FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO, har produceret et stykke genial satire, hvor organisationen lader som om de har udnævnt Zimbabwes 93-årige diktator, Robert Mugabe, til “goodwill-ambassadør”.
Uetisk Råd skreg af grin, da vi læste nyheden, og vi gik straks i gang med at finde på andre groteske former for satire, som man kunne forsøge sig med at udsende; men der er næppe nogen, der vil tro på så vanvittige historier, og så er det jo ikke rigtig sjovt:
- Man kunne sætte Sudan i spidsen for FN’s menneskerettighedsråd, samtidig med at Sudans præsident er eftersøgt for krigsforbrydelser! Hahahahahaha!
- Man kunne lade Saudi-Arabien blive medlem af FN’s kommission for kvinders rettigheder! Ej, hvor urealistisk!
- Man kunne gøre Jean-Claude “Cognac til morgenmad” Juncker, som opfandt Luxembourgs system til international skatteunddragelse, til formand for EU-kommissionen, der arbejder med at bekæmpe international skatteunddragelse! Tihihihihi, hvor ville det være sjovt!
- Man kunne invitere en jødehadende imam ind i folkekirken, hvor han så kunne oplæse fordømmelser af kristendommen, imens man kaldte det dialog! Ok, vi kan godt selv se, at det er urealistisk nu. Hahaha, men tænk hvis det var sådan!
- Medierne kunne bruge en leninistisk voldssympatisør som Chris Holmsted Larsen som ekspert i forebyggelse af politisk vold! Wow, det ville bare være supersjov satire, hvis man gjorde det!
- Man kunne trykke artikler af David Trads! Ok, nu holder vi op.