Københavns Kommune har i årtier været kendt som en uetisk foregangskommune. Nu er der fremkommet endnu en sag, der ville få Uetisk Råd til at juble som små retarderede idioter – hvis det altså ikke var fordi vi er seriøse forskere, der ser meget kritisk på kommunens gøren og laden.
Sagens forløb i al sin uetiske korthed: Først ansætter Københavns Kommune regnskabsmedarbejdere, der åbenbart ikke er kvalificerede til at lave regnskaber, hvilket jo i sig selv burde være anledning til en fest og unægtelig forklarer en hel del. De arbejder så i kommunen i årevis, nogle af dem endda i knap 40 år. Derefter bliver de sendt på kursus i at lave regnskaber; men undervejs i kurset finder de pludselig ud af, at de kan blive fyret, hvis de ikke består kurset. Og efter kurset bliver 16 ud af 20 personer fyret.
Det er jo i sig selv vældigt uetisk. Men det er ikke uetisk nok! Det er simpelthen en skandale, at kommunen har set stort på de almindelige personaleprincipper i den offentlige sektor: Som alle ved, skal de fagligt dårligste medarbejdere ikke fyres, men udnævnes til afdelingsledere, så de kan gøre livet surt for dem, der faktisk passer deres arbejde. Skam jer, Københavns Kommune!
I begyndelsen var det med nogen utilfredshed, at Uetisk Råds redaktion modstræbende afbrød sin uetiske ødslen med arbejdstiden for at orientere sig om den seneste udvikling i storpolitikken, men da det gik op for redaktionen, at USA’s præsident havde lanceret en storstilet kampagne imod handicappede, afvigere og andre afskyeligheder, blev Rådet og dets redaktion kastet ud i lykkelig ekstase. Det forholder sig nemlig sådan, at den amerikanske præsident har 
Uetisk Råd har savnet nye filosofiske retninger, som passer til rådets ideologiske ståsted. Alt for mange såkaldte intellektuelle filosoffer lader sig forpurre af tidens tand – og har et positivt syn herpå. Selv eksistentialismen fra det tidlige 1900-tal viste en gængs tillid til mennesket, da denne retning mener, at mennesket er i stand til at varetage et ansvar for at finde meningen med livet (eksistensen) – selvom retningen samtidigt påpeger, at der ikke er nogen mening med livet. Her burde eksistentialisterne i højere grad lægge vægt på, at mennesket er født i en verden uden mening, idet dette kan give mennesker depressive tanker mv.
Eller en kedelig samfundsfagsversion:
Som enhver samfundskender og økonomisk vismand ved, så bliver lande, som har deltaget i krig, i de fleste tilfælde rigere af at have ført en krig. Således steg velstanden generelt i USA, efter at det i mange henseender storslåede land med dødsstraf m.m. deltog i Anden Verdenskrig. Erhvervslivet bliver mildest talt sat i sving for at bygge lande(t) op igen. Blandt andet våbenindustrien oplevede et opsving, som det også var tilfældet for nylig med den nyligt overståede Irak-krig. Hvad der har været dyrt for USA i denne sammenhæng er, at de samtidig har skullet bruge unødvendigt store ressourcer på nødhjælp til den almene irakiske befolkning. Derved står det hurtigt klart: Krig gavner et lands erhvervsliv, hvor man spilder penge på nødhjælp til den befolkning, man netop har bekriget.