Den nationalkonservative medieentreprenør Steve Bannon, der en overgang var chefstrateg for Donald Trump, viser sig overraskende at have en fynsk tvillingebror. Manden hedder Stefan Banan og bor i Munkebo (eller Munk’bo, som han selv siger).
Banan ligner Bannon til forveksling, men er alligevel hans modsætning på næsten alle områder. Den fynske bror er således kulturradikal og tilhænger af “mangfoldighed”, det vil sige mere dialog, voldskriminalitet og udflytning af arbejdspladser. Det var således Stefan B., der stod bag lukningen af Lindøværftet, viser en rapport fra Uetisk Råd, som vi selv har hemmeligstemplet.
Der er heldigvis ét sikkert kendetegn, der kan bruges til at skelne Bannon fra Banan; for mens den kontroversielle og karismatiske amerikaner er kendt for at have flere skjorter på samtidig, er dette aldrig tilfældet med den nordøstfynske Banan. “Je vi jo ik gå runt å se dååm u’, velda?”, forklarer munkebejseren opbragt.
Rådets efterretningstjeneste er i øjeblikket også ved at undersøge mulige familiebånd imellem de to iværksættere og cannabis-entusiaster Elon Musk og Klaus Riskær Pedersen (og eventuelt også Claus Ryskjær).
Et teaterstykke baseret på Anne Franks dagbog skal i USA opføres i en nyfortolkning.
I den nye version har instruktøren, Stan Zimmerman, foretaget enkelte subtile og ubetydelige ændringer. Således handler værket ikke længere om en lovlydig familie, der uden skyld bliver jagtet i deres eget land af en fremmed besættelsesmagt og til sidst sendt i døden i en nazistisk udryddelseslejr – nej, i stedet handler den nye udgave om en gruppe illegale indvandrere, der af de demokratisk kontrollerede immigrationsmyndigheder bliver forsøgt hjemsendt fra det land, som de ulovligt er rejst ind i. Kort sagt er der ikke ændret noget afgørende.
Folkene på Dorie Theater i Los Angeles har heller ikke pillet ved den centrale pointe i Anne Franks historiske værk fra Anden Verdenskrig: nemlig at Donald Trump er rigtig dum.
Uetisk Råds anmeldere, der i lighed med de fleste andre kulturanmeldere ikke har set stykket, tøver ikke med at tildele det 6 ud af 6 mulige jødestjerner.
Som en særlig bonus kan vi løfte sløret for en indlagt sang i stykket. Nazitroppernes oprindelige, klamme sangtekst lød “Der kom en kæmpe nazihær og tog den lille jødemær”, men efter de mikroskopiske ændringer i historiens præmisser lyder teksten nu i stedet: “Der kom en mellemstor gruppe føderale grænsebetjente og anholdt latina-pigen for overtrædelse af de amerikanske immigrationslove”. Som det ses, er ikke engang versemålet ændret.
Paul Krugman – alle Politiken-læseres yndlings“økonom”/socialdemokratiske propagandist – er blevet svinet til af den fæle Donald Trump. Grunden er, at oraklet Krugman havde forudset, at aktiemarkedet ville kollapse uopretteligt efter valget af Trump som amerikansk præsident. I stedet har aktiekurserne slået rekorder lige siden.
Uetisk Råd vil desanledning komme den kloge Paul “Mere Statsgæld Er Altid Løsningen” Krugman til hjælp. For måske har han lavet en enkelt svipser i tilfældet Trump, men hvad så med hans mange andre profetiske udsagn, der har vist sig at være næsten 100 % korrekte? F.eks. da han i 1998 fastslog, at internettet ikke ville få nogen særlig betydning for økonomien:
By 2005 or so, it will become clear that the Internet’s impact on the economy has been no greater than the fax machine’s.
Derved er det bevist, at clairvoyante Krugman ikke kan tage fejl, mener Uetisk Råd. Det er således fuldt fortjent, at hans politiske manipulationer økonomiske videnskabelighed er blevet belønnet med Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne samt Mohgens Lykketofts Erindringsmedalje.
Den klareste stjerne på Danmarks journalistiske himmel, Jeppe Nybroe, står ikke tilbage for Michael Wolff – manden, der netop har skrevet den skandaleombruste bog Fire and Fury om USA’s præsident, Donald J. Trump.
Nybroes nye bog, Ild og rigtig surhed – Mit år med Donald Trump, bygger på 100 % selvoplevede hændelser, idet Jeppe Nybroe uden skyggen af tvivl har opholdt sig i Det Hvide Hus i hele Trumps tid som præsident. Gå ikke glip af de gribende beretninger om, hvordan Trump og Nybroe spiser morgenmad, bliver bortført af mellemøstlige rumvæsner og ser tv. Måske ser du de samme serier som dem!
Blandt de øvrige bidragydere til bogen kan fremhæves chefplagiatrice Annegrethe Rasmussen, hvis selvstændige og knivskarpe analyser af amerikansk politik vil komme som en overraskelse for de fleste (undtagen dem, der har læst originalartiklerne eller nogensinde har set CNN).
Bogens forord er leveret af fhv. og nuv. tilsmudser David Trads, der også har hjulpet Nybroe med at finde kilder ved hjælp af en hemmelighedsfuld proces, som blandt kendere beskrives som “rektum-ekstraktion”.
Den nye bog er tilegnet mindet om adm.dir. Johannes Petersen, Nordisk Fjer.
I den seneste tid har der været meldinger om, at Donald Trumps regering vil fremme anvendelsen af biobrændsler, herunder biodiesel, idet Trump-administrationen vil håndhæve regler, som Obama-regeringen stiltiende lod folk overtræde.
Alverdens biodiesel-entusiaster glæder sig, og verdensmarkedsprisen på biobrændsler stiger. Mest begejstret er dog Margrete Auken (SF), der ligefrem har besluttet at stifte en Donald Trump-fanklub. Det oplyser hun til Uetisk Råd i et meget, meget langt interview (som vi dog har besluttet at skåne læserne for).
Gode gamle MargreteMoral er nemlig så fint et menneske, at hun er stor nok til at rose sine politiske modstandere, når de handler anderledes, end den larmende engagerede folkesocialist havde forestillet sig.
De bedste profeter er dem, der leder folk på vildspor ved at fremsætte fejlagtige profetier. (Den uetiske læser bedes undskylde, at vi for en gangs skyld ikke taler om “profeten” M., men om profeter i al almindelighed). Uetisk Råd er derfor begyndt at udnævne nye profeter blandt folk, der har udvist en helt særlig dømmekraft og et klarsyn, der er noget ud over det sædvanlige.
Den første profet er USA-exzperten Morten Bay, der ellers mest er kendt(?) for at være Annegrethe Plagiatrix Rasmussens kompagnon.
Morten Bay modtager titlen som profet for sine utroligt præcise forudsigelser af, hvordan det amerikanske præsidentvalg ville falde ud. 10 dage inden valget skrev han:
»Der har aldrig været nogen egentlig valgkamp. Hillary Clinton har aldrig kunnet tabe, og Donald Trump har aldrig kunnet vinde.«
Herefter gennemgik Morten Bay i detaljer det amerikanske valgsystem for at vise, at han havde forstået det til bunds, og at alle andre ikke havde fattet noget, og han konkluderede:
»Der er altså intet, der tyder på, at Trump skulle kunne vinde i Pennsylvania. Intet som helst. Nada. Zip. Zilch. Nul. Nix. Nichts. Rien. Tværtimod peger alt på, at Clinton kommer til at vinde Pennsylvania med lethed.« [Hun tabte staten, UR.]
Og videre:
»Trump skal være republikanernes præsidentkandidat, for Hillary vil smadre ham i debatterne, hvor folk for alvor kommer til at se, hvad han er for én. Dette gentog jeg i en lang Facebook-status i juni, hvor jeg redegjorde for, hvorfor Trump umuligt kan vinde: Han kan ikke vinde Pennsylvania, og debatterne kommer til at vise vælgerkorpset, hvor forfærdelig han er.
Indtil videre er det her valg gået præcis, som jeg havde forventet. [Det var inden valget, UR].
Så derfor har jeg altid med en vis skråsikkerhed kunnet sige, at Trump ikke kan vinde det her valg. Det kan han ikke, og det kommer han ikke til. Det eneste spørgsmål er, hvor stor Hillary Clintons sejr bliver, og hvorvidt demokraterne overtager Senatet, hvilket vil være ret heldigt for Clinton. Det vil nemlig gøre det noget nemmere f.eks. at få udpeget nye højesteretsdommere. Clinton skal afgå ved døden, eller blive sigtet for landsforræderi for ikke at vinde.«
Og igen:
»Der har i virkeligheden aldrig været nogen valgkamp. Det har været en ren simulation. Hillary Clinton vandt valget den dag, Trump blev republikanernes kandidat.«
Da det nu har vist sig, at profetien ikke holdt 100 % vand, har Morten Bay reageret ved at opfordre til borgerkrig imellem de kloge (hvortil han selv hører) og de dumme, dvs. dem, han ikke er enig med. Han har samtidig fastslået, at han glæder sig til at nedskyde ikke-eliten med en elite-maskinpistol.
Med titlen som profet følger en eksplosiv turban, der imidlertid af forskellige sikkerhedsmæssige grunde ikke må bæres offentligt. Vi kan ikke beskrive grundene i detaljer, men det har i hvert fald ikke noget med M. at gøre.
Uetisk Råds clairvoyante eksperter kan nu afsløre resultatet af morgendagens valghandling; og noget overraskende viser det sig, at det er Donald Trump, der vinder menighedsrådsvalg 2016 med en stor føring over sine modstandere.
En række præster er meget oprevne over resultatet. De har nemlig hidtil støttet SF ligesom Margrete Auken (i det omfang de ikke simpelthen er Margrete Auken), så nu ved de ikke, hvad de skal stille op.
“Jeg er rystet over, at nogen kan mene noget andet end mig”, udtaler sognepræst Karsten Lovn, der har 15 års erfaring i at omfortolke evangeliet, så det kommer til at ligne folkesocialismen af i går.
I øvrigt kan det samtidig afsløres, at vinderen af det amerikanske præsidentvalg er Sognelisten.
Journalisten David Trads, der tidligere uden held har forsøgt at komme i Folketinget for Socialdemokraterne, har bygget store dele af sin journalistiske “karriere” op om konstante krav om, at andre skal tale pænt. Imidlertid tilsviner han selv sine politiske modstandere ved enhver given lejlighed. Trads, som i virkeligheden er identisk med Donald Trump, er derfor en værdig modtager af Uetisk Råds ridderorden.
David Trads’ ridderslag
Ordenskapitlet for Den Gode Tones Orden har tildelt David Trads ridderslaget med følgende begrundelse:
David Trads mener, at den hårde tone i debatten fører til politisk vold; eksempelvis er det ifølge Trads højrefløjens “had”, der bærer det direkte ansvar for den såkaldte spyttemand, som spyttede fra en motorvejsbro imod vandrende migranter på vejen.
Samtidig med kravet om en pæn tone i debatten omtaler Trads sine egne modstandere som fascister, hadprædikanter, kyniske fremmedhadere og ækle racister; og det lykkedes endda David Trads at få fyret den politiske rådgiver Henrik Gade Jensen ved uden grund at hænge ham ud som nazist, hvilket Trads først ni år senere indså det fejlagtige i.
Uetisk Råd kan i dag bringe en rystende afsløring: David Trads og Donald Trump er én og samme person!(!)!!!11!
Rådet har igennem længere tid haft mistanke om, at dets betroede medarbejder David Trads (dansk “journalist” og tidligere redaktør for forskellige ting) var identisk med Donald Trump (amerikansk ejendomsmilliardær og præsidentkandidat), men hidtil har ingen villet tage idéen alvorligt, eftersom Donald Trump (DT) trods alt udviste både en mere stilfærdig offentlig fremtræden, en mindre selvoptagethed og et sobrere argumentationsniveau end David Trads (DT). Men en nærmere undersøgelse, der af uetiske grunde ikke kan offentliggøres i detaljer, bekræfter nu, at de to personer uden nogen tvivl er den samme.
Uetisk Råd må på det kraftigste advare imod at vælge venstrefløjseren Donald J. Trump som USA’s præsident.
Rådet har til sin store gru opdaget, at Trump ikke alene er tidligere medlem af Demokraterne (på dansk: Dansk Journalistforbund); han har tilmed også støttet bedre adgang til sundhedsvæsnet. Denne etiske og betonhumanistiske tilgang er en alvorlig trussel imod alle uetiske principper og må stoppes med alle midler!
Eneste formildende omstændighed er, at han tidligere har støttet den småkorrupte Clinton-families kampagner, hvilket trods alt gør ham til en slags uetisk person.
(Uetisk Råds mangeårige pressemedarbejder David Trads deler ganske vist ikke Rådets analyse, men selv trænede uetiske manipulatorer som Trads kan åbenbart tage fejl).