Tag-arkiv: universitet

Hanne Leth Andersen køre med klaten

Mange er blevet forargede over den småtbegavede Hanne Leth Andersen, der er “rektor” for den træningslejr i ærtepose-kastning, der kalder sig selv for Roskilde “Universitet” (stadig forkortet RUC…). Hanne Leth Andersen har nemlig udtalt, at det ikke betyder så meget, hvis de universitetsstuderende ikke kan læse og skrive. Sådanne udtalelser fra en universitetsrektor er naturligvis i sig selv et udtryk for massiv, uetisk idioti, men det bliver ekstra godt, når man erfarer, at fru Leth Andersen har været professor i universitetspædagogik.

På denne baggrund mener Uetisk Råd, at den uetiske perle Hanne Leth Andersen muligvis er så dum, at hun burde overveje at blive politiker eller i det mindste journalist; men omvendt vil Rådet også have forståelse for, at hun måske hellere vil arbejde med strategisk fordummelse af landets uddannelsesinstitutioner. Rådet vil tiljuble ethvert initiativ fra hendes side.

Beløn Sander for Penkowas svindel

Den skandaleramte hjerneforsker og svindler Milena Penkowa udtalte for et par år siden, at »det handler om at eliminere hinanden, og det er pisseligegyldigt hvordan. Det er det, der gør det tilstrækkeligt grimt til, at man kan tale om en krig. Men det er en del af gamet.« Stor er derfor tilfredsstillelsen ved at se Penkowa selv blive trukket igennem sølet, selvom Uetisk Råd naturligvis stadig står ved sit udsagn om, at fup, svindel og talentløshed bør fremmes i det danske universitetssystem (en opfordring, som regeringen efterlever til fulde, og som oppositionen uden tvivl vil forstå at fortsætte).

En opsummering af sagen, som den foreløbig tager sig ud, viser, at der er tre centrale aktører: Milena Penkowa, der er anklaget for svindel med forskningsresultater og for at opdigte et firma i Spanien, og som har løjet om sin mors og søsters død; Ralf Hemmingsen, der som dekan for sundhedsvidenskab og nu rektor for Københavns Universitet beskyldes for at have holdt hånden over Penkowa, og som har været bekendt med, at moderen og søsteren lever; og tidl. videnskabsminister Helge Sander (V), som er gode venner med Penkowa, holder ferie med hende, har tildelt hende en pris på 1,1 mio. kr. og har hjulpet hende ved at videreformidle anonyme personangreb mod hendes modstandere.

Uetisk Råd er begejstret over at se, hvordan den tvivlsomme dekan/rektor, den hyper-arrogante forsker/svindler og den stupide fhv. videnskabsminister sammen udgør en velsmurt maskine, der har formået at ødelægge den rest af troværdighed, som Helge Sander ikke allerede har berøvet universiteterne; og Rådet indstiller derfor Helge Sander til en Nobelpris efter eget ønske.

Fup-stjernen Milena Penkowa

Hjerneforsker-stjernen Milena Penkowa er kendt for at være arrogant, hoven og selvoptaget, og hun har ifølge diverse medier ry for at være lidt for hurtig med at producere tvivlsomme forsknings­resultater, der kan bruges til at fremme hendes egen karriere; således bliver hun p.t. undersøgt for videnskabelig uredelighed. Lige en forsker efter Uetisk Råds hoved, kort sagt. Rådet elsker kvinder i både ledende og andre stillinger.

Nu er det så kommet frem, at hun foruden lægevidenskabelig fup også er mistænkt for “at have misbrugt mellem to og tre millioner kroner af en forskningsbevilling til private formål såsom advokat­regninger, tøj, rejser og middage”.

Uetisk Råd, der ikke gider vente på en endelig afgørelse, men allerede nu betragter Penkowa som “skyldig” i disse prisværdige forhold, er derfor i ekstase og opfordrer til, at Milena Penkowa bliver gjort til videnskabsminister med tilbagevirkende kraft. På denne post vil hun med sin svindel og indbildskhed være et værdifuldt supplement til den cocktail af afgrundsdyb idioti og stupide floskler, der har præget tidligere såvel som nuværende ministre på området (Charlotte Sahl-Madsen, Helge Sander, Frank Jensen, for blot at nævne de seneste undermålere).

Frem fordummelsen, gavn griskheden, hævd hovmodet, opelsk opblæstheden, styrk svindlen! Nu!

Opdatering, 3. februar 2011:
Det viser sig nu, at Penkowa tilsyneladende også har forfalsket dokumenter og løgnagtigt har påstået, at hendes mor og søster var blevet dræbt, skønt moderen efterfølgende deltog ved overrækkelsen af en pris til Milena Penkowa. Uetisk Råd er opstemt over at høre dette.

Opdatering, 7. marts 2011:
Nu er Penkowa endvidere dømt for underslæb og dokumentfalsk i en sag, hvor hun efterfølgende har forsøgt at skyde skylden på en studerende. Rådet klapper i sine klistrede hænder over denne nyhed.

Opdatering, 23. marts 2011:
Penkowa-sagen fortsætter: Den kære Milena har kaldt sig leder af Afdeling for Neuroprotektion, skønt denne institution ikke eksisterer. Uetisk Råd har i begejstring besluttet at gifte sig med Milena Penkowa.

Opdatering, 30. marts 2011:
Nu er det tillige afsløret, at Penkowa har fabrikeret et citat, hvori hun selv bliver rost til skyerne. UR ligger i begejstrings-koma over denne nyhed.

Tak, Helge Sander!

Uetisk Råd har endnu en gang demonstreret sine uforlignelige evner til at fremsætte korrekte, uetiske vurderinger. “Videnskabsminister” Helge Sander (V), som Uetisk Råd tidligere har udnævnt til medlem af Udvalget for Beskuelse, Beføling og Bedømmelse, er kommet i vælten for angiveligt at have befølt Christine Antorini (S). At Helge Sander er et værdigt medlem af dette kvinde-begramsende udvalg, synes hermed dokumenteret, og Uetisk Råd ønsker ministeren held og lykke med fortsat at optræde forargeligt (og i øvrigt til stadighed at ødelægge de danske universiteter).

Islamisér Det Etiske Råd

En islamiseringskonsulent (“integrationskonsulent”) ved navn Inge Liengaard mener, at der er behov for flere imamer og færre teologer i Uetisk Råds modstykke, Det Etiske Råd. Uetisk Råd støtter naturligvis enhver islamisering, og Rådet ser derfor frem til, at dets etiske modstykke snart bliver lige så islamisk som Uetisk Råd selv. At teologerne sidder i Det Etiske Råd, bl.a. fordi de har en uddannelse, der indbefatter teoretisk etik, mens imamerne har deres muslimitet som kvalifikation, er selvsagt endnu et argument for, at vægten bør forskydes i imamernes retning, understreger Uetisk Råds talsmand, mufti a-Mourrál.

Uetisk Råd kan ved samme lejlighed ikke skjule sin glæde over at se, at den pågældende islamiseringskonsulent har skrevet sit ph.d.-projekt om danske imamer netop ved Afdeling for Religionsvidenskab på “Det Teologiske Fakultet” ved Århus Universitet; dette fakultet fastslår dermed sin status som en af islams uetiske højborge i det danske samfund, og Uetisk Råd overvejer derfor at indtræde i universitetets bestyrelse.

Brug din røv til eksamen!

Uetisk Råd har med stor begejstring modtaget nyheden om, at (den ældre mandlige) lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet opfordrer sine (unge, kvindelige) studerende til at udnytte deres eventuelle besiddelse af eftertragtelsesværdige bryster eller balder i forbindelse med (hans egne) eksaminer samt til jobsamtaler, og Rådets begejstring blev ikke mindre af, at organisationen Dansk Erhverv har tilsluttet sig opfordringen.

Uetisk Råd har tidligere fastslået princippet om, at det er enhver erhvervsdrivendes ret at forlange ungpigebryster og -balder i rigelige mængder, og Rådet er inderligt lyksaligt stemt over, at såvel universitetshumanisterne som Danmarks erhvervsliv igen viser deres sande forståelse for uetiske handlemåder.

På baggrund af ovenstående har Uetisk Råd dags dato besluttet at nedsætte Udvalget for Beskuelse, Beføling og Bedømmelse, der skal vurdere kvinders bryster og balder og andre kropsdele, der kunne være af relevans i forbindelse med vurderingen af kvinder som objekt. Rådet har fastsat følgende sammensætning af udvalget…

  • Lektor Klaus Kjøller, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet
  • Chefkonsulent Bjarne Jakobsen, Dansk Erhverv
  • Forfatter Jørgen Leth
  • Videnskabsminister Helge Sander

…og Rådet foreslår samtidig, at alle landets kvinder skal inddeles i to kategorier. De kvinder, som udvalget finder efterstræbelsesværdige, skal ved enhver given lejlighed afføre sig deres (sparsomme) tøj, når en ældre mand er i nærheden, og alle øvrige kvinder skal altid være iklædt burka eller andre former for islamisk/uetisk klædedragt.

Væk med dansk!

Dansk Sprognævn udtrykker bekymring over det engelske sprog stilling i Danmark. Nævnet frygter, at engelsk skal fortrænge dansk på områder som forskning og uddannelse mv. og dermed undergrave det danske sprogs stilling som samfundsbærende, og man foreslår derfor, at der skal gribes ind over for videregående uddannelsesinstitutioners udbud af uddannelser på engelsk.

Uetisk Råd er helt uenig med Sprognævnet. Rådet mener tværtimod, at det er af afgørende betydning, at man kaster vrag på enhver form for selvstændig dansk kultur, herunder sproget. Det danske sprog er simpelthen en hindring for det fremtidige utopia, hvor ingen tager hensyn til andet end profit, og hvor alle taler dårligt engelsk (eller rettere amerikansk) med hinanden, uden hensyn til deres egen tusindårige “kultur”. Uetisk Råd foreslår derfor, at der indføres et centralt kvotesystem for de videregående uddannelser, således at 60 % af uddannelserne fremover udbydes på engelsk, mens resten enten skal nedlægges eller udbydes på arabisk.

Heldigvis har Uetisk Råd bemærket, at professionelle sprogfolk allerede har taget Rådets ønsker til efterretning; således kan nedenstående læses på hjemmesiden for Forbundet for Kommunikation og Sprog (Rådet har markeret de dejligste af de importerede ord):

  • Corporate social responsibility: Ideen om at virksomheder skal tage socialt ansvar i samfundet, er baseret på en filosofi om at virksomheden skal behandle såvel interne som eksterne stakeholdere på en etisk forsvarlig måde. Body Shop var en af foregangsvirksomhederne med miljøengagement og modstand mod dyreforsøg. Siden fulgte Nike … hvor de gik fra at være global paria blandt ngo’er (non governmental organizations) til at blive normsættende … En mere kynisk opfattelse af corporate social responsibilty er at det ganske enkelt er god issue management fordi mange kriser proaktivt kan forebygges hvis virksomheder virker som om de tager et samfundsansvar. (Fra Kommunikation og Sprog)

Som det ses, er professionelle sprogbrugere (f.eks. Timme Bisgaard Munk, sprogspasser på videregående niveau) allerede på nuværende tidspunkt ude af stand til at skrive på korrekt dansk uden at inddrage unødvendige, malplacerede, hæslige og dermed dejligt uetiske ord fra engelsk, og Uetisk Råd ser derfor med fortrøstning frem til den danske kulturs snarlige undergang under almindelig jubel eller blot ligegyldighed.

Druk og økonomi

Svend Hylleberg, dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet, ønsker nu helt ubegrundet at stramme op på universitetets regler for de årlige rusture, hvor nye studerende skal lære hinanden at kende. Uetisk Råd kan principielt ikke bakke op om initiativer, som skal forsøge at integrere de studerende på deres nye studie, men vi finder det dog efterstræbelsesværdigt, at uetikken blomstrer på rusturene (samt i andre sammenhænge).

»Hvorledes har uetikken da blomstret på rusturene?« spørger den uvidende læser, og Rådet kan hertil svare, at kilder på universitetet har oplyst, at følgende former for stærkt uetisk og dermed meget positiv adfærd har fundet sted under rusturen for nye studerende fra Institut for Økonomi:

  • Der blev i almindelighed praktiseret uhæmmet druk,
  • en kvindelig tutor blev forsøgt voldtaget,
  • de studerende bestilte en stripper i universitetets navn,
    og
  • en mandlig studerende vågnede op fra druk-eskapaderne med en flaske i røven.

Endvidere er det kommet frem, at man på Institut for Økonomi også praktiserer en form for andespil med to agtværdige formål: 1) At få kvindelige studerende til at fremvise deres bryster og 2) at få dem drukket fulde.

Når hæmningsløs druk og voldtægtsforsøg mv. bliver fast inventar i disse arrangementer, må det anskues som en vigtig forbedring af det uetiske miljø i de videregående uddannelser, og derfor kan vi kun fordømme Svend Hylleberg, og vi udsteder samtidig en fatwa over hans hoved samt en dusør lydende på 72 behårede jomfruer i den muslimske himmel. Samtidig ser Rådet med forventning frem til den dag, hvor de ovennævnte studerende skal overtage ledelsen af samfundet.

Tilføjelse, 29. januar 2007:
Sidenhen er det kommet frem, at de medicinstuderende i Norge ligeledes praktiserer ansvarsløst uhæmmet druk, der bl.a. har medført, at rustursdeltagere blev presset ud i druk og derefter til bl.a. at slikke på rotter og simulere samleje med tutorer. Rådet ser med spændt forventning frem til kommende afsløringer af nye uetiske udskejelser.

Tilføjelse, 13. september 2010:
Til Rådets glæde viser det sig, at der stadig arrangeres rusture præget af »dødsdruk« og folk, der føler behov for at »kaste op i ekstrem grad på toiletter« mv. Fortsæt, fortsæt, formaner Rådet.