Justitsminister Søren Pind har brugt det meste af sin ministertid på at lave en Uffe Ellemann. “Hvad betyder det?” spørger den uvidende læser sikkert, og svaret er følgende: Det betyder, at han ligesom Uffe Ellemann-Jensen først har slået sig op som forkæmper for frihed og modstander af totalitært statsvælde, hvorefter han gradvist er svinget om til at gå ind for indskrænkning af ytringsfriheden samt underdanighed og eftergivenhed over for alverdens autoritære kræfter.

“Sheriffen” og “frihedsministeren” er endt som en parodi på de bandeledere, som han alligevel ikke orker at bekæmpe; og med sine stråmandsargumenter mod de skuffede kritikere er han kommet til at ligne de konstant krænkede imamer, hvis sag han i praksis fremmer. Pind, der i sin tid forsøgte at ruske op i det socialdemokratiske pampervælde i Københavns Kommune, er blevet en dejligt uetisk levebrødspolitiker af samme slags, som han tidligere var imod.

Skifterettens kendelse

En kreditor (dvs. vælger), der ønsker at være ano- samt pseudonym, har tidligere deponeret sin tillid (dvs. sin stemme og sine forhåbninger) hos Søren Pind. Overdragelsen skete i forventning om, at Pind ville indfri de løfter, han havde afgivet. Pinds handlinger og udtalelser har imidlertid overbevist kreditor om, at Pind ikke længere er i besiddelse af den tillid, der var overdraget i hans varetægt, og at han ikke kan forventes at blive i stand til at honorere den inden for overskuelig fremtid, hvorfor justitsministeren må erklæres intellektuelt insolvent. Skifteretsafdelingen ved Uetisk Råds shariadomstol har derfor dags dato afsagt dekret om åndelig konkurs i firmaet MF Søren Pind.

Da værdien af Pinds ministerpension langt overstiger trangsbeneficiet, erklærer retten endvidere, at Søren Pind må betragtes som mangeårig forvænt levebrødspolitiker.

Søren Pind ønskede her at tilføje en kommentar i form af at synge salmelinjen “Det skyldbrev, som mig var imod, udslettet er ved Kristi blod”, men Uetisk Råd vil ikke lade ham komme til orde. Uislamisk gudsdyrkelse hører nemlig alligevel fortidens Danmark til, hvilket Pinds politik tyder på, at han også har forstået.