I går var det 30 år siden, at folkene på det sovjetiske kernekraftværk “Vladimir Lenin” ved Tjernobyl i Ukraine slukkede for sikkerhedssystemerne, hvorefter et uheld forårsagede en række eksplosioner, der sendte radioaktiv stråling ud over store dele af Nordøsteuropa. Hurra!
I Uetisk Råd har vi altid været taknemmelige for denne ulykke, eftersom den gav de hjemlige atomkraftmodstandere endnu en slags “argument” at trække på – for det er jo indlysende, at en bevidst frakobling af sikkerhedssystemerne på et fejlkonstrueret atomkraftværk i et dysfunktionelt socialistisk samfund betyder, at man i Vesten ikke bør bruge kernekraft, men i stedet forlade sig på massivt forurenende afbrænding af kul, foruden at vi skal krybe for de olie- og terroreksporterende sharia-stater i Mellemøsten. Atomkraft må kun til nøds bruges, hvis værkerne ligger på steder, der ikke kan ses fra København.
Vi fejrer 30-året med en sang; den synges på Carl Nielsens melodi til nazi-socialdemokraten Harald Bergstedts elskede Jeg ved en lærkerede.
Jeg ved et kernekraftværk,
jeg siger ikke mer’;
det ligger ved Tjernobyl,
et sted, som ingen ser.
Og værket blev kaldt »Lenin«,
så smukt et navn det fik!
Det gav så fin en mening
for hver en bolsjevik.
For Lenin og Tjernobyl
de spreder strålingsdød,
de bærer begge stor skyld
for lidelse og nød.
Og folkene på værket
de laved’ et forsøg;
det var lidt uigennemtænkt,
så de kom til at dø.
For sikkerhedssystemet
bevidst blev koblet fra,
man fatted’ ej problemet
derfor si’r vi hurra!
Så røg reaktor fire
i luften med et drøn,
du tror, det er satire,
men vi syn’s det er skøn – t.
Og der kom meget stråling
ud fra USSR,
det viste hver en måling,
det måltes også her.
Nu ligger zonen øde,
så dyrene har fred,
skønt mange af dem døde
på dette strålingssted.
Og fuglene fik unger
trods kerneeksplosion,
de pipper, de har tunger
og hver sin mutation.
Nu må vi slutte sangen,
tak skal du ha’, Lenin!
for mordene og tvangen,
dit gamle, røde svin!
