Oven på den dybe skuffelse, som den eksemplariske afvikling af fodbold-VM i det hæsligt-demokratiske Tyskland medførte, er det en usigelig glæde for Rådets uetiske redaktion at erfare, at andre lande i langt større omfang har sans for, hvilke metoder man kan, bør og skal anvende i akkumuleringen af profit. Det er nu nemlig kommet frem, at det herlige, kommunistisk-hyperkapitalistiske Kina helt bevidst og med fuldt overlæg dræber medlemmer af Falun Gong med det ene formål at sælge deres organer:
- Tusinder af Falun Gong-tilhængere dræbes i disse år uden rettergang af de kinesiske myndigheder. Derefter sælges de dødes organer til folk med behov for en ny hornhinde, lever, nyre, lunge eller et nyt hjerte. Det siger forfatterne til en rapport, som i dag blev fremlagt i Bruxelles.
Falun Gong er en kombineret gymnastik- og religionsbevægelse, hvis navn i sig selv afslører, at den blot fortjener at blive gjort til genstand for latterliggørelse og profitmageri. Gong-gong-gong! Aldrig har man hørt mage. Opdagelsen af den kinesiske stats korrekte forståelse af den af Uetisk Råd formulerede tese om kynisk rationalisme har således i det glorværdige Uetiske Råd medført en nærmest org(i)astisk-ekstatisk glæde, og det er derfor med den allerstørste spændte forventning, at Rådet ser frem til Kinas afholdelse af De Olympiske Lege* i 2008.
*) Et mindretal i Rådet er dog imod De Olympiske Lege indtil det øjeblik, hvor disse omdøbes til De Olympiske Krige. Desuden fremhæves det fra forskellige sider, at Uetisk Råd er imod idræt og sport i almindelighed, men hertil er der blot at svare, at De Olympiske Lege er et så korrupt/nepotistisk og dermed prisværdigt foretagende, at selve deres eksistens er med til at knægte tanken om bevægelse som sådan.