“500 kr. for et lettere brugt A4-ark! Ha! Det kan vi i Uetisk Råd gøre meget bedre!” Sådan tænkte medlemmerne af Uetisk Råd (vi tænker kun kollektivt). Derfor tog hele Rådet i Føtex, hvor vi købte hele 200 A4-ark, dvs. 10 gange så god kunst som de 20 ark, der tidligere har været på banen.
Til den prisbevidste kunst-connaisseur har vi valgt at sælge halvdelen af arkene for 250 kr. stykket.
Ca. 40 % af arkene sælges i kategorien “meningsløst dyrt” til 500 kr. pr. ark. Dette produkt forventes at henvende sig til kundegrupperne, som vi har valgt at kalde “store idioter med for mange penge” og “menige medlemmer af KKK (København Kommunes (billed)Kunstudvalg)”.
Det skal hertil nævnes, at hvis man ønsker det, kan det sagtens arrangeres, at Simon fra specialcenteret på Skelgårdsskolen skriver PIK på alle arkene.
De sidste 10 % af arkene skal bruges til et kunstværk frembragt af multikunstneren Malene@sutskO.
Værket får navnet “Totalt gennemkneppet demokrati” og kan erhverves for den nette sum af 2.064 mia. (svarende til hele Danmarks BNP) eller højeste bud herover.
Kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Alternativet) havde egentlig travlt med at udarbejde et notat med overskriften “Der kan ikke spares i kommunerne; vi har skåret ind til benet!“, men heldigvis havde den rare borgmester alligevel tid til at kommentere Uetisk Råds nyeste kunstprojekt. Kultur- og fritidsborgmesteren udtaler om vores kunst:
“Oh det er nydeligt! ganske allerkæreste! Dette mønster og disse farver! ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!”
…thi Kultur- og Fritidsborgmesteren ønskede ikke, at folk skulle tro, at han var dum eller dårlig til sit embede.
Københavns Kommune nøjes ikke med at købe 20 A4-ark med usmagelige, hjemmeprintede budskaber (pris: kun 10.000 kr.) – nej, ifølge oplysninger, som Uetisk Råd er kommet i besiddelse af, er kommunen også i forhandlinger med den kendte aktivist og kunstner Peter Madsen. Kommunen ønsker nemlig at købe Madsens hovedværk i nyere tid.
Den provokerende Kunst-Madsen, der blev sat på fri fod i april, udtaler til Uetisk Råd, at han søger at skabe debat, og at al kunsts formål jo er at provokere, uden noget hensyn til hvad eller hvem der provokeres eller af hvilken grund. Det er således selve mordet i ubåden, der simpelthen er kunstværket i sig selv.
Alternativets kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, er begejstret: “Kunst, som skaber en samfundsdebat er inspirerende”, udtaler den seriøse politiker. Han bakkes op af Gyda Heding (Enhedslisten), der mener, at kunsten skal være med til at skabe følelser og tanker ved (hos, red.) beskuerne. “Der er mere i det, end man først lige ser”, udtaler Gyda H.
Den tyske kunstnerske Katharina Grosse (det vil sige, at hun er fee’) har lavet et “kunstværk” i Aaaarhus, der gik ud på at hælde maling ud over et parkområde for at vise, hvordan mennesker (primært Katharina Grosse) ødelægger naturen, dvs. en offentlig park.
Nu er værket imidlertid nærmest forsvundet, idet en parkmedarbejder er kommet til at slå græsset, der i et udslag af total mangel på respekt for kunsten var fortsat med at gro. Aros, der stod bag det ligegyldige og talentløse banebrydende og spændende værk, er derfor sure.
Eftersom græsslåningen reelt er den mest meningsfulde del af kunstværket (og samtidig er stærkt provokerende, hvilket jo er det eneste succeskriterium for nutidens “kunst”), har Uetisk Råd besluttet at få sat den pågældende kommunalarbejder på finansloven. Vedkommende vil få tildelt den pulje kunststøtte, der hidtil er blevet udbetalt til Klaus Rifbjergs genfærd.
Spørgsmål kan rettes til Uetisk Råds ekspert i pseudokunst, Katharina Größere.
Uetisk Råd har fornøjelsen af at kunne præsentere det nyeste værk fra digteren Malene@sutskO. Værket, der ses på billedet herover, bærer titlen Jeg har ikke råd til kollektiv transport og kan nydes på hverdage mellem kl. 7:45 og 16:00 på parkeringspladsen foran Årslevhallen.
Det er gratis at beskue værket (medmindre man ønsker at betale); fredag er der halv pris. Malene@sutskO pointerer, at værket ikke alene består af selve bilen:
“Luften omkring er vigtig, for det er den, jeg forurener, for at spare penge”.
Statslig destruktion af fejlagtig kunst i Nazityskland Sverige.
Én af Ingvar Cronhammars stålskulpturer kan ikke længere dræbe, da den er blevet kørt til skrot ved en fejltagelse. Uetisk Råd begræder, at den farlige bunke af rustent jern ikke længere kan ødelægge det offentlige “rum” i Odense, og at ingen længere kan komme til skade ved/på/af/i skulpturen.
På den anden side mener Rådet dog, at det offentlige bør gribe langt hårdere ind over for kunstværker, der uden grund får lov at stå urørte hen. I den forbindelse kan Danmark – henset til multikulturalismen og Ingvars svenske rødder – passende hente hjælp i Sverige. I det tidligere danske Malmø har retten befalet, at farlige kunstværker, der strider imod den svenske stats kunstopfattelse, skal destrueres.
Yderligere oplysninger om ødelæggelse af ukorrekt kunst og omskrivning af historien kan fås ved henvendelse til Uetisk Råds kunst- og kulturkammerat (i daglig tale UR-KKK), Josef Stalin.
Det korrekte spørgsmål at stille til Ballerup Kommune efter afsløringen af den delvist skatteyderfinansierede fem meter høje knojern-skulptur er dette: “Hvorfor først nu?”.
Derimod er følgende spørgsmål med øjeblikkelig virkning blevet forbudt af Uetisk Råds censurkomité:
Hvorfor bruges der kommunale midler på denne “skulptur”?
Hvorfor skal moderne kunst absolut fremmedgøre mennesker og få dem til at føle sig ilde til mode i den verden, de lever i?
Hvorfor skal kunst tømmes for enhver positiv idé?
Hvorfor må kunst under ingen omstændigheder bidrage til at fremme skønhed?
Hvorfor skal kunst altid være grimt og skæmme bybilledet?
Så det må man gerne lade være med at spørge om.
Enhver kan jo nok forstå, at skulpturen er en genial kommentar til samfundets tilstand i Ballerup og mange andre steder. Ballerup er plaget af bandekriminalitet; derfor skal der opstilles et kommunalt betalt knojern, imens man ellers undlader at gøre noget ved problemerne. Der ser man bare, hvor modig og provokerende den moderne kunst er.
Eneste undtagelse fra kravet om grimhed og ynkelighed er, at DR bør opstille en 15 meter høj rytterstatue forestillende Johannes Langkildes kones hest og Johannes Langkildes kone, der udråber dekreter om forhøjet licensbetaling til folket; siddende på samme hest ses DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, der kaster flybilletter og taxaboner til en værdi af knap 200.000 kr. om året ud over de licensbetalende masser, imens han belærer dem om nødvendigheden af uafhængige (dvs. statskontrollerede) medier.
En ung mand er faldet i døden på Ingvar Cronhammars skulptur Elia i Herning. Manden løb om kap med sine venner op ad skulpturen og hoppede derefter over et hegn, således at han faldt ti meter ned og dræbtes.
Uetisk Råd mener, at dødsfaldet må ses i et kunstnerisk perspektiv. Elia er nemlig en skulptur, der har formået at cementere Hernings status som en håbløst kulturfattig provinsby uden raffinement. (Det er i øvrigt indlysende logisk, at et dansk kunstmuseum i Herning har navnet HEART, der lissom betyder Herning Art, altzå international kunst i verdensklasse, ik’å!)
Samtidig tjener skulpturen så fint det uetiske formål at fremmedgøre mennesker fra ethvert tilhørsforhold til verden. Nu, hvor “skulpturen” ikke bare i overført forstand, men helt konkret har kostet sit første menneskeliv, må vi således sige: Det er dét, kunsten kan!
Skulpturen, der kostede 23 millioner kroner at opføre (jo den gjorde, slå det op!), kan to ting: Dels er den i stand til at runge, når lynet slår ned, og dels udsender den en 8,4 meter høj gasflamme på tilfældige (dvs. computerstyrede) tidspunkter. Med andre ord er kunstværket dybest set en bøvsende kolos, der indimellem tænder ild til sine egne prutter.
Ifølge modernistisk æstetik er kunstens opgave jo at provokere og at være farlig, uanset hvad den provokerer, og uanset hvilket formål provokationen tjener (sjældent andet formål end sig selv). Elia er derfor et ægte kunstværk, der provokerer og er farligt, idet værket giver sine ubegavede brugere det nødvendige skub fremad, ud i det blå, hvor de mister fodfæstet og måske finder sig selv. Alle pengene værd.
Ordet “dich” er tysk og betyder “dig”, men på dansk udtales det ligesom det engelske ord “dick”, der også betyder “dig”, undtagen på visse engelske dialekter, hvor det betyder “dej”; hvis du for eksempel er på rejse i Australien, og din kammerat siger: “She wants your dick, mate”, kan du godt begynde at finde surdejen frem.
Er du gymnasieelev eller på andre måder et dovent svin, der mangler en litterær analyse? Eller er du bare en fordrukken hippie, der ønsker at få bekræftet din dårlige smag fra dengang, da du var ung, skæv og stadig havde dine flok-idealer i behold? Fortvivl ikke, her er en færdigpakket tekstanalyse af et af den danske kulturs største litterære mesterværker, sangen Sådan er kapitalismen fra 1966 med tekst og melodi af geniet Per Dich (1926–1994).
Sangen har syv strofer (vers) på hver fire vers (linjer), hvortil kommer et refræn (omkvæd) af samme omfang. Meteret (versmålet) er ikke så enkelt at definere, eftersom antallet af stavelser i hver verslinje sjældent overholder nogen regler og egentlig ikke passer helt til melodien – et tydeligt tegn på Dichs store kunstneriske format. Enderimene i verslinjerne følger den vilde og grænseoverskridende struktur ABAB, her fra anden strofe:
gået–pigejagt–no’et–sagt
Det samme gør sig gældende i omkvædets struktur, her bare med ord, der ikke rigtigt rimer:
kapitalismen–løn–men–synd
Den samlede struktur for strofe + omkvæd bliver derfor ABAB–CDCD. Klassisk og næsten på kanten af at være korrekt gennemført.
Det, der først og fremmest gør sangen til en så enestående kunstnerisk bedrift, er, at der ikke er nogen form for sammenhæng imellem sangens egentlige budskab og handlingen omkring dens kvindelige, unavngivne protagonist (hovedperson). Budskabet leveres nemlig i omkvædet og har karakter af et postulat, altså en påstand, der ikke på nogen måde bakkes op eller underbygges af sangens strofer, ligesom omkvædet omvendt heller ikke tilfører nogen form for indsigt eller uddybning af det, der siges i stroferne.
Budskabet om, at kapitalismen er ond og går ud over de “arme”, altså de fattige stakler, fremføres igen og igen på sin fængende melodi – så subtilt og smukt, som blev det kørt ind med gaffeltruck, og med en kunstnerisk stemning af ølsjatter og råbekor; alt imens beretter stroferne historien om en falden pige, hvis ulykke ikke har anden forbindelse med kapitalismen, end at det postuleres, som var det et religiøst mantra, hvilket vel også netop er tilfældet med denne artistiske perle fra den kommunistiske erstatningsreligion. Per Dich fortjener religiøs tilbedelse for at have frembragt så gennemført himmelske kunstværker som denne sang.
Vi vil nu gå videre til en nærmere analyse af stroferne:
Hun var fattig, men så ærlig,
hun var barndomshjemmets pryd;
men en rig mand blev begærlig,
og så tog han hendes dyd.
Hovedpersonen introduceres ved et snedigt greb, hvor der for vore øjne straks males et billede af hendes situation og karakter.
En parallelkonstruktion til “fattig, men ærlig” findes i kendte talemåder som “tilfreds, men rig”, “vred, men glad” og “sur, men træt”.
Oplysningen om, at hun var fattig, men ærlig, er særligt værd at lægge mærke til, eftersom Dichs overrumplende brug af den parataktiske kon-/disjunktion (sideordnende bindeord) “men” antyder, at der skulle bestå en modsætning imellem at være fattig og at være ærlig, eftersom der ellers ikke skulle have stået “men”, men i stedet “og”. Et meget negativt syn på fattige kommer altså tidligt til udtryk, hvilket kan virke overraskende, eftersom sangens eneste forsøg på en pointe ellers er, at rige mennesker er nogle svin, og at det er den private ejendomsrets skyld. Men i realiteten er det bare et tegn på kunstnerisk overskud, når guddommelige Dich allerede fra ord nr. 4 begynder at modsige sig selv.
Overraskelserne fortsætter i tredje verslinje, hvor vi møder pigens modstander (antagonisten), som iværksætter handlingsgangen ved at tage hendes dyd. Bemærk den vidunderlige overensstemmelse imellem, at pigen er “fattig, men ærlig”, mens manden er “rig og begærlig”. Den angiveligt naturlige modsætning imellem fattigdom og ærlighed stilles på mærkelig vis over for et postuleret, om end totalt fraværende kausalitetsforhold imellem at være rig og at være et svin. Intet i handlingsforløbet ville blive anderledes, hvis der i stedet for en rigmand var tale om eksempelvis en kommunistisk partifunktionær, en høj mand, en fagforeningspamper, en asylansøger, en rødhåret tømrer eller en fattig taxachauffør; men eftersom der nu engang er tale om en rig mand, føres man direkte over i omkvædet:
Sådan er kapitalismen,
utak er de armes løn,
det’ de riges paradis, men
jeg syn’s fa’me det er synd.
Ved den gennemtænkte brug af adjektivet (tillægsordet) “sådan” forledes læseren/lytteren til at tro, at der er en egentlig sammenhæng imellem det, vi lige har hørt om en mands forførelse eller voldtægt af en pige, og den kapitalistiske produktionsmåde. Per Dich er generøs nok til at undlade at komme nærmere ind på, hvordan et individuelt seksuelt fejltrin eller ligefrem et overgreb umiddelbart står i forbindelse med indretningen af en samfundsstruktur, der bygger på akkumulation af kapital med henblik på forrentning ved videreinvestering; men den oplyste læser eller tilhører kan nok drage sine egne uberettigede, men bekræftende konklusioner. “Ræsonnementet”/postulatet følger dette skema:
Argumentationsstrukturen kunne også udtrykkes således:
Videre til strofe to:
Da på ballet hun var gået,
traf hun ham på pigejagt.
Hun sa’: Jeg har aldrig fået no’et
det sku’ hun aldrig ha’ sagt. Sådan er kapitalismen…
På underfundig vis fører Dich os nu pludselig lidt tilbage i tiden igen; efter at have fået introduceret pigen og hendes ulykkesmand og hørt konklusionen, nemlig at han deflorerede hende, går vi pludselig tilbage til den mellemliggende periode for at få demonstreret, hvordan forførelsen eller overgrebet (det bliver aldrig klargjort) kunne finde sted. Det umotiverede skift i tid følges på sublimeste vis op af én af sangens allerbedste passager, nemlig den fjerde linje, der fuldkommen falder uden for den etablerede metrik ved at have en så skæv trykfordeling, at den kun kan synges af meget fulde mennesker (hvilket givetvis sjældent volder problemer). Uden nogen yderligere anledning følger igen den forudgivne konklusion, nemlig at “sådan er kapitalismen”. Sammenhængen imellem mødet på dansegulvet og kapitalismens profitmaksimeringsparadigme forklares ikke, men postuleres igen. Herefter tredje strofe:
Hun tog toget ind til staden
for at skjul’ sit syndefald,
nu går hun og trækker på gaden,
fire kroner for et knald. Sådan er kapitalismen…
Skønt vi ikke har fået noget at vide om det tidligere, fremgår det nu, at de hidtil nævnte optrin åbenbart har fundet sted ude på landet, eftersom der nu skiftes scene til byen; hertil tager pigen for at skjule, at hun er blevet gravid med den rige mand fra dansegulvet. Uden yderligere begrundelse forklarer den humpende tredje verselinje, at hun er blevet gadeluder, og det oplyses, at hun tager fire kroner for et samleje. Hvorfor er hun blevet prostitueret, og hvorfor kunne hun ikke få et andet job, og hvorfor er det kapitalismens skyld? Per Dich ved det, men vi ved det ikke.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks for perioden 1966-2015 (årsgennemsnit). Året 1900 = indeks 100; 1966 = 733; 2015 = 6891.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks oplyser, at 4 kroner i 1966-priser svarer til 37,60 kr. i 2015-priser. Pigen synes altså at have sat prisen for seksuelt samkvem endog meget lavt; selv en ganske høj produktionsfrekvens på to knald i timen vil ikke give hende en timeløn i nutidskroner på mere end 75,20 kr. før skatter og afgifter. Per Dich drager den forventede (om end forkerte) konklusion, at det er kapitalismens skyld, idet han graciøst underlader at berette, hvorfor og hvordan den kapitalistiske samfundsmodel har tvunget pigen til at sælge sin krop til langt under den forventede markedspris. Pigen og/eller tekstforfatteren bryder helt og aldeles med det kapitalistiske grundprincip om, at markedsprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel; og fordi den beskrevne handling således intet har at gøre med kapitalisme, er det kapitalismens skyld, at det sker. Fornem kunst og ikke mindst fornem behandling af læseren/lytteren. Fjerde strofe beretter om en uventet side af prostitutionstemaet:
Se det lille hus med stråtag,
hvor hendes gamle moder bor,
æder kaviar med velbehag,
lever fedt af dat’rens hor. Sådan er kapitalismen…
Vi er nu tilbage på landet, hvor pigens mor bor i et fint lille hus. Som læser eller lytter skulle man efter oplysningerne i tredje strofe have troet, at pigens tur til staden blandt andet fandt sted netop for at undgå, at hun skulle konfronteres med sin mor; men det viser sig nu overraskende, at denne “lever fedt af dat’rens hor”, som det yndefuldt beskrives. Hvordan kan det være, at datterens meget lave timeløn som prostitueret sætter hendes mor i stand til at leve et luksuriøst liv med indtag af kaviar? Svaret er selvfølgelig, at “sådan er kapitalismen”. Hvorfor? Fordi. Derved er det også tydeligt bevist, at kapitalismen er skyld i, at pigens mor tilsyneladende har kastet de varme følelser overbord, som hun ellers havde i strofe 1, og i stedet er begyndt at udnytte sin datters ulykkelige situation økonomisk. Sådan gør flertallet af forældre jo typisk i kapitalistiske stater, men til gengæld aldrig i samfund, der er indrettet som socialistiske kommandoøkonomier. Femte strofe fortsætter:
Pigen trækker nu på Strøget,
klædt i laktaske og tyl.
Hun er havnet helt i møget,
det’ det rige møgsvins skyld. Sådan er kapitalismen…
Her foretages en foreløbig opsummering af pigens livsløb, som det indtil videre har formet sig; hun er begyndt at arbejde på Strøget, hvilket åbenbart ikke hele tiden har været tilfældet, eftersom Dich diskret har anvendt tidsadverbiet “nu”, der indikerer, at der er tale om en forandring i forhold til tidligere. Vi får at vide, at hendes begrædelige skæbne er “det rige møgsvins skyld”, hvilket dog uden yderligere forklaring medfører en fornyet konstatering af, at det ikke alene er det konkrete rige møgsvins skyld, men simpelthen er et resultat af den markedsøkonomiske samfundsform. Vi har nu nærmet os afrundingen af hændelsesforløbet og er kommet til sjette strofe:
Hun har ligtorne på halen,
hun har fnat – og det De ved,
så hun springer i kanalen
slut med hor – ja ded var ded. Sådan er kapitalismen…
Ligtorne kan man have under foden. Man skulle derfor have troet, at første verslinje kunne slutte på f.eks. “hælen”, men med vanlig kunstnerisk træfsikkerhed har Dich i stedet skrevet “halen”, hvilket ganske vist er blottet for enhver mening, men til gengæld rimer på “kanalen” i tredje verslinje. Foruden fnat har den stakkels pige også fået “det De ved”, hvilket må antages at dække over en eller flere kønssygdomme, som hun har pådraget sig som følge af prostitutionen; en nærmere beskrivelse gives ikke, eftersom ordene “det De ved” væsentligst synes at være valgt for at kunne frembringe et rim med den underlige teatersjællandske dialektalform “ded var ded”, som afrunder fjerde verslinje. Dette forsøg underløbes dog af Dichs egen udtale, hvor “ved” udtales “ve” med stumt d, hvorfor det ikke rimer på “ded”, der hermed bliver overflødigt (men stadig lyder dumt – undtagen, naturligvis, i Per Dichs virtuose fuldemandsvrælen).
Med pigens selvmord ophører hendes muligheder for at forbedre sin situation, hvilket uden synlig begrundelse henføres til den velkendte årsag, at “sådan er kapitalismen”. Sygdommene, selvmordet og ophøret af muligheden for at tjene penge er altså begrundet i den kapitalistiske samfundsstruktur, og det må derfor underforstås, at en afskaffelse af den private ejendomsret ville kunne bringe pigen på ret køl, gøre hende rask, oprette hendes menneskelige værdighed og forhindre hendes selvmord. Det fremgår næsten af teksten. Til sidst tager sangen dog en uventet drejning – Dichs krøllede genialitet slår gnister igen:
De trak hende op af dyndet,
pjaskvåd, viklet ind i tang.
Hun er død, for hun har syndet,
men hun rejste sig og sang: Sådan er kapitalismen…
Efter at have fulgt en socialrealistisk fortællestil skifter Dich pludselig gear (dvs. mister overblikket over sin egen tekst) og introducerer et nyt, religiøst fortællelag. Pigens død forklares nu ved hjælp af syndsbegrebet. Ganske ligesom med de løbende udfald imod kapitalismen giver det dog heller ikke rigtigt nogen mening at ville forklare pigens død med et teologisk begreb som synd; for ganske vist hedder det i Romerbrevet, at “syndens løn er døden” (Rom 6,23; i ældre oversættelser: syndens sold), men i Dichs sangtekst har der hidtil ikke været anvendt andre religiøse begreber end “syndefald” i strofe 3, der mest synes at være brugt for at kunne rime smagfuldt på “knald”.
Helt generelt må man sige, at Per Dichs verdenslitteratur nemt slår både Paulus’ breve og resten af Bibelens ubetydelige skrifter af banen, og det er givetvis også her, man skal søge forklaringen på Dichs pludselige introduktion af teologiske termer: Mestersangeren og profeten Dich vil med den sidste strofe simpelthen etablere sin egen sangtekst som et nyt helligskrift – og med rette, vil utallige venstresnoede dansklærere uden tvivl mene. Mens Kristus opstod fra de døde for skænke menneskene livet, lader Dich den døde pige opstå fra kanalens slam for at synge med på Dichs eget evangelium, hvis totale mangel på mening her til sidst får en ligefrem himmelsk klang.
Uetisk Råd har dags dato besluttet at tildele Per Dich nobelprisen i litteratur.
Endnu en gang har Islamisk Stat vist sig som sande uetiske foregangsmænd, idet de glade jihadister i IS nu har fået den gode idé at kombinere to af deres kerneaktiviteter: destruktion af kulturarv og barbariske henrettelser; kombinationen foregår i al enkelhed ved, at man binder folk fast til søjler på de bygninger, der skal ødelægges, hvorefter man sprænger både menneskene og bygningerne i luften på én gang.
Management- og procesoptimeringskonsulenter fra Moderniseringsstyrelsen, Uetisk Råd og Region Syddanmark roser det tids- og ressourcebesparende initiativ, der snarest muligt vil blive belønnet med rigelige midler fra den danske udviklingsbistand med henblik på eksport til hele verden.
En kunstkomité under Uetisk Råd mener desuden, at Islamisk Stats mord vha. bl.a. korsfæstelse, sprængning, levende afbrænding og overkørsel med kampvogne i sig selv er udtryk for en sådan kulturel kreativitet, at Islamisk Stat også bør understøttes af Statens Kunstfond. Yderligere kommentarer kan fås ved henvendelse til komitéens formand, Jacob Holdt.
Efter digteren Yahyahya Hassans beslutning om at gå ind i dansk politik som repræsentant for Nationalpartiet kan Uetisk Råds clairvoyante politiske kommentatorer allerede nu spå, at Hassan vil komme til at overtage magten i Danmark.
Med støtte fra en stærk kombination af vrede, mandlige palæstinensere i 20’erne og forargede kvindelige Politiken-læsere i 40’erne vil Yahya Hassan inden længe gøre kort proces med det etablerede politiske system, således at Nationalpartiet under Hassans førerskab i 2020 vil have etableret et benhårdt regime under slagordet pot, poesi og Palæstina.
(Uetisk Råd er dog endnu ikke klar over, hvilken nation Nationalpartiet egentlig drejer sig om, men Rådet anser ikke dette for en hindring af betydning).
Det korrekte spørgsmål at stille til Ballerup Kommune efter afsløringen af den delvist skatteyderfinansierede 
Efter digteren Yahyahya Hassans beslutning om at gå ind i dansk politik som repræsentant for Nationalpartiet kan Uetisk Råds clairvoyante politiske kommentatorer allerede nu spå, at Hassan vil komme til at overtage magten i Danmark.