Tag-arkiv: George W. Bush

Gør grin med en afviger i dag!

handicappetI begyndelsen var det med nogen utilfredshed, at Uetisk Råds redaktion modstræbende afbrød sin uetiske ødslen med arbejdstiden for at orientere sig om den seneste udvikling i storpolitikken, men da det gik op for redaktionen, at USA’s præsident havde lanceret en storstilet kampagne imod handicappede, afvigere og andre afskyeligheder, blev Rådet og dets redaktion kastet ud i lykkelig ekstase. Det forholder sig nemlig sådan, at den amerikanske præsident har gjort grin med en synshandicappet journalist; ganske vist har præsident Bush siden undskyldt og beklaget, men Rådet er heldigvis i stand til at læse imellem linjerne og forstå det egentlige budskab: Præsidenten har startet en altomfattende, verdensomspændende latterliggørelseskampagne imod enhver form for evnessvage og sygelige “mennesker”!

Rådet, der har svært ved at begrænse sin jublende lykke over denne meddelelse, kan kun opfordre præsidenten til at følge latterliggørelsen op med alle de former for militær og chikane, som hans embede råder over.

Endvidere kan Rådet kun med spændt forventning præsentere sine forslag til en liste over andre grupper, med hvilke man bør gøre grin:

  • Kvinder med hængebryster
  • Pendlere
  • Arbejdsløse svin

Interview med Robert Mugabe

Uetisk Råd har tidligere beskæftiget sig med interviewets kunst, da Rådets udsendte havde den store ære og fornøjelse at interviewe den uetiske rigmand John “rich pig” Wallace, der siden er indtrådt i det af Uetisk Råd nedsatte Nationaliseringsråd. Rådet har nu fået lejlighed til at foretage et interview med Republikken Zimbabwes glorværdige diktator Robert Mugabe, der ligeledes er medlem af Nationaliseringsrådet.

Da Uetisk Råd møder manden i dennes udsøgte palæ, giver omgivelserne straks Rådets udsendte medarbejder det indtryk, at han hverken er frygtindgydende eller en morderisk diktator. Men heldigvis ved vi bedre her på redaktionen, og gudsketak for det! Og Robert Mugabe, Zimbabwes “præsident”, skjuler da heller ikke sine ledelsesmetoder og -princippper:

– Nu vil jeg selvfølgelig ikke dementere, at vi hos Uetisk Råd roser Dem meget, men for at dette skal fremstå som værende et journalistisk interview, er jeg desværre nødt til at stille Dem nogle lidt kritiske spørgsmål!

“Nu er jeg ikke meget for kritiske spørgsmål! Rent faktisk er det noget, jeg helt undgår i min daglige ledelse. For at blive en stærk leder må der ikke fremkomme kritiske – og derved usaglige – ytringer mod en præsidents person. Præsidenter er som cyklen: Stærk i medvind, men svag i modvind.”

– Ja, vi har jo set ønskværdige eksempler på diverse tiltag fra din side, hvor du har straffet politiske modstandere, som har talt for sociale, økonomiske og juridiske reformer af Zimbabwe. Mit spørgsmål er imidlertid: Hvordan kan vi i fællesskab udbrede disse idéer til resten af den tilbagestående, vestlige verden? Og hvornår laver diktaturstater deres “EU“?

“Det er jo lidt svært i disse tider, hvor Osama (bin Laden, red.) har mistet sin uhyre vigtige position i hjertet af Mellemøsten. Og desværre kilder Kina i disse tider de mange tæer i Bush-administrationen. Jeg kan selv godt lide at få kildet mine tæer – men også kun hvis det er af hvide gårdmænd!”

– Ja, nu hvor vi er ved talen omkring de hvide i Afrika, så er Uetisk Råd jo sådan set også en støtte af blandt andet nazismen, så vi kan faktisk ikke lide dig! Farvel og tak!

“Jamen… Dø! DØØØ!!!”

Herfra måtte Uetisk Råds udsending lade livet i den uetiske sags tjeneste! Det forkortede interview blev overdraget Uetisk Råd fra anden side, som vi af uetiske årsager ikke vil oplyse.

Som i så mange andre sager står Rådet splittet i spørgsmålet om konsekvenserne af Robert Mugabes ansvar for drabet på Rådets udsende reporter; en del af Rådets medlemmer (34 %) mener, at Mugabe bør hyldes for sin principfasthed og sin uetiske drabspolitik, mens en anden del af rådsmedlemmerne (45,2 %) ønsker Mugabe ekskluderet af Uetisk Råds Nationaliseringsråd. 20,5 % af rådsmedlemmerne går ind for et kompromis, hvor Mugabe forbliver i Nationaliseringsrådet, men fremover ikke vil få lov til at deltage i møderne i Komiteen til Nazismens Fremme. De resterende 0,3 % af rådets medlemmer ønsker af principielle, uetiske grunde ikke at udtale sig i interview-sagen, idet de er modstandere af samtale i enhver form. Ingen medlemmer af Uetisk Råd har udtalt ønske nedlæggelse af Mugabe-Fonden, der derfor vil fortsætte sit arbejde med at udbrede zimbabweanske ledelsesprincipper.

Manderlay – en forkert kritik

Lars von Trier kritiserer i sin nyeste film amerikanske samfundsforhold fra i dag til 30’ernes apartheid-lignende etniske adskillelser af sorte og hvide. Uetisk Råd finder, at instruktøren fremstiller disse forhold korrekt, mens vi stiller os uforstående over for den måde, hvorpå Trier i samme film retter en kritik mod dette system. Det fungerede jo perfekt?!

Desuden har Lars von Trier åbent sagt, at han stemmer Enhedslisten. Dette er der delte meninger om i Uetisk Råd. På den ene side er det ofte pacifistiske parti betonhumanistisk, men omvendt har “prominente” politikere som Frank Aaen støttet Sovjetunionen – et land som Uetisk Råd anser som forjættet. Videre har Trier kaldt George W. Bush for “et røvhul”. Uetisk Råd elsker denne sprogbrug, men vi er igen splittet mht. den amerikanske præsident. For vi ønskede en krig i Irak, men al hans snak om demokrati… Føj!, siger Rådet. Men holdningen er i Uetisk Råd, at sådanne diskussioner ville være overflødigt i et samfund uden kunst.