Tag-arkiv: rockere

Fusionér fængsler og børnehaver

Statsfængsler må ikke længere hedde statsfængsler, eftersom det åbenbart er krænkende for de indsatte såvel som for den uetisk-uduelige ledelse af Kriminalforsorgen. Derfor har ledelsen af den uetiske kriminalforsorg fundet på nye navne, der ikke bare er uetiske i al deres slattenhed, men også er gode, fordi de er faktuelt forkerte.

Det betyder eksempelvis, at Svendborg Arrest fremover er en del af Institution Odense Å, som Svendborg ikke ligger i nærheden af; Arresthuset i Århus hedder nu Institution Gudenåen, eftersom denne å ikke ligger i Århus; og Arresthuset i Køge er en del af Institution Isefjord, idet Isefjorden ligger på den anden side af Sjælland i forhold til Køge.

Vores plan

Uetisk Råd er begejstret over, at ingenting må hedde det, som det er. Man kunne på samme måde begynde at omtale Christiansborg som Facilitet Tyrkiet, eller Roskilde “Universitet” kunne skifte navn til Cubaskolen. Rådet er derfor helt uenigt med en tillidsrepræsentant, der udtaler sig om sagen i Fængselsforbundets fejlagtigt stavende medlemsblad :

De nye navne møder derfor lidt hovedrystende reaktioner, når man ringer rundt i landet. Fængselsforbundets tillidsrepræsentant i Statsfængslet i Sønder Omme, Peter Kempf Petersen, lægger for eksempel ikke fingrene i mellem, når han karakterisere[r] fængslets nye institutionsnavn: ’Institution Omme Å’.

”Det navn kunne man lige så godt give til en børnehave. Der er jo ikke noget, som indikerer, at det er et fængsel,” siger han og fortsætter: ”Jeg fatter ikke en dyt af det her. Det er noget pædagogisk bavl. Det næste er vel, at vi skal gå rundt i lilla uniformer.”

Uetisk Råd har dog ladet sig inspirere af tillidsmandens sammenligning med børnehaver; for hvorfor ikke integrere fængsler og børnehaver? Landets ‘daginstitutioner’ er jo i forvejen en slags fængselslignende centre, hvor venstreorienterede pædagoger hjernevasker børnene ved hjælp af aktiveringsmetoder, der kunne være udtænkt i de sovjetiske Gulag-fangelejre; og det er derfor oplagt at fusionere landets børnehaver daginstitutioner med fængslerne institutionerne, der jo omvendt minder om en slags hoteller, hvor kriminelle får lommepenge for at opholde sig en tid.

En fusion vil også give endnu bedre muligheder for at lade indvandrerbanderne og de øvrige dele af den organiserede kriminalitet rekruttere i børnehaverne, ligesom de pædofile indsatte klienter kunder vil få nye jagtmarker at boltre sig på i landets vuggestuer og dagplejer.

Onyszko – pólakken med de uetiske holdninger

Pólakken Arek Onyszko, der tidligere er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf for vold imod sin eks-kone, udtaler nu i en bog om sin egen ligegyldige person, at han hader bøsser. Uetisk Råd blev i første omgang meget fortørnet over dette udsagn – hvad har jagtvåben nogensinde gjort den polske fodboldmålmand? – men opdagede så, at kvindebankeren Onyszko i virkeligheden refererede til homofile mænd. Og der var flere spændende udmeldinger fra den frådende pólak: Ikke alene hader han bøsser, han har også stor respekt for rockergruppen HA (noget selvmodsigende, men ingen er vel fuldkommen).

Uetisk Råd glæder sig derfor over, at pólakken med de rigtige meninger er et forbillede for alle de fodboldglade børn i det ganske land (bortset fra de mange ghettobørn, der allerede overfalder homoseksuelle (og andre) af hjertens lyst).

Rådet, der har læst en række overfladiske fremstillinger af Freuds psykologi, mener dog samtidig, at voldsforbryderen Onyszkos had til homoseksuelle uden nogen tvivl i virkeligheden dækker over en fortrængning af, at han selv er til mænd. Pólakken opholder sig kun i Danmark, fordi det katolske Polen ikke bryder sig om homoseksualitet.

Eva Smith og kriminaliteten

Juraprofessor Eva Smith fastslår noget overraskende, at det ikke er de kriminelle bander, der har skylden for bandekrigen, men derimod de politikere, der ikke elsker kriminalitet, og som derfor forsøger at stoppe den. Uetisk Råd elsker ghettokriminalitet og derfor også Eva Smith, og Uetisk Råd har derfor dags dato besluttet at oprette Det Kriminalfremmende Råd, der (ligesom Det Kriminalpræventive Råd) skal have Eva Smith som formand.

Det Kriminalfremmende Råd har følgende medlemmer:

  • Professor, dr.jur. Eva Smith, der elsker kriminalitet og – i kraft af sine hyppige og stærkt politiserende udtalelser som “forsker” – er med til at fordumme befolkningen og undergrave tilliden til landets universiteter,
  • tidl. økonomi- og erhvervsminister, kriminalassistent, Europa-Parlamentskandidat Bendt Bendtsen (K), der nu anklages for massiv bestikkelse,
  • HA-talsmand, foredragsholder, forfatter, chefredaktør og morder Jørn ”Jønke” Nielsen
    samt
  • Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S), der i kraft af sine mange, dejlige samtale-, dialog- og integrationsprogrammer bærer en ikke ringe del af fortjenesten for den herlige situation, der for tiden råder på Nørrebro og andre steder, hvor Uetisk Råds samfundsvisioner er ved at blive omsat i praksis.

Uetisk Råd ser med stor fortrøstning frem til, at det nye Kriminalfremmende Råd vil have held til fortsat at få det danske samfund til at gå i opløsning, og UR udbryder derfor i et énstemmigt Allahu Akbar! samt et flerfoldigt Kriminaliteten leve!

Christiania

Uetisk Råd er dybt splittet over spørgsmålet om Christianias fremtid. Den ene halvdel (ca. 45 %) mener således, at Christiania bør ryddes med det samme og at beboerne skal tortureres efterfølgende, eftersom vi i Uetisk Råd ikke finder, at der skal være plads til alternative mennesker i fremtidens samfund. Den anden halvdel (50 % – de sidste 5 % nægter at blande sig i politik, da de mener det er uetisk korrekt ikke at bidrage) finder derimod at Christiania skal bevares grundet den store hashhandel. De mener at Christiania er en glimrende “model” som viser, hvordan liberalismen tager sig ud! De forskellige rockergrupperinger og pushere konkurrerer vildt om markedsandele på den berømte “pusher-street”, og de skyr ingen midler. Derfor finder Uetisk Råd da også, at politiet skal holde sig væk og lade markedskræfterne “være i fred”. Ydermere er der også positive aspekter af den omdiskuterede “fristad”. Den store handel med rusmidler er tillige gavnende, da især unge mennesker kan komme derind og købe disse. Derved kan vi presse flere ud på kanten af samfundet, fordi de bliver misbrugere.

Rockergrupper – et gavnligt alternativ

I et liberalt samfund må der nødvendigvis også være et alternativ til politiet, så der ikke er et monopol på den udøvende magt. Det er ligesom på arbejdsmarkedet og i markedsøkonomien generelt: Der skal både være en offentlig og en privat udbyder af services. Her er det, at rockergrupperne fungerer som reelle alternative “udbydere”. Disse sørger også for lov og orden – særligt blandt unge mennesker. I praksis benytter rockerne sig af de såkaldte dummebøder. Disse er et godt supplement til politiets bøder.

Ydermere kan disse rockere være som rollemodeller for unge mennesker, som skal lære, hvordan samfundet hænger sammen. Herudover er det store salg blandt rockerne af stoffer et incitament til at støtte disse yderligere. Kun igennem en import af flere rusmidler fra Sydamerika, Afrika og Asien kan disse lande følge med de vestlige lande i bestræbelserne på at nå en efterstræbelsesværdig velstand.