Kamal Qureshi lyver igen

Klima- og energiminister samt ligestillingsminister Lykke Friis (V) ønsker at gøre det muligt for homoseksuelle at blive gift på lige vilkår med heteroseksuelle. I den anledning udtaler Kamal Qureshi (SF), at Lykke Friis laver et fupnummer, fordi hun i Folketinget har stemt imod et forslag, der netop skulle ligestille homo- og heteroseksuelle.

Sagen er bare, at Lykke Friis slet ikke er medlem af Folketinget (Kristeligt Dagblad, 24.08.2011); så påstanden om, hvordan hun skulle have stemt, er altså noget, som Kamal Qureshi selv har fundet på.

Uetisk Råd opfordrer derfor “statsminister” Lars Løkke Rasmussen til at aflyse det kommende valg og i stedet indsætte den vedholdende løgnhals Kamal Qureshi som ny diktator. Hvis dette ikke skulle vise sig muligt, mener Rådet i stedet, at alle bør stemme på Qureshi. Hil svindleren!

Thorning og Søvndal som papfigurer – UR var først med nyheden!

venstre-kampagneI en ny kampagne fra partiet Venstre bliver Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fremstillet som papfigurer, der kun holdes oppe af en træstøtte.

Det er der jo overhovedet ikke noget nyt i – Uetisk Råd afslørede allerede i efteråret 2006, at danske politikere er papfigurer, der styres af en række sammensvorne organisationer samt terrorbevægelsen Arla. Find noget nyt at fordumme befolkningen med, mener Rådet.

Tvangsfodring af afrikanere

steen_m_andersen_unicefUetisk Råd har tidligere behandlet hungersnøden i Østafrika. Nu viser det sig, at Eritrea, der ellers var udset til at være blandt modtagerne af nødhjælp, slet ikke ønsker dette:

»Jeg forstår ikke, hvorfor de insisterer på at inkludere Eritrea. Andre lande på Afrikas Horn har været ude og sige, at de har brug for hjælp. Det har vi ikke, for der er hverken hungersnød eller tørke i Eritrea. Det regner!« siger Yonas Manna til Berlingske. Han er chargé d’affaires på Eritreas ambassade for Skandinavien, der har adresse i Stockholm. Sirak Bahlibi, PR-ansvarlig på ambassaden, tilføjer:

»Eritreas regering har i årtier haft en klar politik: Vi vil gerne klare os med vores egne ressourcer, vi vil gerne arbejde for vores mad, og hvis vi får problemer med at føde vores egen befolkning, skal vi nok sige til. I øjeblikket har vi ikke brug for fødevarehjælp. Så ellers mange tak.« (fra Berlingske)

Uetisk Råds samarbejdspartner UNICEF er naturligvis bestyrtet over dette, og det samme er Uetisk Råd. Aldrig har man hørt mage – et afrikansk land, der insisterer på at klare sig selv. Hvad bliver det næste? Og hvad skal nødhjælpsindustriens mangfoldige medarbejdere i FN-organisationerne ECOSOC, ECA, UNICEF, UNHCR, WFP, FAO, IFAD, UNMEE, OCHA, DESA, OHRLLS, UNDG og UNDP m.fl., m.v., m.m., osv., etc. så lave, for slet ikke at nævne de tusinder af private nødhjælpsorganisationer? Hvad ligner det, at disse afrikanere selv vil bestemme, om de har brug for hjælp? Når nu de hvide herremænd i nødhjælpsindustrien har besluttet at hjælpe, så må Eritrea klappe hælene sammen på deres brune sutsko og gøre, som der bliver sagt, mener Uetisk Råd, og UNICEF er selv inde på noget lignende:

Hvad vil der så ske, nu hvor regeringen siger, at de ikke har ikke behov for pengene? »Det betyder selvfølgelig, at vi må tage en diskussion med dem og finde ud af, om vi ser vi ens på det her. Men hvis de har ret, er det klart, at så vil vi ikke presse nødhjælp igennem, hvor der ikke reelt er behov for det[, udtaler UNICEFs generalsekretær, Steen M. Andersen]« (se billedet øverst).

Uetisk Råd mener, at man om nødvendigt må tvangsfodre eritreanerne, og Rådet tvivler ikke på, at FN-organisationerne vil hjælpe i denne henseende. Man bør også overveje at give tvangsnødhjælp til andre afrikanske lande som f.eks. England, Uganda og Valby.

Forvær sulten i Afrika!

“FN udvider sultkatastrofen i Somalia”, meddeler Ritzau (dansk journalistiks begavede vidunderbarn), og Uetisk Råd er begejstret. Alt for længe har verdens ledere siddet på deres flade numser og undladt at forværre situationen på Afrikas Horn (se billedet), hvor mennesker sulter (og katte tygges). I den situation er det godt at se FN komme på banen og udvide katastrofen, så den kan opnå et endnu større omfang.

Hitler bliver æresmedlem af Uetisk Råd

Da det var faldet Uetisk Råd for brysterne, at der hen over det sene forår og den tidlige sommer havde udviklet sig en negativ tendens i Østrig til at fratage den tidligere Reichsführer Adolf Hitler (en af alle tiders største uetikere og statsmænd, red.) sine æresborgerskaber i en række østrigske byer, besluttede et enstemmigt Uetisk Råd at give A.H. oprejsning ved et æresmedlemsskab af Uetisk Råd. Det var således det vigtigste emne på dagsordenen.

Da Hitler af historiske årsager var travlt beskæftiget på et arkiv i Moskva og derfor ikke selv personligt kunne møde op, hvilket Uetisk Råd fandt fremragende og fint i tråd med den uetiske ånd, anmodede Uetisk Råd præsidenten for Hviderusland, Alexander Lukasjenko, om at modtage den store ære på vegne af Hitler, hvilket Lukasjenko ærbødigt takkede ja til.

At valget netop faldt på Lukasjenko, var naturligvis ingen tilfældighed, da denne gang på gang i nyere tid med sin forhånende tilgang til demokratiet har vist sig som en særdeles kompetent uetiker.

Det var da også en veloplagt Lukasjenko, der mødte op for at modtage titlen. Under takketalen udtalte han blandt andet:

Uetisk Råd har for mig altid stået som en lysende ledestjerne, når det gjaldt om at definere mine egne politiske og uetiske mål. () Hitler har for mig altid været et skoleeksempel på, hvordan jeg selv kunne håne demokratiet og demokratiske strømninger i mit eget land, såvel som i Europa som helhed.

Han sluttede af med at sende en særlig tak til Caroline Wozniacki, som med sine fordummende udtalelser på tv og sin status som både idol og skatteunddrager under en tenniskamp havde cementeret Lukasjenkos tro på uetikken. Herefter fortsatte Lukasjenko med at undertrykke den spirende opposition, der var opstået i Uetisk Råd mod tildelingen af titlen til Hitler, efter at det kom frem, at Hitler havde handlet for, hvad der for ham var en retfærdig og god sag. Dette er naturligvis lidet foreneligt med sand uetik, da målet og metoderne i sig selv skal være fordret af en uetisk hensigt med uetik som midlet og drivkraften.

Lukasjenkos tale blev saluteret med et 20 minutters stående bifald, hvor der hørtes høje hurra-råb og euforiske udbrud som: “Ned med Europarådet!” og “Demokrati: pøblens undertrykkelse af Borgerskabet, FØJ!”

Herefter blev det kort i udvalg drøftet, om også Kamal Qureshi også skulle have en ærestitel. Dette skete på baggrund af, at denne ved flere lejligheder havde forsøgt at snyde sig med i Uetisk Råd under falske beviser og ikke mindst identiteter. Optagelsen blev imidlertid nedstemt med mindst mulig flertal – alt sammen i uetikkens ånd, da dette med al mulig klarhed statuerer krænkelsen af flest muliges interesse over for et snævert diktat fra den, om end lille, så dog sejrende part. Begrundelsen for afslaget på at optage Qureshi var, “…at om end denne unægteligt har potentiale, og om muligt i sandhed også er en sand uetiker, så bevirker det faktum, at han selv så gerne vil være med i Rådet, at det vil være mest uetisk at gå imod hans vilje”.

Yderligere blev det på den ekstraordinære generalforsamling drøftet, hvorvidt Jørn Ege, bedre kendt som penislægen, også skulle indstilles til en ærestitel. Her blev det vedtaget, at man ville nedsætte et udvalg, der vil gennemføre en lang, uetisk-bureaukratisk proces. Dette alt sammen for at nå til en beslutning, som tidligst kan forventes taget så sent, at han i mellemtiden kan fortsætte som en kvaksalver ud i operationer på kønsdele med alle de uetiske aspekter, der hermed er forbundet.

Den ekstraordinære generalforsamling blev sluttet af med et overdådigt måltid bestående af truede dyre- og plantearter, herunder panda og tunfisk fra Japan.

Mads Qvortrup er en bedrager og en hykler

“Akademikeren” Mads Qvortrup er blevet afsløret i at bringe interviews med personer, der i flere år har været døde. Dagbladet Information, der bragte Qvortrups artikler, vil ikke gøre noget. Som forklaring siger han selv:

»Jeg har lavet en række fejl. Det beklager jeg, og det tager jeg på min kappe. Jeg er ikke uddannet journalist, men akademiker, og jeg fandt ud af i den periode, at den skrevne journalistik ikke var min stærke side, og jeg tog konsekvensen og sagde mit job op på Information,« fortæller han i dag til Journalisten. (Kilde)

Nu er der ingen grund til, at Mads Qvortrup skal være så beskeden og nøjes med at kalde sin svindel for “fejl”. Hvis man kommer til at bytte om på et navn, er det en fejl; men hvis man påstår, at man har lavet nye interviews med folk, der efterfølgende viser sig ikke at have levet de sidste par år, er det ikke en fejl, men derimod løgn og manipulation. Og det viser sig, at Mads Qvortrup er erfaren, når det kommer til manipulation:

Mads Qvortrup har tidligere modtaget hård kritik som sit arbejde som forsker. I 2001 måtte den danske Magtudredning trække hans forskningsbidrag tilbage. Det skete fordi han selv sad i bestyrelsen for et spindoktorfirma, som han samtidig foregav at undersøge i en rapport. Mads Qvortrup erkendte efterfølgende i bladet “Forskning” at “det givetsvis er uetisk”. (Kilde)

Uetisk Råd er begejstret for svindelagtige og potentielt kriminelle mediefolk, og Rådet vil derfor i al stilfærdighed påpege, at Mads Qvortrup ikke blot er en fejlbarlig akademiker; han er en svindler, en bedrager og en fupmager, og nu er han så åbenbart også en hykler. Dejligt, mener Rådet.

Se også Rokokopostens “interview” med den clairvoyante Qvortrup.

Hvis De, kære læser, er interesseret i mere akademisk fup og svindel, kan De fornøje Dem med sagen om det doktorale plagiat, som blev udført af den fhv. tyske forsvarsminister Karl Theodor Maria Nikolaus Johann Jacob Philipp Franz Joseph Sylvester Freiherr von und zu Guttenberg.

Flere artikler om Amalie!

Uetisk Råd og et enstemmigt, fordummet folk står sammen i kravet om at få flere artikler om Amalie Szigethy, der er blevet kendt for at være dummere end et hul i den sjællandske muld og i øvrigt for ikke at kunne noget eller vide noget om noget (kort sagt: et ægtefødt barn af nutidens skolesystem).

Amalie og hendes “liv” har været voldsomt underbelyst i medierne, og Rådet kræver derfor, at Ekstra Bladet og andre organer for den højeste oplysning tager affære og begynder at skrive mere om det depraverede fænomen Amalie.

Fordum, fordum, fordum!

Holger og Knut

Den 3-årige Holger, der vandrede alene i en skov i et døgn og herefter blev genforenet med sine forældre, bliver af den homoseksuelle “livsstilsekspert” Mads Christensen kaldt “den nye Knut” med henvisning til den tyske isbjørn, der ligesom lille Holger blev kendt verden over.

Uetisk Råd finder Mads Christensens udtalelse ret bizar – hvorfor skulle Holger blive forstødt af sin mor og siden dø af et epileptisk anfald som 4-årig? – men slår sig til tåls med, at Mads Christensen ved bedst.

Pjat med skat – støt Monacos Wozniacki!

Uetisk Råd har netop læst, at “internationale medier hylder Caroline Wozniacki”. Der tænkes uden tvivl på Listen fra Politikens iBYEN-tillæg, der 5. marts 2011 skrev følgende om Wozniacki:

Caroline Wozniacki
Selvsikker og på toppen af sit fag. Fantastisk rollemodel for alle kvinder. Især dem, der ikke gider betale skat i Danmark.

Uetisk Råd har tidligere udtrykt sin støtte til uetiske, polske sportsudøvere, så Rådet vil heller ikke tøve med at rose Wozniacki for at turnere rundt som dansk sportsstjerne, samtidig med at hun bor i skatte­lyet Monaco. I det hele taget bør alle sports­udøvere søge tilflugt i det monegaskiske skatte­paradis. – Rådet har netop erfaret, at dette allerede er tilfældet. Jamen, så var der ikke noget.

Japan klarer sig strålende!

Uetisk Råd har netop læst en artikel vedr. det lille atomare uheld, som japanerne p.t. er optagede af. I artiklen hævdes, at “alle frygter en zirconium-brand”. Dette er imidlertid objektivt forkert: Uetisk Råd kender flere mennesker, der aldrig i deres liv har skænket begrebet “zirconium-brand” en tanke, ja de kender end ikke til eksistensen af grundstoffet zirkon.

Japanerne kan derfor tage hele ‘krisen’ med ro, konkluderer Uetisk Råds atomenergi-analytikere, der desuden påpeger, at Japan jo har erfaringer med at klare sig igennem følgerne af uskadelig radioaktiv stråling – bare se på Hiroshima, tilføjer Uetisk Råds ledende ekspert i reaktorfysik, dr. Hansi mit dem Ball aus München.

din stemme i et sygt, sygt samfund!