Tag-arkiv: økonomi

Doping snart på vej!

I en artikel i Jyllands-Posten foreslår fremtrædende idrætsforskere, at doping lovliggøres. Som tidligere bekendtgjort er dette også noget, Uetisk Råd bifalder. Lad stofferne fylde de idrætsudøvende folks blod! Sporten vil med al tydelighed blive meget mere underholdende og derved kan man tjene mere på tv-aftaler, tilskuerindtægter, sponsoraftaler osv. Dette sætter vi før mennesker, så denne sætning bekræfter tillige, som tidligere beskrevet, at profit skal skabes uden hensyntagen til mennesket eller til nogen form for værdier (bortset naturligvis fra islamiske værdier og værdien af profit i sig selv!).

Selvom uetisk brug af doping som nævnt vil medføre f.eks. større muligheder for sponsorer mv., skal det ikke glemmes, at Uetisk Råd er imod sådanne samt idræt generelt.

I tilslutning til de andre nævnte fordele ved øget doping-anvendelse kunne også afledte vækst-potentialer: Eksempelvis vil skægtrimmer-industrien få helt nye markeder, når kvindelige idrætsudøvere igen, ligesom i de gode gamle DDR-dage, skal til at holde deres nye ansigtshårvækst i ave.

Ny filosofisk retning

filosofiUetisk Råd har savnet nye filosofiske retninger, som passer til rådets ideologiske ståsted. Alt for mange såkaldte intellektuelle filosoffer lader sig forpurre af tidens tand – og har et positivt syn herpå. Selv eksistentialismen fra det tidlige 1900-tal viste en gængs tillid til mennesket, da denne retning mener, at mennesket er i stand til at varetage et ansvar for at finde meningen med livet (eksistensen) – selvom retningen samtidigt påpeger, at der ikke er nogen mening med livet. Her burde eksistentialisterne i højere grad lægge vægt på, at mennesket er født i en verden uden mening, idet dette kan give mennesker depressive tanker mv.

Den nye retning, kynisk rationalisme, bygger således på flere punkter og livssyn, som Uetisk Råd fuldt ud kan tilslutte sig:

  • Midlet helliger målet. (Hvis midlet anses af den almene folkeopfattelse som værende af negativ art, er dette særligt formålstjenligt for Uetisk Råd.)
  • For at skabe vækst i samfundet kan/skal metoder af “negativ art” tages i brug. (Her har Uetisk Råd givet et par eksempler, som eksempelvis løssalg af våben, som nedsætter arbejdsløshed, krig skaber vækst mm.)
  • Man er villig til at se stort på menneskers ve og vel for at skabe individuelle resultater. (I Uetisk Råd anvendes udtrykket “profit før mennesker” ofte, som beskriver, at hvis vi ønsker at optjene en kapital, som er andres overlegen, må og skal vi drive rovdrift på underansatte. Bemærk: Uetisk Råds medlemmers erhverv er ikke oplyst, da vi af uetiske årsager finder, at almen oplysning om organisationers foretagender kan lede til større gennemskuelighed.)
  • De individuelle resultater opnås kun, hvis ovenstående punkt praktiseres. I den åndelige forstand skal det enkelte menneske opnå en selvforståelse, som overskygger følelser for andre mennesker så som medlidenhed, kærlighed, omsorg mv. (Uetisk Råd opfordrer til radikal liberalisme!) (og had, red.)

Den filosofiske retnings grundlæggere er af uetiske årsager ikke oplyst.

Se en fin farverig grafisk fremstilling:

kynisk_rationalismeEller en kedelig samfundsfagsversion:

kynisk_rationalisme2

Krig – en forudsætning for vækst

krigSom enhver samfundskender og økonomisk vismand ved, så bliver lande, som har deltaget i krig, i de fleste tilfælde rigere af at have ført en krig. Således steg velstanden generelt i USA, efter at det i mange henseender storslåede land med dødsstraf m.m. deltog i Anden Verdenskrig. Erhvervslivet bliver mildest talt sat i sving for at bygge lande(t) op igen. Blandt andet våbenindustrien oplevede et opsving, som det også var tilfældet for nylig med den nyligt overståede Irak-krig. Hvad der har været dyrt for USA i denne sammenhæng er, at de samtidig har skullet bruge unødvendigt store ressourcer på nødhjælp til den almene irakiske befolkning. Derved står det hurtigt klart: Krig gavner et lands erhvervsliv, hvor man spilder penge på nødhjælp til den befolkning, man netop har bekriget.

Derfor finder et absolut enigt Uetisk Råd, at vi eksempelvis indenfor EU’s grænser med nødvendighed må lave pagter, hvori de enkelte lande imellem aftaler, at bekrige hinanden i økonomisk kritiske perioder med lav vækst, inflation og høj arbejdsløshed. Et nyligt, aktuelt eksempel er den høje arbejdsløshed i Tyskland. Uetisk Råd opfordrer landet til at gå i krig med østlandene, som så absolut kunne få brug for en “vitaminindsprøjtning”.