Sådan sætter du dit kryds på tirsdag!
Tag-arkiv: politikere
Klaus Riskær Pedersen ekskluderer Klaus Riskær Pedersen
Efter interne magtkampe har partiet Klaus Riskær Pedersen, der ikke er så langt fra at blive opstillingsberettiget til Folketinget, besluttet at ekskludere sin stifter, formand og eneste medlem, Klaus Riskær Pedersen. Det oplyser Klaus Riskær Pedersen (partiet) til Uetisk Råds udsendte, indsatte, udsatte og indsendte medarbejdere.
Klaus Riskær Pedersen (partiet) tilføjer, at Klaus Riskær Pedersen (partiet) stadig har tænkt sig at opstille til Folketinget. “Vi finder bare en bedre kandidat end Klaus Riskær Pedersen (personen)”, siger en unavngiven talsmand for Klaus Riskær Pedersen (partiet).
Klaus Riskær Pedersen (personen) er en dansk perzon, der er kendt for mindst tre ting:
- Han er en initiativrig iværksætter.
- Han er flere gange dømt for bl.a. skyldnersvig.
- Han har været næstformand for Europaparlamentets Delegation for Forbindelserne med Schweiz (i perioden 26. juli 1989 til 18. november 1990).
Klaus Riskær Pedersen (personen) har ikke afgivet kommentar, men forventes at oprette et nyt parti, når han er hjemme igen efter en længere udlandsrejse.
Som en service til læserne bringer vi her en oversigt over Klaus Riskær Pedersens (personens) hidtidige politiske karriere:
- Medlem af Europaparlamentet for Venstre indtil 4. december 1993, hvor han blev ekskluderet af Venstre.
- Medlem af Europaparlamentet som løsgænger.
- Stifter af partiet De liberale 2000 (ca. 1993–1994).
- Stifter af partiet Opstillingslisten (2006).
- Overvejelser om medlemskab af Socialdemokratiet og De Konservative (ca. 2015).
- Medlem af Alternativet (fra 6. marts 2015, indtil han blev ekskluderet den 13. marts 2015).
- Ønskede ikke at opstille for Kristendemokraterne (april 2015).
- Ønskede at opstille for Kristendemokraterne (maj 2018).
- Stifter af partiet Klaus Riskær Pedersen (2018).
(Obs: Allerede i 2006 indsatte Uetisk Råd dog KRP som formand for De Konservative.)
Udenrigsfisk
Fordi Esben Lunde Larsen har løjet for meget til at kunne fortsætte med at have ansvar for fiskeriområdet, bliver Fiskeristyrelsen fremover en del af Udenrigsministeriet. Jo den gør.
Uetisk Råd kunne ikke have udtænkt det bedre. Nu, hvor Karen Ellemann skal være minister for ligestilling, nordisk samarbejde, fiskeri og almindelig uduelighed, foreslår Rådet, at man også begynder at blande andre ressortområder tilfældigt sammen. Man bør f.eks. lave et ministerium for pandekager og økonomi, eller hvad med et forsvars- og kulturministerium? Mulighederne er mange.
Vaccinesalg er et uetisk hole-in-one
Politikerne og embedsmændene i Finansministeriet og Sundhedsministeriet har solgt den danske stats vaccinefabrik til nogle arabere, der støtter Det Muslimske Broderskab og har ansat en pakistansk shariadommer, som tidligere har opfordret til at boykotte Danmark.
Salget har indbragt staten 15 millioner kr., men samtidig har staten brugt 14 millioner kr. til et konsulentfirma og mere end 16 millioner kr. til et advokatfirma, der har “hjulpet” ved salget.
De hårdtprøvede medarbejdere i Uetisk Råds tænketank har hele dagen desperat forsøgt at udtænke forslag til, hvordan sagen kunne gøres mere uetisk, end den allerede er, men indtil videre har det været forgæves. Vi afventer derfor hjælp fra Uffe Elbæk.
Opdatering
Ved forenede uetikeres kræfter er det alligevel lykkedes at gøre udgifterne mange gange større:
I alt vurderer Rigsrevisionen, at de samlede udgifter forbundet med salget udgør mellem cirka 1,3 og 1,8 milliarder kroner. (Kilde)
Vi har intet yderligere at tilføje, og det har politikerne heller ikke, da det som sædvanlig ikke får nogen konsekvenser.
Her er de nye ministre fra V, LA og K
Lille-Lars har tilbudt Liberal Alliance og Konservative at indtræde i regeringen. Uetisk Råds gigantiske korps af åndemanere, håndlæsere, Hans Jørgen Bonnichsen, politiske analytikere og andre clairvoyante typer har allerede nu fået opsnuset, hvem nogle af de nye ministre bliver:
- Den konservative formand, Søren Pape “Mega” Poulsen, indtræder i rollen som ringbind.
- Den konkursramte justitsminister Søren Pind ændrer omsider formelt titel til “frihedsminister og sherif”; rent praktisk sker der dog ingen ændringer i hans arbejde med at indskrænke borgerrettighederne og fremme kriminaliteten.
- Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs fortsætter på posten, såfremt hun inden udgangen af 2018 har gennemført Folkeskolens afgangsprøve med et karaktergennemsnit på mindst 2.
- Inger Støjberg fortsætter som udlændingeminister, men der oprettes samtidig to konkurrerende udlændingeministerier under ledelse af Mette Bock (LA) og Naser Khader (K). Dette vil sikre den nødvendige dynamik (dvs. handlingslammelse) på området.
- Joachim B. Olsen får fremover ministerløn for at varetage sin nuværende stilling som yndlingshadeobjekt og modtager af trusselsbreve fra alle personer fra venstrefløjen, der kræver god tone i debatten.
- May-Britt Frisenberg Buch-Kattrup (LA) får en nyoprettet post som minister til fremme af politikeres kendthed i offentligheden.
- Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt fortsætter på posten, men i stærkt reduceret omfang: Ved hjælp af en fedtsugning vil ministeren fremover selv levere biodiesel til dækning af hovedparten af Danmarks energibehov.
- Hans Christian Schmidt afgiver posten som transport- og bygningsminister og udnævnes i stedet til IC4-minister (med ansvar for IC4 såvel som F-35). “Det passer bedre til min personlighed”, udtaler han, næsten uden at grine.
Ny grundlovsble – skid på grundloven!
I samarbejde med regering og folketing og med opbakning fra hele befolkningen har Uetisk Råd udviklet en grundlovsble, dvs. en ble, der har påtrykt tekst fra Danmarks Riges Grundlov.
Fordelene ved grundlovsbleen er mange: Du kan skide højt og flot på grundloven ikke bare i overført forstand, men også helt konkret, for den har en fænomenal kapacitet og sugeevne. Og når du har gjort det længe nok, vil du stå tilbage med en grundlov, der helt bogstaveligt er fuld af gammelt lort. Vi opfordrer dig dog til at beholde den alligevel, da det ellers ville blive alt for tydeligt, at du ikke har noget tøj på.
Køb din grundlovsble i dag!
Se også vores Salman Rushdie-toiletruller!
Anker Jørgensens død og Manu Sareens partiskifte
Tidligere statsminister Anker Jørgensen er død, og nuværende uetiker Manu Sareen er skiftet til Alternativet. Nogle ville måske have ønsket, at det var omvendt, men sket er sket.
Uetisk Råd begræder, at Danmark ikke længere ledes af inkompetente båtnakker som Anker Jørgensen, men glæder sig over, at landet i stedet ledes af uduelige fjolser, der har læst en bachelor i samfundsfag og videregående rundkredspædagogik, hvor de har fået bekræftet deres infantile meninger om statens indretning.
Vi er i trygge hænder på vej ud over afgrundens rand.
Porno-Lasse til magten
Uetisk Råd har udtrykt sin støtte til Yahya Hassan som kommende fører, ligesom Rådet tidligere har udnævnt DJ Aligator til statsminister som led i en omstilling til et technokratisk samfund, altså en stat styret af DJ’s.
Efter Yahya Hassans seneste påfund – narkokørsel og slagsmål med toldere – er Rådet kun blevet bekræftet i, at det havde ret (hvad ellers?), og det viser sig nu, at der er flere gode folk på vej mod magten i vort lille land: Den kendte kulturpersonlighed Porno-Lasse har meddelt, at han arbejder på at stille op til Folketinget. Ganske vist har han endnu ikke noget politisk program, og han vil efter eget udsagn ikke ændre på noget; men hans brede erfaringsgrundlag og hans intellektuelle overblik må vel også være rigeligt. UR ved, hvor krydset skal sættes ved næste (og forhåbentlig sidste) valg!
Rådet eneste bekymring er, om Lasse Helmer Sørensen/Porno-Lasse vil være i stand til at sætte sig ned på det niveau, dansk politik foregår på. Rådet frygter, at han simpelthen vil være for sober til at kunne slå igennem.
Boomerang-pris indstiftet – Mogens Jensen første modtager
Uetisk Råd støtter naturligvis forsøgene på at tjene penge i diktaturstaten Saudi-Arabien; lige siden Muhammedkrisen har Rådet gået ind for tanken om at sælge ud af værdier og Arla-ost for at få penge og islam i stedet.
Derfor er Rådet som udgangspunkt fjendtligt indstillet over for den ellers så uetiske Mogens Jensen (S), der har kritiseret “udenrigsminister” Kristian Jensen (V) på grund af det danske handelsfremstød i Arabien. Nu viser det sig imidlertid, at besøget blev planlagt, mens Mogens Jensen selv var handelsminister i Udenrigsministeriet. For at belønne denne herligt uetiske adfærd har Uetisk Råd dags dato indstiftet en ny Boomerang-pris, der tildeles Mogens Jensen. Vi håber på mange gentagelser i de kommende år.
(I første omgang havde Rådet egentlig tænkt sig at hædre politikeren ved at lave en boomerang med samme facon som Mogens Jensen, men denne idé blev opgivet, da det vurderedes, at boomerangen aldrig ville vende tilbage, endsige flyve i første omgang).
Har Uetisk Råd brintbomber?
Kim Jong-un, den smukke leder af det herligt uetisk-kommunistiske land Nordkorea, har antydet, at Nordkorea er i besiddelse af en eller flere brintbomber; det fremgår af utallige artikler, som dumme journalister har skrevet af fra Wikipedia og hinanden.
Nu rejser spørgsmålet sig naturligvis: Er Uetisk Råd også i besiddelse af sådanne fusionsvåben?
En talsmand fra den Termonukleare Oplysnings- og RådgivningsTjeneste i Uetisk Råd (i daglig tale kaldet TORTUR) benægter, at Rådet har noget med brintbomber at gøre, og henviser til, at der blot er tale om et fredeligt forskningsprojekt i samarbejde med respektable partnere som Iran, Max-Planck-Institut für Plasmaphysik og Jydsk Atomkraft A/S. Projektet har til formål at demonstrere de plasmafysiske processer, som finder sted, når ren amoral opvarmes til ca. 200 millioner °C, svævende i et magnetfelt. »Der vil være tale om et eksplosivt skridt fremad«, tilføjer talsmanden storgrinende.
Flere politiske sværvægtere som Torsten Gejl (Alternativet), Marlene Harpsøe (DF), Christine Antorini (Virtuelt Folkeparti) og Ida Auken (UR), der alle er medlemmer af Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, udtaler samstemmende:
»Øh, fusion, øh, er det noget med kommunesammenlægninger eller hva’?«
samt
»Atom betyder farlig«.