Tag-arkiv: Kofi Annan

Lyt altid til Kofi Annan

kofi_annan_ur-hat_riceUetisk Råd har erfaret, at Kofi Annan (den tidligere generalsekretær for Uetisk Råds datterselskab FN) har udtalt sig om dansk politik. Rådet mener helt principielt, at man altid, i alle sammenhænge og ved enhver lejlighed bør lytte til Kofi Annan og adlyde hans (an)befalinger.

UR’s store tillid til Annans uetiske dømmekraft skyldes den lange række af glimrende tiltag, som Annan stod bag i sin tid som generalsekretær; vi nævner i flæng:

  • Kofi Annan var passiv i forhold til folkemordet i Rwanda, der medførte 800.000 personers død ved machete og lignende, skønt Annan modtog talrige, indtrængende advarsler og anmodninger om hjælp fra generalløjtnant Roméo Dallaire, der var leder af FN-styrkerne i Rwanda.
  • Kofi Annan forsøgte at forhindre, at FN’s flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers blev dømt for seksuelle overgreb og trusler mod sine kvindelige ansatte i UNHCR.
  • Kofi Annan har gode evner som opdrager; således modtog hans søn, Kojo Annan, bestikkelse i forbindelse med FN’s irakiske “olie for mad-program”, mens Kofi Annan var FN-generalsekretær.

Hvordan kan man undlade at støtte denne store uetiske statsmand? Fører, befal!

Den mest uetiske personlighed fundet!

Det er med stor forargelse, at Uetisk Råd har iagttaget den danske “statsminister” Anders Fogh Rasmussens forfærdelige leflen for Kofi Annan – den vammelt-etiske generalsekretær for de såkaldte Forenede Nationer. Uetisk Råd ønsker Annan udskiftet hurtigst muligt, og helst inden hans embedsperiode alligevel udløber; Rådets kandidat som afløser for Annan vil være dén person, der vinder den store af Uetisk Råd udskrevne konkurrence om titlen Verdens mest uetiske personlighed 2006, som Rådet udskrev for nogen tid siden.

Efter at have modtaget utallige stemmer fra ivrige, uetisk interesserede borgere, tegner feltet sig således:

uetiske_personligheder_grafik

*) Ahmed Abu Laban, Ahmed Akkari og Ryad Hlayel (eller hvad han hedder)

**) Finlands sejrrige deltagere i Det Europæiske Melodi Grand Prix

***) Den lille hvide robotbabysæl

Som den opmærksomme læser vil bemærke, er Adolf Hitler og Thomas Gravesen ikke længere med i konkurrencen, idet Uetisk Råds redaktion har diskvalificeret disse to fremtrædende personligheder for ikke at lade konkurrencen være afgjort på forhånd. Endvidere er Benito Mussolini, Lars Larsen, Silvio Berlusconi, Peter Brixtofte og de to iranske repræsentanter blevet udelukket af tekniske årsager. Blandt de tilbageværende fremstår den af Uetisk Råd så afholdte forretningsmand John “Rich Pig” Wallace som vinder af flest stemmer, idet han dog dog har Bjarne Riis og de tre dejlige imamer lige i hælene. På baggrund af dette resultat var Rådet mest tilbøjeligt til at lade titlen og prisen tilfalde de tre imamer, men efter at have overvejet sagen nærmere, er Rådet nået frem til den konklusion, at det vil være bedst at ignorere samtlige afgivne stemmer og i stedet lade titlen tilfalde Urban 2. (ca. 1035-1099), der var pave fra 1088 til sin død (Urban må endelig ikke forveksles med det ubehagelige avis-organ af samme navn).

Ganske vist er Urban 2. mest kendt for at have været igangsætter af det første korstog, der blev indledt af det kristne Europa for at generobre de muslimsk-kontrollerede pilgrimsmål i Det Hellige Land, og Urban 2. kan således med god ret ses som en mand præget af ulækker-korrekt etik og moral. Imidlertid medførte de selvsamme korstog så megen død og ødelæggelse, at Urban alligevel med lethed kvalificerer sig til den ærefulde titel. Det faktum, at Urban 2. har været død i 907 år, gør ham også til en oplagt ny generalsekretær for FN, idet organisationen derved (i endnu højere grad end i dag) vil kunne vise sin ineffektivitet og dermed kunne give verden endnu et skub i retning af det herlige, uetiske anarki.

Uetisk Råd vil dog samtidig foranledige, at den store nordkoreanske leder Kim Jong-Il udnævnes til stedfortræder for Urban 2. på FN’s generalsekretærpost, idet Rådet ønsker en fast hånd til at tage sig af den globale koordinering af kampen imod havfugle, fremme af kvindehandel og øvrige uetiske mærkesager.