Kategoriarkiv: udnævnelser

Nye mangfoldighedskonsulenter i DR

Modelfoto af hest: Keven Law (CC BY-SA 2.0); tegning: Lukepryke (CC BY-SA 4.0)

Det uetiske medieimperium DR fortsætter med at ansætte sine egne folk i indholdsløse stillinger med millionlønninger uden offentlige stillingsopslag, senest Gitte Rabøl.

Som bekendt er DR ejet af Uetisk Råd (men finansieret af licensbetalerne), og UR kan derfor allerede nu afsløre, hvem der også er på vej til at blive “mangfoldighedskonsulenter” m.m. i DR, samt deres mangfoldige interesser, ekspertiser og tilhørsforhold:

  • Mohammed Said al-Sahhaf / Komiske Ali (mellemøstkender)
  • Jazz, Johannes Langkildes kones hest (Danske Pendlere)
  • Joseph Goebbels (Det Tredje Rige)
  • Pernille Blume og Emma Holten (Danske Naturister)
  • Anders Behring Breivik (politisk aktivist)
  • Peter Lundin (familierådgiver)
  • David Trads (David Trads)
  • René Dif (ekspert i vand)
  • Anthony Scaramucci (master i politisk kommunikation og BDSM)
  • Mette Blomsterberg (Danske Fondantentusiaster)

Uetisk Råds forlængede arm oppe i DR, den arrogante bestyrelsesformand Michael “Palpatine” Christiansen, har ikke afgivet kommentar.

Geir Helgesen udnævnes til Den Store Forståer

Geir Helgesen, Den Store Forståer
Foto: stngiam (CC BY-SA 3.0)

Geir Helgesen er en norsk kultursociolog, der siden Koreakrigens afslutning har optrådt i samtlige danske medier for at fortælle, at Vesten må prøve at forstå det nordkoreanske diktatur.

“Som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti deltog han i begyndelsen af 80erne i en fagfestival, hvor han stødte på Nordkoreas venskabsforening, og blot en måned senere rejste han lidt spontant med dem til Nordkorea.” (Kilde)

Geir Helgesen er den eneste perzon i Danmark, der hævder at vide noget om Nordkorea, og derfor ringer alle de dejligt småtbegavede uetiske journalister til ham, hver gang der er noget om Nordkorea (f.eks. atomprøvesprængninger, raketaffyringer og et par hundredetusinde mennesker i koncentrationslejre), og Helgesens løsning er altid den samme: Vi må prøve at forstå Kim-regimet.

Uetisk Råd har derfor fået sine marionetter i Den Demokratiske Folkerepublik Korea til at tildele Helgesen titlen “Den Store Forståer”, sådan at han bedre kan passe ind i det elskede nordkoreanske samfund.

Rådet afviser samtidig enhver kritik af Helgesen. Han er på ingen måde en monoman Kim-apologet; han er derimod bare en rigtig sober forsker, der slet ikke kører i ring i sin beundring af Den Store Leder, Den Kære Leder og Den Store Efterfølger. Se bare hans objektive og varierede udtalelser:

“Det er en situation, som er meget svær at forstå for os i Vesten” (15. april 2017)

“det viser bare, at vi ikke forstår nordkoreanernes historie” (15. april 2017)

“Vi er nødt til at forstå Nordkorea på deres præmisser” (14. april 2017)

“Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land” (17. marts 2016)

“Det er vanskelig for oss å forstå at utvikling av militær teknologi og det å true omverdenen er veien å gå” (6. januar 2016)

“så skubber sådanne historier jo almindelige menneskers forståelse af Nordkorea i en ærgerlig retning” (2. april 2014)

“Vi sier de er hjernevasket, og gir opp å forstå dem” (25. juni 2010)

Et godt eksempel på, hvor meget forståelsen betyder, er den hjemvendte amerikaner Otto Warmbier, der desværre døde af eftervirkningerne af et ophold i de nordkoreanske kz-lejre. Hvis bare han dog havde åbnet sit sind og prøvet at forstå!

Geir Helgesen, Den Store Forståer
Foto: Roman Harak (CC BY-SA 2.0)

Årets uetiker 2017: Anders Klostergaard Petersen

Årets uetiker 2017
Anders Klostergaard Pedersen. Årets uetiker 2017. Pressefoto: Aarhus Universitet.

En århusiansk professor[1] ved navn Anders Klostergaard Petersen vil gerne forklare, hvorfor muslimer har krav på særlige hensyn. Professoren mener nemlig, at muslimer bedst kan sammenlignes med små børn eller hunde, som bider fra sig, hvis man giver dem tæsk.

Muslimer er altså ifølge Klostergaard Petersen ikke rigtige voksne mennesker, men derimod en slags umodne personer, der ligefrem kan sammenlignes med dyr.

Uetisk Råd er helt hysterisk af begejstring over at se den groteske racisme, som den arrogante “professor” udfolder; særligt sammenligningen af muslimer og hunde, som er afskyet i den muslimske verden, har vakt lykke i Rådets ellers formørkede sind.

Vi kan ikke huske, at vi tidligere har hørt et så nedladende forsvar for andre mennesker. Derfor udnævnes Anders Klostergaard Petersen til årets mest uetiske personlighed 2017.

Tillykke med titlen!


Noter

[1] Anders Klostergaard Petersen er faktisk ikke rigtig professor; han er bare ansat i en tidsbegrænset stilling ved Aarhus Universitet med en lidt højere løn end en lektor og kan derfor kalde sig professor MSO. “Men hvad betyder professor MSO?”, spørger den uvidende læser. MSO er en forkortelse, der står for “meget stor selvopfattelse”. Nogle gange kan det dog også stå for “Montreal Symphony Orchestra”.

Anders Klostergaard Petersens sammenligning af muslimer med børn og hunde kan findes i artiklen “Islam, kristendom, vold. Enhver løsning af problemer begynder med forståelse” i Kristeligt Dagblad, 25. april 2017, s. 9.

Morten Bay bliver ny uetisk profet

Foto: Etsled (CC BY-SA 4.0)
Foto: Etsled (CC BY-SA 4.0)

De bedste profeter er dem, der leder folk på vildspor ved at fremsætte fejlagtige profetier. (Den uetiske læser bedes undskylde, at vi for en gangs skyld ikke taler om “profeten” M., men om profeter i al almindelighed). Uetisk Råd er derfor begyndt at udnævne nye profeter blandt folk, der har udvist en helt særlig dømmekraft og et klarsyn, der er noget ud over det sædvanlige.

Den første profet er USA-exzperten Morten Bay, der ellers mest er kendt(?) for at være Annegrethe Plagiatrix Rasmussens kompagnon.

Morten Bay modtager titlen som profet for sine utroligt præcise forudsigelser af, hvordan det amerikanske præsidentvalg ville falde ud. 10 dage inden valget skrev han:

»Der har aldrig været nogen egentlig valgkamp. Hillary Clinton har aldrig kunnet tabe, og Donald Trump har aldrig kunnet vinde.«

Herefter gennemgik Morten Bay i detaljer det amerikanske valgsystem for at vise, at han havde forstået det til bunds, og at alle andre ikke havde fattet noget, og han konkluderede:

»Der er altså intet, der tyder på, at Trump skulle kunne vinde i Pennsylvania. Intet som helst. Nada. Zip. Zilch. Nul. Nix. Nichts. Rien. Tværtimod peger alt på, at Clinton kommer til at vinde Pennsylvania med lethed.« [Hun tabte staten, UR.]

Og videre:

»Trump skal være republikanernes præsidentkandidat, for Hillary vil smadre ham i debatterne, hvor folk for alvor kommer til at se, hvad han er for én. Dette gentog jeg i en lang Facebook-status i juni, hvor jeg redegjorde for, hvorfor Trump umuligt kan vinde: Han kan ikke vinde Pennsylvania, og debatterne kommer til at vise vælgerkorpset, hvor forfærdelig han er.

Indtil videre er det her valg gået præcis, som jeg havde forventet. [Det var inden valget, UR].

Så derfor har jeg altid med en vis skråsikkerhed kunnet sige, at Trump ikke kan vinde det her valg. Det kan han ikke, og det kommer han ikke til. Det eneste spørgsmål er, hvor stor Hillary Clintons sejr bliver, og hvorvidt demokraterne overtager Senatet, hvilket vil være ret heldigt for Clinton. Det vil nemlig gøre det noget nemmere f.eks. at få udpeget nye højesteretsdommere. Clinton skal afgå ved døden, eller blive sigtet for landsforræderi for ikke at vinde.«

Og igen:

»Der har i virkeligheden aldrig været nogen valgkamp. Det har været en ren simulation. Hillary Clinton vandt valget den dag, Trump blev republikanernes kandidat

Da det nu har vist sig, at profetien ikke holdt 100 % vand, har Morten Bay reageret ved at opfordre til borgerkrig imellem de kloge (hvortil han selv hører) og de dumme, dvs. dem, han ikke er enig med. Han har samtidig fastslået, at han glæder sig til at nedskyde ikke-eliten med en elite-maskinpistol.

Med titlen som profet følger en eksplosiv turban, der imidlertid af forskellige sikkerhedsmæssige grunde ikke må bæres offentligt. Vi kan ikke beskrive grundene i detaljer, men det har i hvert fald ikke noget med M. at gøre.

Mona Sahlin ansættes hos UR efter ny “skandale”

Mona Sahlin: Jeg har den bedste moral i hele Sveriges land. Den er så stor! (Foto: Socialdemokraterna. CC BY-SA 2.0)
Jeg har den bedste moral i hele Sveriges land. Den er så stor! (Foto: Socialdemokraterna. CC BY-SA 2.0)

Hvem i tusind djævles navn er Mona Sahlin? Sådan spørger den uvidende læser sikkert, og Uetisk Råd skal straks oplyse læseren om, at Mona Sahlin er en fremtrædende svensk politiker, hvis bidrag til den svenske stats ødelæggelse foreløbig har bestået i bl.a. at bruge offentlige midler til private indkøb af Toblerone-chokolade og bleer.

Efter sagen gik Sahlin af, men blev snart valgt som leder af statspartiet, Sveriges socialdemokratiska arbetareparti (uetisk dømmekraft er herligt!), hvor hun tabte et valg rekordstort og derefter gik af igen. Som tak udnævnte den borgerlige regering hende til “national koordinator mod voldelig ekstremisme” (hahaha), trods sager om ubetalte parkeringsbøder, licenssnyd og skattegæld; og senest har Sahlin if. dagbladet Expressen afgivet falske oplysninger på officielt brevpapir for at hjælpe én af sine ansatte til at købe en dyrere lejlighed, end hans løn rakte til, hvilket har ført til, at hun har trukket sig fra stillingen.

Uetisk Råd har derfor besluttet at ansætte Mona Sahlin som finansieringskonsulent. I den nye stilling vil Sahlin hjælpe Uetisk Råd selv såvel som Rådets mange lyssky kunder med at få fingre i offentlige midler, der herefter via Knud Foldschack (eller hans bror, Knud Foldschack, eller deres afdøde far, Knud Foldschack) vil blive sendt til Panama.

Uetisk Rådet har naturligvis foretaget et grundigt forarbejde inden ansættelsen af den prominente socialdemokratinde. Det var trods alt de svenske socialdemokrater, der i 1922 grundlagde det statslige institut for racebiologi og i 1934 indførte tvangssterilisation for at bekæmpe “degeneration af folkestammen”; så der er visse normer, som må overholdes.

Derimod har Rådet bevidst undladt at få foretaget en mentalundersøgelse af Sahlin. Det vurderes nemlig ikke at være nødvendigt, da resultatet synes givet på forhånd. Vi har talt med Rådets psykiatriske analytiker, dr. Mengele-Reinfeldt:

Dr. Mengele-Reinfeldt, det lader til, at Mona Sahlin vedvarende har problemer med at skelne imellem egne penge og statens penge, og at hun ikke kan sondre imellem løgn og sandhed. Tyder det på psykiske problemer hos hende?

– Nej, den manglende evne til at skelne imellem dit og mit er ikke et individuelt psykisk problem, men er simpelthen inkorporeret som kollektiv norm i det svenske folkehjem. Det er derved, at Sverige er det værdimæssigt reneste og mest politisk og moralsk korrekte land i verden.

Så det betyder altså ikke, at Sahlin simpelthen bare er en manipulerende psykopat?

– Nu er det jo formentlig strafbart at påstå, at Mona Sahlin er psykopat, så derf…

Tak skal du have!

Årets racist 2015 er fundet: Heidi Borg Jørgensen

Uetisk Råd bliver varm om sit ellers iskolde hjerte, når der dukker ægte, uforfalskede racister op i den offentlige debat, og Rådet har derfor besluttet at indstifte prisen Årets racist, der skal udtrykke støtte til en person, der i særlig grad har bidraget til at give racismen en stemme i den danske offentlighed.

Et (næsten*) enstemmigt Uetisk Råd har således besluttet, at prisen som Årets racist 2015 går til cand.scient.adm. Heidi Borg Jørgensen, der i et indlæg i Information hævder, at visse ting kun kan forstås af »brune mennesker« som hende selv (lidt forvirrende, eftersom hun ser ligbleg ud på det tilhørende billede).

Heidi Borg Jørgensen, årets racist 2015

Motivationen for at give prisen til Heidi Borg Jørgensen er først og fremmest, at hun i samme artikel omtaler sin politiske modstander Eva Agnete Selsing som »et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi« i en større avis end den, H.B. Jørgensen selv skriver i.

Mere rendyrket racisme skal man lede længe efter, og Uetisk Råd ønsker derfor Heidi Borg Jørgensen tillykke med den fornemme pris og håber, at vi i det kommende år kan se frem til flere racistiske indlæg fra hendes (efter eget udsagn brune) hånd. UR mener dog, at Jørgensen burde droppe det ligegyldige organ Information og i stedet lade sig ansætte som klummeskribent, analytiker og/eller chefredaktør for Der Stürmer.

* Et enkelt medlem af Rådet ønskede i stedet at udnævne Heidi Borg Jørgensen til Årets sexist, men dette forslag fandt ikke tilslutning i Rådet, da den pågældende pris endnu ikke er indstiftet.

Jacob Holdt – årets uetiske personlighed 2015

Foto: Niels Elgaard Larsen (CC BY-SA 3.0)

Igennem årtier har bumsen Jacob Holdt turneret rundt i Danmark og resten af verden for at fortælle om de onde hvide, rige svins racistiske undertrykkelse af de stakkels sorte, fattige svin. I den anledning er han sågar blevet sammenlignet med Jesus, selvom Guds Søn vist nok ikke var påvirkningsagent for den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB.

Nu viser det sig så, at en del af materialet i Jacob Holdts beretninger ikke er ting, han selv har oplevet, men bare noget, han har hørt om. Da Uetisk Råd ikke ved noget bedre end moraliserende løgnere, har Rådet i den anledning besluttet at udnævne Jacob Holdt til Årets uetiske personlighed 2015.

For at fejre udnævnelsen vil Jacob Holdt i samarbejde med Uetisk Råd udbyde en ny foredragsrække med nye spændende hændelser, som han 100 % sikkert selv har oplevet som førstehåndsvidne. Det drejer sig om medrivende fortællinger som Min tid hos Bigfoot, Bortført af nazi-ufoer til Sydpolen og De mange gode ledere i den offentlige sektor. Kontakt Deres nærmeste UR-kontor for oplysninger om priser og booking m.m. eller ret henvendelse til Jacob Holdt.

Opdatering, 4. september 2015:
Det viser sig nu, at Jacob Holdt også har medtaget beretninger fra en (anden) velkendt lystløgner, der hævdede at være 134 år gammel. Dette løgnagtige materiale er derefter blevet brugt til indoktrinering af bl.a. gymnasieelever. UR er begejstret over, hvordan Jacob Holdt hver dag viser sig som en stadigt mere uetisk personage og dermed som en værdig vinder af den uetiske pris.

For yderligere oplysninger bedes De kontakte én af Uetisk Råds mest erfarne medarbejdere, kong Christoffer den Anden (født 29. september 1276).

Ny opdatering, 24. oktober 2015:
Endnu en løgn besmykker nu Jacob Holdts attraktive person. Tidligere har han udtalt: “jeg byggede et hospital i Angola, og bagefter har jeg hørt fra adskillige mennesker i Namibia, at jeg reddede deres liv”. Nu viser det sig imidlertid, at der er en mindre fejl i Holdts udsagn, eftersom hospitalet aldrig blev bygget, hvorimod en del af pengene er gået til at finansiere Holdts egne udgifter.

Bubber tildeles Elefantordenen

Bubber, der desværre endnu ikke er blevet udnævnt til forsvarschef, blev under klimatopmødet anholdt sammen med nogle Greenpeace-folk uden for Christiansborg. Anholdelsen af Bubber er en skamplet på Danmark, mener Uetisk Råd.

En så stor uetiker som Bubber burde tværtimod hyldes, f.eks. ved at blive tildelt Elefantordenen, og Uetisk Råd har derfor besluttet egenhændigt at tildele Bubber denne orden. Det er kun en fattig tak for de mange timers fordummende tv, som Bubber – også kendt under kunstnernavnet Niels Christian Meyer – igennem årtier har skænket det utaknemmelige danske folk.

Senest har Bubber i forbindelse med anholdelsen demonstreret sin gennemført uetiske personlighed ved at nægte at kende noget til dén aktion, hvor Greenpeace-medlemmer brød loven og snød det ubegavede politi ved at snige sig forklædte ind på Christiansborg: “Jeg sværger på mine børns grav”, udtaler Bubber, der således også har tillagt sig en slags islamisk talemåde, som Uetisk Råd kun kan bifalde. “Ved profetens barnekones grav” havde selvsagt været et endnu bedre udsagn, men der er vel håb om, at Bubber fremover vil blive endnu mere muslimsk, samtidig med at han forhåbentlig vil være i stand til at opretholde sin latterlige stemmeføring, sit ynkelige udseende, sine naragtige udtalelser, sit infantile navn og sine stupide udsendelser.

Barfoed ud – Thulin ind

Uetisk Råd vil gerne sende en varm anbefaling til regeringen i disse ministerafgangstider! Vi foreslår/indsætter Søren Thulin, den tidligere ejer af det hedengange Thulin Kød Engros, som ny minister. Med Thulins mangeårige erfaring inden for særligt fødevareområdet med uetiske forretningsmetoder for øje er han derfor den oplagte kandidat.

Vi foreslår som en tilføjelse, at Familie- og forbrugerministeriet integrerer de to fagområder yderligere ved at omdøbe og -strukturere ministeriet til Familieforbrugsministeriet. Thulins mangeårige erfaring med uetisk forretningsvirksomhed må kunne give ham et værktøj til, at vi kan påbegynde forbrug af eksempelvis børn – børn i burgermad lyder delikat, mener Uetisk Råd.

En afstemning (valgfusk spillede selvfølgelig ind) i Uetisk Råd har givet dette billede af, hvad Rådet gerne ser som kommende “børnemad”:

  • Børneburger: 75 %
  • Børnemos/kartoffelmos: 15 %
  • Børnefrikadeller: 5 %
  • Børnesodavand: 5 %

Hr. Søren Kam bør desuden indsættes som ny kultur- og justitsminister, mener Rådet.