Tag-arkiv: hærværk

Alt for meget politi er samfundets største problem

Direkte demokrati. Foto: EPO (CC BY-SA 2.5)

Det vrimlede med politi på Nørrebro, da Ungdomshusets venner foretog den rituelle ødelæggelse af bydelen for nylig. Ganske vist greb politiet ikke ind i nævneværdig grad, men alene tilstedeværelsen kan ikke have undgået at ødelægge stemningen under den frie udfoldelse af de “unges” demokratiske ret til at ødelægge andres ejendom.

Uetisk Råd er bestyrtet. Rådet mener nemlig (ligesom terrororganisationen Forældre imod Politibrutalitet), at de alt for store mængder af politi simpelthen er det danske samfunds allerstørste problem.

Det er jo efterhånden kommet så vidt, at man kan risikere, at politiet rykker ud til småforseelser som dødsvold og overlagt mord. Hvad bliver det næste? Bankrøverier? Vi spørger bare – og svarer selv: Det næste bliver vel mordbrand.

UR mener helt grundlæggende, at politiet må holde sig til de opgaver, som politikerne har opstillet:

Søren Pape “Mega” Poulsen må slå i bordet og fortælle politifolkene, at alt andet end te og kage til hærværks- og voldsmændene er lig med politibrutalitet. Vi kan ikke være det bekendt.

Se indlægget på Youtube

Christianshavns Gymnasium – uetikkens skole!

christianshavns_gymnasiumUetisk Råd har tidligere rost danske universitetsstuderende for at drikke hæmningsløst og opføre sig fuldkommen uansvarligt, ligesom vi har givet danske forældre et klap på skulderen for at fralægge sig ethvert ansvar for, hvordan deres børn opfører sig. Vi vil derfor ikke tøve med også at bryde ud i jubel over de 350 gymnasieelever fra Christianshavns Gymnasium, der har smadret to hoteller i Prag:

  • “Der var nogen, som var hoppet gennem en væg, så den blev smadret og der lå smadrede flasker på gangene. (…) Der var bræk ud over det hele, smadrede flasker og der var endda en, som have lagt en lort op af en dør.” *

Det er sådanne folk, Danmark har brug for, hvis den uetiske fremtid skal sikres, mener Uetisk Råd, der med stor fortrøstning ser frem til et samfund, der ligesom det romerske vil gå i opløsning i dekadence og lade sig undertvinge af indtrængede folkemasser. Uetisk Råd tager de afklædte piger fra Christianshavns Gymnasium i hænderne (samt andre steder) og synger skål, thi i morgen skal vi dø!

*) Uetisk Råd har med vilje ikke rettet de grammatiske fejl i Ekstrabladets tekst, da vi elsker stupide journalister.

Hærværk er ytringsfrihed!

Fodboldspilleren Ulrik Laursen har med skiftet fra OB til FC København vakt harme og vrede blandt det fynske publikum. Det har således udviklet sig til, at Ulrik Laursens bopæl er blevet opsøgt af nogle “bøller”, der med maling har skrevet slagord på hans bil og hus. Uetisk Råd er ikke forarget over disse handlinger. Vi mener tværtimod, at det er folks grundlovssikrede ytringsfrihed, som legitimerer sådanne hærværkshandlinger. De slagord og andet godt, der er malet på Ulrik Laursens tvivlsomme bolig og bil, er udtryk for “bøllernes” holdninger og meninger. Meningisme? Ja tak, mener Uetisk Råd.

(Rådet anfører dog, at dets anskuelse af hærværk som en “legitim” og ønskværdig gerning ikke er en tilskyndelse hertil, jf. straffeloven, §§ 136, 266 a og 291 m.fl.)