Tag-arkiv: fodboldvold

Sandheden om Srebrenica

Foto: Michael Büker (CC BY-SA 3.0)

2015 er ikke blot 100-året for tyrkernes folkemord administrative uheld, der kostede over en million armeniere livet. Det er også 20-året for drabet* på de 8.000 civile, som FN havde samlet sammen i den sikrede zone i Srebrenica, så de var lettere at tage livet af.

Uetisk Råds kilder i den internationale politik antyder, at det i virkeligheden var PET, der pustede til ilden og derved igangsatte Balkankrigene i 1990’erne, således at Danmark kunne overtage Jugoslaviens plads ved EM i fodbold i 1992. Af uetiske grunde kan det ikke oplyses, hvem kilderne er, men det er magtpåliggende for Rådet at understrege, at der i hvert fald ikke overhovedet under nogen tænkelige omstændigheder er tale om fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).

* Uetisk Råd ønsker heller ikke her at anvende betegnelsen “folkemord”, eftersom Rusland, der repræsenterer centrale uetiske doktriner i FN, har nedlagt veto imod dette begreb; andre mønsterdemokratier som Kina, Nigeria, Angola og Venezuela undlod at stemme.

Onyszko – pólakken med de uetiske holdninger

Pólakken Arek Onyszko, der tidligere er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf for vold imod sin eks-kone, udtaler nu i en bog om sin egen ligegyldige person, at han hader bøsser. Uetisk Råd blev i første omgang meget fortørnet over dette udsagn – hvad har jagtvåben nogensinde gjort den polske fodboldmålmand? – men opdagede så, at kvindebankeren Onyszko i virkeligheden refererede til homofile mænd. Og der var flere spændende udmeldinger fra den frådende pólak: Ikke alene hader han bøsser, han har også stor respekt for rockergruppen HA (noget selvmodsigende, men ingen er vel fuldkommen).

Uetisk Råd glæder sig derfor over, at pólakken med de rigtige meninger er et forbillede for alle de fodboldglade børn i det ganske land (bortset fra de mange ghettobørn, der allerede overfalder homoseksuelle (og andre) af hjertens lyst).

Rådet, der har læst en række overfladiske fremstillinger af Freuds psykologi, mener dog samtidig, at voldsforbryderen Onyszkos had til homoseksuelle uden nogen tvivl i virkeligheden dækker over en fortrængning af, at han selv er til mænd. Pólakken opholder sig kun i Danmark, fordi det katolske Polen ikke bryder sig om homoseksualitet.

Hærværk er ytringsfrihed!

Fodboldspilleren Ulrik Laursen har med skiftet fra OB til FC København vakt harme og vrede blandt det fynske publikum. Det har således udviklet sig til, at Ulrik Laursens bopæl er blevet opsøgt af nogle “bøller”, der med maling har skrevet slagord på hans bil og hus. Uetisk Råd er ikke forarget over disse handlinger. Vi mener tværtimod, at det er folks grundlovssikrede ytringsfrihed, som legitimerer sådanne hærværkshandlinger. De slagord og andet godt, der er malet på Ulrik Laursens tvivlsomme bolig og bil, er udtryk for “bøllernes” holdninger og meninger. Meningisme? Ja tak, mener Uetisk Råd.

(Rådet anfører dog, at dets anskuelse af hærværk som en “legitim” og ønskværdig gerning ikke er en tilskyndelse hertil, jf. straffeloven, §§ 136, 266 a og 291 m.fl.)

Tilskuervold er værdighed

Uetisk Råd kommer den voldssigtede tilskuer, som løb ind på banen og slog dommeren, til undsætning. Uetisk Råd vil gerne give vedkommende 29-årige dansker, der er bosat i Sverige, vores uforbeholdne støtte.

Hvad ligner det dommeren at give Christian Poulsen et rødt kort for at slå Markus Rosenberg i maven? Vold og slåskampe burde være lovligt i (og uden for) fodboldspillet. Uetisk Råd mener, at når regler ikke overholdes, er det, fordi de ikke burde være der. Tillad derfor vold på fodboldbanen, da tilskuere alligevel hellere vil se blod end sport.

Af den grund forstår vi udmærket den tydeligt berusede tilskuer (som har oplyst at have indtaget 15–20 genstande før og under landskampen), at han lader den harme, vi alle føler, gå ud over den usympatiske, tyske dommer Herbert Fandel. Tilskueren kæmper en brav kamp for mere vold i fodboldspillet, uden for banen og på lægterne.

Den kritiske læser vil muligvis fundere over, hvorfor vi har brug for vold og had blandt tilskuere. Vi har brug for tilskuervold, eftersom historikere skal have noget at lave og få deres løn for. Hvor ville de være uden Heysel-katastrofen eller Hillsborough-katastrofen? Der kan du nemlig se, kritiske læser.

Tillykke til lotto-millionærerne

Tilhængere af S.S. Lazio. Foto: Andrew (CC BY-SA 3.0)

De nybagte millionærer har endnu ikke bestemt sig for, hvad pengene skal bruges til. Uetisk Råd råder de heldige vindere til at sende hele summen ned til højreradikale bevægelser i Italien og Tyskland; eksempelvis kunne fangruppen Irriducibili, som støtter Lazio, godt bruge nogle ekstra skejser til deres mange kreative bannere med visse politisk ukorrekte budskaber.

Endnu en gang tillykke herfra – og husk nu at bruge pengene uetisk! (ellers tager vi dem, red.).

Børn og fodboldentusiasme – uetik på lægterne!

Børnerådet advarer forældre mod at melde deres børn ind i fanklubber grundet den “ubehagelige” retorik, som florerer blandt ophidsede fodboldfans på danske stadions. Der er eksempler på smædesange, hvor modstanderhold og -fans svines til med ubehagelige tilråb.

Uetisk Råd er ikke i tvivl: Boykot Børnerådet! Siden hvornår har de kunnet udtale sig om noget fornuftigt? Der skal ikke være et råd bestående af humanistiske smagsdommere, som vil børn det bedste. Børn hører hjemme på fabrikker og i militæret. Og smædesangene er med til at “uddanne” dem til at blive gode samfundsborgere, fordi disse sange lærer dem, hvordan virkeligheden er. Had er ikke negativt, det er en fordelagtig drift.

Fodboldklubber

Uetisk Råd kan intet andet end at opfordre den uetiske fodboldfan til at støtte følgende klubber:

  • Dynamo Berlin
    Grundlagt som fodboldklub for Stasi-agenter under DDR-regimet.
  • Lazio
    Klubbens fans er berygtede verden over for deres højreradikale fremtoning.
  • AC Milan
    Klubbens ejer er Silvio Berlusconi, som Uetisk Råd gerne ser som opkøber af TV2.
  • Millwall
    Klubbens fans er blandt de mest berygtede i Storbritannien. Millwall er derudover et af de mest kriminelle kvarterer i London.
  • Cardiff City
    Den walisiske klubs tilhængere overgår de engelskes “grusomheder”.
  • Celtic FC
    Skotsk, katolsk klub fra Glasgow. Strides hvert år med den protestantiske klub Rangers FC, som også er fra Glasgow. Had er med andre ord fremherskende.

Tilskuervold – en naturlig del af sport

Igennem årene har særligt England, Italien og Argentina oplevet tilskueruroligheder til fodboldkampe, hvor det i enkelte tilfælde har kostet menneskeliv. Volden i England nåede sit højdepunkt i 80’erne, hvor der nærmest herskede anarki under fodboldkampe. Helt “galt” gik det til en Europa Cup-finale mellem Juventus og Liverpool på Heysel Stadion i Bruxelles, hvor 39 blev dræbt.

Dog må det til Uetisk Råds ærgrelse konstateres, at disse to lande har bekæmpet volden effektivt det seneste årti. For volden er en naturlig del af sport. Det er både underholdende at se på, og desuden er sport også en måde at konkurrere fysisk på. Det samme gælder for vold. Medierne tjener styrtende med penge på at fokusere på sådanne events. Ydermere er der visse opdragelsesmæssige aspekter vedrørende fodbold-bandevold. Her kan unge mennesker lære, hvordan samfundet fungerer.