet job, og hvorfor er det kapitalismens skyld? Per Dich ved det, men vi ved det ikke.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks for perioden 1966-2015 (årsgennemsnit). Året 1900 = indeks 100; 1966 = 733; 2015 = 6891.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks oplyser, at 4 kroner i 1966-priser svarer til 37,60 kr. i 2015-priser. Pigen synes altså at have sat prisen for seksuelt samkvem endog meget lavt; selv en ganske høj produktionsfrekvens på to knald i timen vil ikke give hende en timeløn i nutidskroner på mere end 75,20 kr. før skatter og afgifter. Per Dich drager den forventede (om end forkerte) konklusion, at det er kapitalismens skyld, idet han graciøst underlader at berette, hvorfor og hvordan den kapitalistiske samfundsmodel har tvunget pigen til at sælge sin krop til langt under den forventede markedspris. Pigen og/eller tekstforfatteren bryder helt og aldeles med det kapitalistiske grundprincip om, at markedsprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel; og fordi den beskrevne handling således intet har at gøre med kapitalisme, er det kapitalismens skyld, at det sker. Fornem kunst og ikke mindst fornem behandling af læseren/lytteren. Fjerde strofe beretter om en uventet side af prostitutionstemaet:
Se det lille hus med stråtag,
hvor hendes gamle moder bor,
æder kaviar med velbehag,
lever fedt af dat’rens hor. Sådan er kapitalismen…
Vi er nu tilbage på landet, hvor pigens mor bor i et fint lille hus. Som læser eller lytter skulle man efter oplysningerne i tredje strofe have troet, at pigens tur til staden blandt andet fandt sted netop for at undgå, at hun skulle konfronteres med sin mor; men det viser sig nu overraskende, at denne “lever fedt af dat’rens hor”, som det yndefuldt beskrives. Hvordan kan det være, at datterens meget lave timeløn som prostitueret sætter hendes mor i stand til at leve et luksuriøst liv med indtag af kaviar? Svaret er selvfølgelig, at “sådan er kapitalismen”. Hvorfor? Fordi. Derved er det også tydeligt bevist, at kapitalismen er skyld i, at pigens mor tilsyneladende har kastet de varme følelser overbord, som hun ellers havde i strofe 1, og i stedet er begyndt at udnytte sin datters ulykkelige situation økonomisk. Sådan gør flertallet af forældre jo typisk i kapitalistiske stater, men til gengæld aldrig i samfund, der er indrettet som socialistiske kommandoøkonomier. Femte strofe fortsætter:
Pigen trækker nu på Strøget,
klædt i laktaske og tyl.
Hun er havnet helt i møget,
det’ det rige møgsvins skyld. Sådan er kapitalismen…
Her foretages en foreløbig opsummering af pigens livsløb, som det indtil videre har formet sig; hun er begyndt at arbejde på Strøget, hvilket åbenbart ikke hele tiden har været tilfældet, eftersom Dich diskret har anvendt tidsadverbiet “nu”, der indikerer, at der er tale om en forandring i forhold til tidligere. Vi får at vide, at hendes begrædelige skæbne er “det rige møgsvins skyld”, hvilket dog uden yderligere forklaring medfører en fornyet konstatering af, at det ikke alene er det konkrete rige møgsvins skyld, men simpelthen er et resultat af den markedsøkonomiske samfundsform. Vi har nu nærmet os afrundingen af hændelsesforløbet og er kommet til sjette strofe:
Hun har ligtorne på halen,
hun har fnat – og det De ved,
så hun springer i kanalen
slut med hor – ja ded var ded. Sådan er kapitalismen…
Ligtorne kan man have under foden. Man skulle derfor have troet, at første verslinje kunne slutte på f.eks. “hælen”, men med vanlig kunstnerisk træfsikkerhed har Dich i stedet skrevet “halen”, hvilket ganske vist er blottet for enhver mening, men til gengæld rimer på “kanalen” i tredje verslinje. Foruden fnat har den stakkels pige også fået “det De ved”, hvilket må antages at dække over en eller flere kønssygdomme, som hun har pådraget sig som følge af prostitutionen; en nærmere beskrivelse gives ikke, eftersom ordene “det De ved” væsentligst synes at være valgt for at kunne frembringe et rim med den underlige teatersjællandske dialektalform “ded var ded”, som afrunder fjerde verslinje. Dette forsøg underløbes dog af Dichs egen udtale, hvor “ved” udtales “ve” med stumt d, hvorfor det ikke rimer på “ded”, der hermed bliver overflødigt (men stadig lyder dumt – undtagen, naturligvis, i Per Dichs virtuose fuldemandsvrælen).
Med pigens selvmord ophører hendes muligheder for at forbedre sin situation, hvilket uden synlig begrundelse henføres til den velkendte årsag, at “sådan er kapitalismen”. Sygdommene, selvmordet og ophøret af muligheden for at tjene penge er altså begrundet i den kapitalistiske samfundsstruktur, og det må derfor underforstås, at en afskaffelse af den private ejendomsret ville kunne bringe pigen på ret køl, gøre hende rask, oprette hendes menneskelige værdighed og forhindre hendes selvmord. Det fremgår næsten af teksten. Til sidst tager sangen dog en uventet drejning – Dichs krøllede genialitet slår gnister igen:
De trak hende op af dyndet,
pjaskvåd, viklet ind i tang.
Hun er død, for hun har syndet,
men hun rejste sig og sang: Sådan er kapitalismen…
Efter at have fulgt en socialrealistisk fortællestil skifter Dich pludselig gear (dvs. mister overblikket over sin egen tekst) og introducerer et nyt, religiøst fortællelag. Pigens død forklares nu ved hjælp af syndsbegrebet. Ganske ligesom med de løbende udfald imod kapitalismen giver det dog heller ikke rigtigt nogen mening at ville forklare pigens død med et teologisk begreb som synd; for ganske vist hedder det i Romerbrevet, at “syndens løn er døden” (Rom 6,23; i ældre oversættelser: syndens sold), men i Dichs sangtekst har der hidtil ikke været anvendt andre religiøse begreber end “syndefald” i strofe 3, der mest synes at være brugt for at kunne rime smagfuldt på “knald”.
Helt generelt må man sige, at Per Dichs verdenslitteratur nemt slår både Paulus’ breve og resten af Bibelens ubetydelige skrifter af banen, og det er givetvis også her, man skal søge forklaringen på Dichs pludselige introduktion af teologiske termer: Mestersangeren og profeten Dich vil med den sidste strofe simpelthen etablere sin egen sangtekst som et nyt helligskrift – og med rette, vil utallige venstresnoede dansklærere uden tvivl mene. Mens Kristus opstod fra de døde for skænke menneskene livet, lader Dich den døde pige opstå fra kanalens slam for at synge med på Dichs eget evangelium, hvis totale mangel på mening her til sidst får en ligefrem himmelsk klang.
Uetisk Råd har dags dato besluttet at tildele Per Dich nobelprisen i litteratur.
Det kendte tegn for “Woman power”, designet af feministen Eva Braun på Kvindernes Internationale Kampdag i 1945.
Kvinder og kvindagtige personer i hele verden ønskes tillykke med deres internationale kampdag, som Uetisk Råd støtter 100 %. Rådet betragter feminismen som et socialt eksperiment i fuld skala, der med held har dokumenteret rigtigheden af den årtusindgamle hypotese om, at kvinder er mentalt ustabile pga. hormonelle udsving.
Et godt eksempel herpå er “komikeren” Sanne Søndergaard, der har gjort det til en levevej at have konforme synspunkter om ligegyldige ting, som hun udbreder på Facebook og andre intellektuelle medier. På mange måder en inkarnation af selve feminismens ånd: en stor ballon, der taber varm luft under afgivelse af enten høje hvin eller pruttelyde, inden den slapt falder sammen.
Hovedreglen i moderne feminisme og andre smukke former for underbegavet identitetspolitik er, at køn ikke betyder noget som helst, hvilket er grunden til, at vi hele tiden skal tale om det og iscenesætte det, som om det betyder alt. Løsningen må være den svenske model, hvor man tilsviner både mænd og kvinder og alle øvrige varianter og mellempositioner ved at omtale dem som “hen”; hvis alle er utilfredse, og ingen har fået deres vilje, har konsensusdemokratiet vundet endnu en sejr.
Den professionelle kropsvæskebeskriver Olga Ravn i færd med at stave sig igennem manualen til kussomaten under et arrangement i KVINFO (forkortelsen betyder Knus Vesten! Islamisér, Nedgør og Feminisér Overalt). Foto: Martin88berger (CC BY-SA 3.0)
I den forbindelse skal der lyde en særlig tak til KVINFO, der endda har opfundet en særlig feministisk videnskabsgren: feminologi (jf. astrologi, frenologi, natlogi, numerologi). KVINFO skal lovprises, fordi de ikke bare svigter i kampen for ikke-vestlige kvinders rettigheder, men også spilder skattemidler på livsvigtige projekter som “Kussomaten”. Der er desværre ikke tale om en maskine, som kan erstatte det kvindelige kønsorgan, men derimod om en automat, der har frembragt tusinder af elendige billeder af ligegyldige kvinders kedsommelige underliv. Onde tunger og andre organer ville måske indvende, at den amerikanske pornoindustri har udført et langt mere omfattende dokumentationsarbejde på dette felt og med langt mere tilfredsstillende resultater, men Uetisk Råd og alle feministiske organisationer skriger i bl.a. munden på hinanden, at det er forkert. Privat initiativ og feminisme udelukker nemlig hinanden, eftersom feminismen er identisk med socialismen, sådan som alle de attraktive lilla ble-typer fra 1970’erne længe har belært os om. Læseren husker sikkert slagordet “Kvindekamp er klassekamp” og andre paroler, der er faktuelt forkerte og derfor politisk korrekte.
Tanken lever stadig i bedste velgående, sådan som det for nylig blev illustreret af forslaget om, at staten skal betale for kvinders hygiejneprodukter. Argumentet – der lyder som noget, UR kunne have fundet på – er, at ikke alle er kvinder; derfor er det ikke rimeligt, at kun kvinder skal betale for deres hygiejneartikler. Den logiske følge bliver derfor, at alle ting, der ikke er fælles for alle, skal betales af alle; men da ting, der er fælles for alle, også skal betales af alle, må fællesskabet kort sagt betale for alt og må derfor også eje alt. Karl Marx ville klappe i sine hænder, men da han er død, er det nu kun Uetisk Råd, Dansk Kvindesamfund o.l., der klapper løs.
En korrekt tildækket og dermed frigjort kvinde (formentlig). Bare hun ikke stiger ind i bilen! (som hun ikke må føre, hvilket passer fint til, at kvinder ikke kan finde ud af dette). Foto: Rais58
Det bedste ved den danske og vestlige udgave af feminismen er selvsagt, at den med fuld kraft udbreder den racistiske og sexistiske forestilling, at f.eks. kvinder i mellemøstlige ghettoer ikke bør have de samme rettigheder som andre kvinder, da dette ville være en krænkelse af deres (mænds) kultur. Den politisk korrekte vej til at skabe samme rettigheder for alle kvinder er derfor ikke at nedbryde islams magt i Mellemøsten, men at islamisere Vesten også. UR kunne ikke have sagt det bedre; men det behøvede vi jo heller ikke.
Uetisk Råd har siden Lenins dage været en varm tilhænger (vi har som kollektivt organ kun én personlighed, ét væsen og én vilje) af 1. maj – dagen, hvor selv- og utilfredse socialister med ølmave og falmede idealer spiser røde pølser og taler om »den fælles velfærd«, og hvordan man får nogen andre til at betale for den.
Socialismens kombination af utopisk religiøsitet og brutal undertrykkelse ligger lige til venstrebenet for Rådet, der imidlertid i år er særligt begejstret over at høre, at også folkekirken er kommet med på den røde vogn: Måske i anledning af sammenfaldet af 1. maj og Store Bededag spiller Stefanskirken revolutionære slagsange på orgel ud over det meste af det muslimsk-socialistiske Nørrebro.
Uden tvivl er det således kun et spørgsmål om tid, inden kirken officielt udskifter kristendommens treenige Gud (Fader, Søn og Helligånd) med en 3F-kult, der tilbeder Josef Stalin, Pol Pot og Harald Børsting. Nu dages det, brødre!
