Tag-arkiv: Politiken

Fem danskere undskylder for slavehandlen

Undskyld!
Dette er (ikke) La Vaughn Belle. Foto: Tim, Washington, D.C. (CC BY-SA 2.0)

En racistisk kunstnerske ved navn La Vaughn Belle hævder i Politiken, at alle danskere skylder hende en undskyldning for slavehandlen til De Vestindiske Øer. Uetisk Råd støtter 100 % dette grænsepsykotisk-retarderede forståelige krav, og vi har derfor været en tur på gaden for at indsamle de første fem undskyldninger fra de lede danske slaveejersvin:

Peter Mortensen (hjemløs alkoholiker, 52): Jeg vil hermed gerne undskylde til La Vaughn Belle for, at nogle danskere i 1700-tallet var med til at sejle afrikanske slaver til St. Croix, hvor hun ikke kommer fra (Belle er født i Trinidad og Tobago, red.). Jeg gør det aldrig mere! Jeg angrer også, at jeg dagligt nyder godt af samfundets goder, der alle uden undtagelse kommer fra overskuddet fra handlen med de slaver, der ikke var dine forfædre.

Melisa Bonšić (sundhedsøkonom, 31): Vi skylder L.V. Belle en helhjertet undskyldning for, at hun har valgt at bosætte sig på en ø, der for mere end 100 år siden var en del af samme stat, som vi nu bor i.

Wilhelm Storm Krog (børnehavebarn, 3): Undskyld fordi jeg er blevet født her i Danmark! Bare jeg dog var født i nutidens Mongoliet og dermed skyldig i Djengis Khans hærgen i 1200-tallet!

Sissel Hjorth Clausen (psykisk syg kontanthjælpsmodtager, 20): La Vaughn Belle, jeg beder om undskyldning for, at jeg har en hudfarve, der er en lille smule lysere end din. Jeg kan ikke gøre for det. Men jeg ved godt, det er min skyld.

Børge Saltum Knudsen (tidl. SS-frivillig, 97): Jeg har personligt altid lagt stor vægt på kollektiv skyld for ting, som de skyldige ikke selv har nogen andel i eller har udvist nogen støtte til. Jeg finder det derfor helt rimeligt, at vi alle sammen strækker højre arm ud til De Vestindiske Øer og siger helhjertet undskyld.

Annegrethe Rasmussen ny chef på Information

Dagbladet Information skal have ny chefredaktør, eftersom den gamle, Christian Jensen, er skiftet til Politiken, hvor den nasale, selvkørende talerobot Bo Lidegaard er blevet fyret. På mediemetamediet Kommunikationsforum funderer Timme Bisgaard Munk over, hvem der kan tænkes at blive ny rorgænger på Information – både dem, der gerne vil, og dem, der helst vil være fri.

Imidlertid har han overset den mest oplagte af alle kandidater: Annegrethe Rasmussen, der tilmed arbejder for netop Kommunikationsforum. Hvorfor? Derfor:

Har hun de rigtige meninger, og er hun erfaren nok?
Om hun er! Annegrethe Rasmussen er jo på samme tid en amerikansk østkyst-hattedame og en bedrevidende kystbanesocialist fra lidt nord for Østerspelt, kort sagt selve inkarnationen af en Information-læser. Hun har været medlem af Berlingskes chefredaktion, hvor hun blev fyret på grund af plagiat, fordi hun havde afskrevet en lederartikel fra Politiken(!)

Har hun et tilstrækkeligt nært forhold til Information?
Om hun har! Hun har tidligere (ligesom alle andre journalistiske typer i Danmark) arbejdet for Information, indtil hun blev fyret på grund af plagiat – igen. Bonus: Manden, der stod i spidsen for fyringen, er den afgående chefredaktør Christian Jensen, som kaldte hendes afskrift, kildesjusk og citatopspind for »grove overtrædelser af basale journalistiske standarder«.

Kan hun tiltrække de rigtige kræfter til Information?
Om hun kan! Til sit nye hjemmehæklede medie POV.provinsiel har hun allerede kapret journalistiske mastodonter som Maria Helleberg, Jørgen Dragsdahl og Jeppe Nybroe – kort sagt alle de bedste fra det forrige årtusinde. De følger nok gerne med over til Information, hvor Annegrethe Rasmussen i kraft af sin integritet og sit vindende væsen sikkert også vil kunne tiltrække andre perler som Kurt Thyboe (Ugens Rapport), Eric Danielsen (Månedens Stalinist) og Karen Thisted (Årets Uetiker).

En fører er trådt frem

Se Yahya Hassan nøgen!Efter digteren Yahyahya Hassans beslutning om at gå ind i dansk politik som repræsentant for Nationalpartiet kan Uetisk Råds clairvoyante politiske kommentatorer allerede nu spå, at Hassan vil komme til at overtage magten i Danmark.

Med støtte fra en stærk kombination af vrede, mandlige palæstinensere i 20’erne og forargede kvindelige Politiken-læsere i 40’erne vil Yahya Hassan inden længe gøre kort proces med det etablerede politiske system, således at Nationalpartiet under Hassans førerskab i 2020 vil have etableret et benhårdt regime under slagordet pot, poesi og Palæstina.

(Uetisk Råd er dog endnu ikke klar over, hvilken nation Nationalpartiet egentlig drejer sig om, men Rådet anser ikke dette for en hindring af betydning).

Århus’ nye slogan

Århus Rutebilstation, inden den (for alvor) begyndte at falde sammen. Foto: Christian Alexander Tietgen (CC BY 4.0)

Aaaarhuuuus har fået et nyt slogan til afløsning for “Smilets By”; fremover skal byen uden Å markedsføres under slagordet “Aarhus. Danish for progress”. Uetisk Råd er begejstret over den uetiske tåbelighed, som kommer til udtryk i sloganet. Som Politikens Lars Dahlager så rigtigt formulerer det: »På en gang uforståeligt, svært at udtale for den gennemsnitlige smådumme byrådspolitiker og faktuelt forkert«.

Uetisk Råd har i samarbejde med Aarhus’ tidl. borgmester Nicolai Wammel udarbejdet nye slogans, der vil blive brugt som supplement til “Aarhus. Danish progress”:

Aarhus. Jysk for kolera.

Aarhus. Deutsch für Dinge und Sachen.

Aarhus. Danish for lååårt.*

*) På grund af det århusianske byråds modstand mod bogstavet Å vil dette slogan muligvis blive ændret til Aarhus. Danish for laaaaaart.

Pjat med skat – støt Monacos Wozniacki!

Uetisk Råd har netop læst, at “internationale medier hylder Caroline Wozniacki”. Der tænkes uden tvivl på Listen fra Politikens iBYEN-tillæg, der 5. marts 2011 skrev følgende om Wozniacki:

Caroline Wozniacki
Selvsikker og på toppen af sit fag. Fantastisk rollemodel for alle kvinder. Især dem, der ikke gider betale skat i Danmark.

Uetisk Råd har tidligere udtrykt sin støtte til uetiske, polske sportsudøvere, så Rådet vil heller ikke tøve med at rose Wozniacki for at turnere rundt som dansk sportsstjerne, samtidig med at hun bor i skatte­lyet Monaco. I det hele taget bør alle sports­udøvere søge tilflugt i det monegaskiske skatte­paradis. – Rådet har netop erfaret, at dette allerede er tilfældet. Jamen, så var der ikke noget.

Eksklusivt interview med Jeppe Nybroe

Jeppe Nybroe – sensationsjournalisten, der i 2007 blev fyret fra DR, fordi han manipulerede i sine indslag – viser sig endnu engang som en sand uetiker, idet han nu også sidder og flæber i Politiken, således at han belemrer nationen med sine tanker om, hvor forfærdeligt det er at blive taget i at svindle og bedrage. Lige en mand efter Uetisk Råds hoved, med andre ord, og Rådet vil da heller ikke stå tilbage for det uetiske Politiken, så UR’s redaktion har sikret sig sit eget interview med Jeppe Nybroe, der netop nu rapporterer fra Napoleonskrigenes rædsler.

Jeppe, hvad følte du, da du første gang ankom til slagmarkerne ved Austerlitz, Waterloo, Jena og Auerstädt mv., hvor du lige nu befinder dig (alle fire steder!)?

– Jeg er rigtig glad for, at du stiller mig netop det spørgsmål. Svaret er selvsagt, at jeg følte mig rigtig glad for mig selv!

Jeppe, kan du sige lidt mere om det? Hvad gik der igennem hovedet på dig?

– Jamen, det var vel mest tanken om, hvor godt og storslået et menneske jeg i virkeligheden er. Men det er sjovt, at du spørger, for lige nu er der faktisk også gået en kanonkugle igennem hovedet på mig. Men det er jo den slags, man må leve med, hvis man vil have den gode historie hjem at the end of the day, som vi siger i branchen.

Ja, Jeppe, i branchen, siger du… I branchen går der lige nu nogle rygter om, at du er mor til Tøger Seidenfaden. Er det rigtigt?

– Ja, den er god nok. Jeg fødte Tøger Seidenfaden for 4½ måned siden.

Tak!

– Selv tak.

Det var så lidt!

– Årh, det ved jeg nu snart ikke. Jeg er glad for, at I kom.

Hej-hej!

– Hej!

Gratisaviser – gid Fanden brænde dem!

Fra Uetisk Råds kolde redaktionskælder er det med gru og rædsel (intet dårligt i dét), at vi i disse dage kan følge med i debatten om forskellige husstandsomdelte gratisaviser! Både den islandske koncern 365 Media Scandinavia samt JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin har i sinde at producere disse ulækre aviser.

Fra uetisk hold kan vi med én stemme* sige: Nej tak til gratisaviser! Vi ønsker ikke, at den almene befolkning skal oplyses om dette og hint – og særligt ikke samfundsforhold. Vi mener helt klart, at den brede befolkning (igen) skal være en uuddannet pøbel, således at vi får en magtelite, som er mere oplyste end proletarerne. Og specielt den fattige del af befolkningen, som før ikke kunne finde råd til en af de større morgenaviser, får desværre nu muligheden for at kunne følge med i, hvordan staten undertrykker dem, hvilket Uetisk Råd kun kan beklage.

*) Eftersom Uetisk Råd forkaster demokrati, er den fremsatte bekendtgørelse således fremsat fra én person, som af uetiske årsager har valgt at være anonym.

Tilføjelse, 8. august 2007:
Efterhånden som mængden af gratisaviser er ved at kvæle det ganske land i ligegyldige nyhedstelegrammer, har det dog vist sig, at gratisaviserne måske i virkeligheden ikke bidrager til at oplyse den gemene pøbel, men tværtimod til at fordumme den yderligere og i almindelighed fylde den med løgn, og hvis dette viser sig at holde stik, vil Uetisk Råd naturligvis på enhver tænkelig vis bakke op om en yderligere udbredelse af disse uetikkens medier.

TV2-problematikken

tv2Regeringen med kulturminister Brian Mikkelsen (K) i spidsen har i denne uge valgt at droppe planerne om at sælge TV2 [indtil videre, red.]. Flere danske aktører har været på banen og givet et bud, blandt andre JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin. Dog har Uetisk Råd hele tiden været meget skeptisk over disse udsigter til endnu mere såkaldt sagligt tv, eftersom indehaverne af bemeldte avisselskaber fejlagtigt er kendte for at levere seriøs journalistik.

Blandt Uetisk Råds medlemmer er der således forskellige opfattelser af en eventuel løsning. Flere peger på, at prominente mediegiganter som Rupert Murdoch og Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi bør overtage den landsdækkende tv-kanal. Andre peger derimod på, at TV2/Danmark A/S bør lukkes, eftersom almen folkeoplysning ikke er velset af rent uetiske grunde, da folket gennem mere oplysning af objektiv såvel som subjektiv art i højere grad kan gennemskue regimets gøren og laden. Det kvalitetsmæssige niveau taget i betragtning, kan der dog næppe være tvivl om, at TV2 er en vigtig faktor i den totale fordummelse af hoben på gaden, hvilket Uetisk Råd kun kan bifalde.