Sundhedsstyrelsen har regnet sig frem til, at 9,3 % af alle dem, der i dag er dumme børn mellem 13 og 17 år, vil dø af rygning.
Uetisk Råd og Moderniseringsstyrelsen har et godt forslag til, hvordan man kan forhindre, at de mange tobaksdødsfald påfører samfundet unødige udgifter: Enheder fra hæren bør sendes ud til de enkelte skoleklasser for at bortskaffe 9,3 % af eleverne med det samme, inden de bliver syge, således at de ikke når at belaste samfundet økonomisk.
De sparede midler kan bruges til f.eks. sænkning af de meget høje tobaksafgifter. Uetisk Råd og de relevante ministerier vil dog samtidig afsætte en større pulje til at udtænke endnu flere metoder til at fratage befolkningen enhver rest af ansvar for deres egen tilværelse.
Natascha Colding-Olsen, det 17-årige vidunderbarn fra Kundby, bliver ikke optaget i Uetisk Råd. Et enigt Råd har hånligt afvist at optage det unge muslimske terrortalent, idet Kundbypigen er en pige. Af samme grund kan skolebomberaspiranten heller ikke indtage sin ellers naturlige plads som lovkyndig hos Rådets shariadomstol, som Zenia Stampe heller ikke er medlem af.
Pigen, der i dag ved Retten i Holbæk blev kendt skyldig i forsøg på terrorisme og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, har dog fået en trøstpræmie efter UR’s afvisning: Næste år behøver hun ikke betale for at være medlem af Radikal Ungdom.
Den inkarnerede hykler Carsten Jensen, der tidligere er blevet slået til ridder af Den Gode Tone, rykker nu endnu et skridt op i hierarkiet og dermed nærmere den gode tones himmel, hvor 72 rynkede rosiner vil lovsynge ham fra evighed og til evighed.
Carsten Jensen, der mener, at det er vigtigt at bekæmpe dehumanisering og fornedrelse af andre mennesker, har nemlig opkastet bl.a. følgende udsagn på Facebook:
Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.
Uetisk Råd har derfor i lutter ekstatisk begejstring over Ridder Carstens titaniske hykleri besluttet at tildele ham graden Storkommandør af Den Gode Tone, der ikke er blevet uddelt tidligere. Vi ønsker Danmark til lykke.
Én af Ingvar Cronhammars stålskulpturer kan ikke længere dræbe, da den er blevet kørt til skrot ved en fejltagelse. Uetisk Råd begræder, at den farlige bunke af rustent jern ikke længere kan ødelægge det offentlige “rum” i Odense, og at ingen længere kan komme til skade ved/på/af/i skulpturen.
På den anden side mener Rådet dog, at det offentlige bør gribe langt hårdere ind over for kunstværker, der uden grund får lov at stå urørte hen. I den forbindelse kan Danmark – henset til multikulturalismen og Ingvars svenske rødder – passende hente hjælp i Sverige. I det tidligere danske Malmø har retten befalet, at farlige kunstværker, der strider imod den svenske stats kunstopfattelse, skal destrueres.
Yderligere oplysninger om ødelæggelse af ukorrekt kunst og omskrivning af historien kan fås ved henvendelse til Uetisk Råds kunst- og kulturkammerat (i daglig tale UR-KKK), Josef Stalin.
Først var det skolebørn, der mødte volapyk-ord som “tvinkel” og “stronestr” i en prøve, ligesom de også kunne støde på en sætning som “at være den hat trøje”.
Men nu viser det sig, at de meningsløse ord har bredt sig som en epidemi, der også har ramt andre dele af samfundet. Således har statsminister Lars Løkke Rasmussen ved flere lejligheder brugt vrøvleord som “disruption” og “Moderniseringsstyrelsen”, og Socialdemokratiet har endda præsenteret noget, de kalder et “principprogram”.