Tag-arkiv: fattigdom

Forskelsbehandling er svaret

Med stor glæde har Uetisk Råd modtaget nyheden om, at der er indført forskelsbehandling af togpassagerer: Da flere højhastighedstog fra Eurostar gik i stå i Kanaltunnelen, blev passagererne beordret til at blive i togene; kun den tyske supermodel Claudia Schiffer blev hentet ud, og skønt den tyske blondine med sine 39 år på bagen efterhånden er noget udslidt og dermed forringet i værdi, er signalværdien alligevel ikke til at tage fejl af, idet de øvrige 2.000 andre passagerer – herunder astmatikere, gravide og på andre måder handikappede folk – blev efterladt i tunnelen i timevis uden mad, drikke eller oplysninger om, hvad der foregik.

Ganske vist er der foreløbig kun tale om fordummende og ubekræftede rygter, men så meget desto bedre, mener Rådet, der ser et stort potentiale i en fremtidig opprioritering af ønskværdige mennesker i transportmæssige og andre sammenhænge; de uønskede individer kan og bør til gengæld fragtes rundt i kreaturvogne, sådan som man gjorde i Tyskland i fortiden, og som man i et vist omfang stadig gør i den sjællandske regionaltrafik.

Mad og drikke bør helt generelt forbeholdes rige og dermed vigtige mennesker, mens handikappede og gravide og lignende grus i det islamiske samfundsmaskineri kun har godt af at komme på kur eller eventuelt på en lille lejrtur. Information om forventede evakueringstider mv. kan der slet ikke være tale om – der er ingen grund til at belemre de mindreværdige mennesker med oplysninger, som de alligevel ikke kan få ind i deres små, overbebyrdede hoveder.

Våben som gulerod!

Rigspolitiet skriver blandt tre ting på deres hvervekampagne til politiskolen, at man bliver udstyret med tjenestepistol. Derved fremhæver kampagnen det efterstræbelsesværdige i en våbenkulturel videreudvikling af samfundet i tråd med, hvad vi oplever i det multikulturelle paradis USA. Tidligere politianklager og nuværende forsvarsadvokat Hugo Steinmetz udtaler desvedrørende:

  • “Det er helt vildt, at de reklamerer for en pistol. Reklamer sigter efter en målgruppe, og når man bruger ordet tjenestepistol, henvender man sig til folk, der tænder på revolvere. I det store billede over en længere periode vil det her højne skydeniveauet i politiet.”

Forsvarsadvokaten rammer plet i sin analyse, og af samme grund støtter Uetisk Råd denne kampagneform. Flere skudsårede og dræbte vil gavne væksten, eftersom sygehusene skal rumme flere ofre og patienter mv. Desuden vil kantinen på sygehuset ikke have kapacitet til at producere mad til alle patienterne, og af den grund må sygehuset bestille mad hos lokale madproducenter osv. osv. osv., hvilket alt sammen vil dræne sundhedssektoren for kapital og overlade det fattige svin til markedets og industriens luner.

Våben i samfundet er en forudsætning for vækst, mener Uetisk Råd!

Nepotisme; grundlov og velfærd

Af den i øvrigt forkastelige Grundlovs § 2 fremgår følgende:

  • “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.”

Uetisk Råd mener derfor, at Grundloven sikrer en helt grundlæggende nepotisme i øverste samfundslag, hvilket selvfølgelig skal være et godt eksempel for resten af samfundet. Hvis vi kunne indføre en grundlovssikret, tvungen nepotisme gældende for alle samfundslag, rig som fattig, vil vi derved sikre, at den sociale arv kontinuerligt vil blive en vedvarende omstændighed i et samfund, hvor stavnsbåndet derved vil blive cementeret.

– Den fattige bondesøn har absolut ingen mulighed for at kunne bevæge sig op i hierarkiet ved at kunne flytte ud og finde en bedre arbejdsplads, og endvidere tvinges bemeldte fattigrøv nu til at overtage sin faders stilling, som ikke har udsigt til fremtidige forbedringer, og han må til stadighed acceptere pisk fra sin herremand!

– Velfærden, som vi kender den i dag, vil knuses af mangfoldige årsager, hvilket Uetisk Råd betragter som værende et eftertragtelsesværdigt mål/resultat.

Gratisaviser – gid Fanden brænde dem!

Fra Uetisk Råds kolde redaktionskælder er det med gru og rædsel (intet dårligt i dét), at vi i disse dage kan følge med i debatten om forskellige husstandsomdelte gratisaviser! Både den islandske koncern 365 Media Scandinavia samt JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin har i sinde at producere disse ulækre aviser.

Fra uetisk hold kan vi med én stemme* sige: Nej tak til gratisaviser! Vi ønsker ikke, at den almene befolkning skal oplyses om dette og hint – og særligt ikke samfundsforhold. Vi mener helt klart, at den brede befolkning (igen) skal være en uuddannet pøbel, således at vi får en magtelite, som er mere oplyste end proletarerne. Og specielt den fattige del af befolkningen, som før ikke kunne finde råd til en af de større morgenaviser, får desværre nu muligheden for at kunne følge med i, hvordan staten undertrykker dem, hvilket Uetisk Råd kun kan beklage.

*) Eftersom Uetisk Råd forkaster demokrati, er den fremsatte bekendtgørelse således fremsat fra én person, som af uetiske årsager har valgt at være anonym.

Tilføjelse, 8. august 2007:
Efterhånden som mængden af gratisaviser er ved at kvæle det ganske land i ligegyldige nyhedstelegrammer, har det dog vist sig, at gratisaviserne måske i virkeligheden ikke bidrager til at oplyse den gemene pøbel, men tværtimod til at fordumme den yderligere og i almindelighed fylde den med løgn, og hvis dette viser sig at holde stik, vil Uetisk Råd naturligvis på enhver tænkelig vis bakke op om en yderligere udbredelse af disse uetikkens medier.

Klassedelt sundhed

rigdom_sundhedDet viser sig nu, at rige mennesker generelt har en længere levealder end fattige, ligesom de rige i almindelighed lever sundere end de fattige svin – og forskellen vokser. Uetisk Råd kan kun bakke op om denne udvikling hen imod et samfund, hvor menneskers muligheder indskrænkes på grund af deres klassetilhørsforhold (og race), men Rådet mener dog, at statsmagten bør gribe aktivt ind for at accelerere udviklingen yderligere.

Rådet ønsker således, at der i tilknytning til “skatte- og afgiftsstoppet” indføres et “livsstop” for mennesker, der er så usunde og fattige, at de ikke længere er brugbare i produktions- og eksportindustrierne. Naturligvis er det ikke i sig selv et mål at holde masserne ude af bundløs fattigdom – tværtom! – men hvis snylterne på samfundets bund ligefrem er til byrde for den rige elite, bør der straks gribes ind med bål, brand og bureaukrati. Gamle, udslidte og fattige idioter, der tages ud af arbejdsstyrken, vil gradvist kunne erstattes med ungt, friskt kød(!), der vil blive tilgængeligt som resultat af genindførelsen af stavnsbåndet og afskaffelsen af retten til abort. Regeringen opfordres også til ved samme lejlighed at påbegynde arbejdet med at indføre skattefradrag eller endog direkte tilskud til racerene og rige mennesker.

Vitaminpiller

Uetisk Råd afslører i omfattende redegørelse medicinalindustriens fæle bagtanker! Uetisk Råd kræver vitaminpillerne væk fra hylderne! Også mafiaen er blandet ind i dette, og spørgsmålet er, hvornår de overtager magten.

Vitaminpiller hører til blandt landarbejdere i Østen, hvor fattigdom er lige så gængst som højreekstremisme er i Italien. Hvorfor fylde os selv med piller, som efter sigende skulle kunne bekæmpe sygdomme som forkølelse, og ellers give os et nødvendigt tilskud til hverdagen? Det burde være som i gamle dage, hvor råt kød og våde kvindebarme gik hånd i hånd. Vitaminpiller bliver spist af folk i alle aldre. Blev nazismens umenneskelige ideologi ikke tjent af alle aldre også? Jo det gjorde den. Og derfor kan vi ikke andet end at boykotte/støtte denne pille.

Fra barnsben af lærer børn om denne ækle maveoptøende pille, som skal indtages med en givet væske. Ydermere er det vigtigt, at det optages ved et måltid, eftersom vitaminerne bedst opløses med fedt. Men hvad nu hvis børnene ikke vil spise vitaminpiller? Det bestemmer de jo ikke selv. Og her er det, at indoktrineringen kommer ind. Vi lever i et vitaminpillediktatur, som lige så stille vil kvæle folkets trang til brød, smør og salat.

Derfor ønsker Uetisk Råd foranledninger fra diverse højreekstreme grupper i Europa, som kan gøre op med dette tyranni. Medicinalindustrien vil øge sit budget med hele 60.000 % de næste seks år; ifølge meget pålidelige kilder vil dette udelukkende bero på en forøget produktion af vitaminpiller samt en øget aktivitet inden for kvindehandel, hvor Mongoliet næste gang står for tur. Desårsag kan dette kun betyde én ting: Hvis vi ønsker et stop inden for kvindehandel (men gør vi det?), bør vitaminpillerne skydes ud i Universet med en kæmpemæssig radonkanon.

Af den grund ligger det selvfølgelig lige for, at også alle feministgrupperinger skal kæmpe for dette initiativ! Kæmp med barmen i den ene hånd; med sværdet i den anden!

Ydermere ser det ud til at den italienske mafioso har fået øjnene op for medicinalindustriens mange foretagender. Heller ikke den russiske mafia vil lade skrævet være for vidt udspændt. Den russiske efterretningstjeneste har igennem mange måneder efterhånden kunnet konstatere en øget aktivitet blandt kriminelle mellemmænd, som spænder sig helt fra mafiaens hovedcenter i Moskva til Argentinas strande, hvor vitaminpiller i disse dage indtages, som om det er Anden Verdenskrig. Også i Afrika ser vi i skrivende stund vitaminpillens effekt. Samtidig proklamerer mafiosoens håndlangere som Røde Kors og Red Barnet, at folkesundheden generelt forbedres i visse områder, hvor pillerne har sit indtog. Jamen vil I da ikke forstå? Snart vil de små børn få overdoser og udvikle nye lemmer hist og her. Alt dette sker, mens mafiaens bagmænd tjener store penge.

På vitaminpiller.dk kan man læse følgende:

  • “Skal man overhovedet spise vitaminpiller? De bedste vitaminer er dem, vi får gennem maden. Men er dit barn småtspisende, eller har det lige været sygt, eller det er vinter, så er det en god idé at give en vitaminpille daglig. Det lille ekstra ‘skud’ vitaminer er måske med til, at dit barn undgår at blive sygt og jo flere perioder barnet har uden sygdom, jo stærkere bliver det. Du kan altså opnå en “god cirkel”. Men husk de bedste vitaminer får barnet gennem en god og sund kost.”

Hvis man læser imellem linjerne kan vi se vitaminpillens dårlige effekt. “Det lille ekstra ‘skud'”… Altså vitaminpillerne ændrer simpelthen på barnets forsvarsmekanismer og skader det direkte med krudt og kugler. Eller også er der her tale om ændringer af barnets hormontilstand: Barnet vil opleve en stigende aggressivitet, som kan udvikle sig til voldsomme skyderier, som vi har set i USA, hvor teenagere har gået amok med skydevåben på skoler.

Uetisk Råd er ikke i tvivl: Fjern vitaminpillerne fra hylderne, og lad os få de store barme frem i lyset igen!

Af ATH, også kendt for udgivelser som “Vitriol – Hitlers føde”, “Da Nang – Et barn bliver født” og “Poul Nyrup – Gadedrengen fra Vest”.