Støt paven – drop præventionen

Pave Benedikt XVI*, der i kraft af sin dejligt gudsbespottelige påstand om at være Guds stedfortræder på Jorden åbenbart også har særlig indsigt i lægelige forhold, udtaler nu igen, at prævention – særligt kondomer – ikke er en reel løsning på de mange problemer med kønssygdomme og overbefolkning, der hærger i Afrika.

Uetisk Råd anser grundlæggende ikke den galopperende overbefolkning og de hærgende kønssygdomme som et problem, men derimod som en velsignelse; men samtidig glæder Rådet sig over, at paven viser sig som en god, forblændet idealist. Afholdenhed er løsningen, mener paven, og Uetisk Råd ser derfor frem til, at Afrikas problemer vil vokse sig endnu større. Rådet glæder sig samtidig over, at den romersk-katolske kirke markerer sig så kraftigt som en uundværlig støtte af amoral og uetik. I kampen for at ødelægge samfundet forlader Uetisk Råd sig dog mere på kræfter som eksempelvis Humanistisk Samfund end på romerkirken.

Et andet aspekt ved kondom-debatten er problemet med, at kondomer anvendes til at indsmugle narko i mangen en smuglers tarm. Selvom Uetisk Råd anerkender, at denne narkosmugling ødelægger vores samfund og støtter uetikkens sande venner i Afghanistan, ser Rådet dog med bekymring på indsmuglingens mulige konsekvenser for vor hjemlige rusmiddel-industri. Rådet opfordrer derfor til kun at anvende kondomer til at trække over hovedet mv.

*) Uetisk Råd har ganske vist tidligere udstedt en fatwa over pavens hoved, men som paven og romerkirken jo ved, er der altid mulighed for tilgivelse, hvis bare der betales gode summer for den.

Eva Smith og kriminaliteten

Juraprofessor Eva Smith fastslår noget overraskende, at det ikke er de kriminelle bander, der har skylden for bandekrigen, men derimod de politikere, der ikke elsker kriminalitet, og som derfor forsøger at stoppe den. Uetisk Råd elsker ghettokriminalitet og derfor også Eva Smith, og Uetisk Råd har derfor dags dato besluttet at oprette Det Kriminalfremmende Råd, der (ligesom Det Kriminalpræventive Råd) skal have Eva Smith som formand.

Det Kriminalfremmende Råd har følgende medlemmer:

  • Professor, dr.jur. Eva Smith, der elsker kriminalitet og – i kraft af sine hyppige og stærkt politiserende udtalelser som “forsker” – er med til at fordumme befolkningen og undergrave tilliden til landets universiteter,
  • tidl. økonomi- og erhvervsminister, kriminalassistent, Europa-Parlamentskandidat Bendt Bendtsen (K), der nu anklages for massiv bestikkelse,
  • HA-talsmand, foredragsholder, forfatter, chefredaktør og morder Jørn ”Jønke” Nielsen
    samt
  • Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S), der i kraft af sine mange, dejlige samtale-, dialog- og integrationsprogrammer bærer en ikke ringe del af fortjenesten for den herlige situation, der for tiden råder på Nørrebro og andre steder, hvor Uetisk Råds samfundsvisioner er ved at blive omsat i praksis.

Uetisk Råd ser med stor fortrøstning frem til, at det nye Kriminalfremmende Råd vil have held til fortsat at få det danske samfund til at gå i opløsning, og UR udbryder derfor i et énstemmigt Allahu Akbar! samt et flerfoldigt Kriminaliteten leve!

Børn er reservedele

reservedeleDet Etiske Råd mener ikke, at børn skal bruges som reservedele, eksempelvis ved at forældre får flere børn for at få nye organer til at lappe på de gamle, fejlbehæftede børn.

Uetisk Råd er naturligvis helt enigt i, at man ikke bør hjælpe børn, der lider af organsvigt eller livstruende sygdomme, men rent bortset herfra er der mange andre gode muligheder for at anvende børn som reservedele (samt råvarer og arbejdskraft), f.eks. i industrien. Hvis en maskine bryder sammen pga. en defekt komponent, må man sørge for at have rigeligt med børn på reservedelslageret, så man hurtigt kan sætte et nyt ben e.l. ind i maskinen; derved formindskes produktionstabet, og profitten øges. Børn og profit går fint i spænd, synes Uetisk Råd, og det er samtidig kun rimeligt, at børnene yder noget for de mange ressourcer, som de franasser det øvrige samfund.

Fogh som ny generalsekretær i OIC og/eller IOC!

Anders Fogh Rasmussen med en repræsentant fra de muslimske landes samarbejdsorganisation. Foto: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5)

Uetisk Råd forstår ikke, hvorfor alle landets medier interesserer sig for statsminister Anders Fogh Rasmussens mulige kandidatur til posten som generalsekretær i forsvarsalliancen NATO.

Rådet finder forsvar inderligt uinteressant (UR foretrækker angreb!) og foreslår i stedet Fogh at opstille som ny generalsekretær i den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, eller evt. den Internationale Olympiske Komité, IOC; der forlyder intet om, hvorvidt lederposterne i OIC eller IOC er ledige, men en generalsekretær mere kan vel aldrig skade, mener Uetisk Råd.

Tak, Helge Sander!

Helge Sander (t.h.); foto: Government of India, GODL-India (GODL-India) via Wikimedia Commons

Uetisk Råd har endnu en gang demonstreret sine uforlignelige evner til at fremsætte korrekte, uetiske vurderinger. “Videnskabsminister” Helge Sander (V), som Uetisk Råd tidligere har udnævnt til medlem af Udvalget for Beskuelse, Beføling og Bedømmelse, er kommet i vælten for angiveligt at have befølt Christine Antorini (S). At Helge Sander er et værdigt medlem af dette kvinde-begramsende udvalg, synes hermed dokumenteret, og Uetisk Råd ønsker ministeren held og lykke med fortsat at optræde forargeligt (og i øvrigt til stadighed at ødelægge de danske universiteter).

Der er ikke behov for en ny nazisme

Hitler og Mussolini, omkr. juni 1940. Foto: Det Amerikanske Nationalarkiv.

I mange sammenhænge, herunder i grupper som “Danskere imod nynazisme”* på det fordummende Facebook (som Uetisk Råd støtter netop pga. dets fordummende virkning), protesteres der heftigt imod nynazismen. Uetisk Råd tilslutter sig helhjertet bekæmpelsen af enhver form for nynazisme: Nynazismen er et sammenrend af talentløse og gennemført tvivlsomme typer, der helt og aldeles er med til at fjerne fokus fra den gode, gamle nazisme.

Hvorfor indføre en ny nazisme, når man har den gamle?, spørger et uforstående Uetisk Råd, som desuden henviser til islamismen, hvis der vitterligt skulle være behov for et frisk, eksotisk krydderi på den uetiske hylde.

*) Siden affattelsen af denne bekendtgørelse har den pågældende gruppe ændret sit navn til “Danmark Imod Højreekstremisme !”, hvilket er indlysende åndssvagt, eftersom de nazister, de gerne vil bekæmpe, erklærer sig selv for venstreorienterede; således skriver DNSB på sin hjemmeside: “vi er venstreorienterede — ingen tvivl om det!”

Islamisér Det Etiske Råd

En islamiseringskonsulent (“integrationskonsulent”) ved navn Inge Liengaard mener, at der er behov for flere imamer og færre teologer i Uetisk Råds modstykke, Det Etiske Råd. Uetisk Råd støtter naturligvis enhver islamisering, og Rådet ser derfor frem til, at dets etiske modstykke snart bliver lige så islamisk som Uetisk Råd selv. At teologerne sidder i Det Etiske Råd, bl.a. fordi de har en uddannelse, der indbefatter teoretisk etik, mens imamerne har deres muslimitet som kvalifikation, er selvsagt endnu et argument for, at vægten bør forskydes i imamernes retning, understreger Uetisk Råds talsmand, mufti a-Mourrál.

Uetisk Råd kan ved samme lejlighed ikke skjule sin glæde over at se, at den pågældende islamiseringskonsulent har skrevet sit ph.d.-projekt om danske imamer netop ved Afdeling for Religionsvidenskab på “Det Teologiske Fakultet” ved Århus Universitet; dette fakultet fastslår dermed sin status som en af islams uetiske højborge i det danske samfund, og Uetisk Råd overvejer derfor at indtræde i universitetets bestyrelse.

Bendt Bendtsen – en herlighed!

Bendt Bendtsen elsker erhvervslivet, også selvom (/fordi) det sætter profit højere end f.eks. ytringsfrihed.

Bendt Bendtsen ønsker, at Danmark skal bøje sig i støvet, hvis islam befaler det, når blot profitten fremmes.

Bendt Bendtsen elsker misbrug af offentlige midler.

Uetisk Råd elsker erhvervslivet, også selvom (/fordi) det sætter profit højere end f.eks. ytringsfrihed.

Uetisk Råd ønsker, at Danmark skal bøje sig i støvet, hvis islam befaler det, når blot profitten fremmes.

Uetisk Råd elsker misbrug af offentlige midler.

Uetisk Råd elsker Bendt Bendtsen.

M.fl.

Støt depression blandt gamle

Mange ældre, særligt gamle mænd, begår selvmord, viser det sig nu. Uetisk Råd er glædeligt overrasket over meddelelsen og foreslår to mulige initiativer, der kan og bør iværksættes for at udnytte denne situation bedst muligt:

  1. De ældre mænd kan overlades til sig selv og om nødvendigt isoleres, så de i deres ensomhed kan blive tilskyndet yderligere til depressive tanker.
  2. Det offentlige system kan indsætte en hær af fremmedgørende (sags)behandlere, der kan bidrage yderligere til klientgørelsen af det enkelte menneske.

Ifølge de seneste forlydender vil regeringen og hele velfærdsmaskineriet lytte til Uetisk Råd og følge begge forslag.

Hærværk er ytringsfrihed!

Fodboldspilleren Ulrik Laursen har med skiftet fra OB til FC København vakt harme og vrede blandt det fynske publikum. Det har således udviklet sig til, at Ulrik Laursens bopæl er blevet opsøgt af nogle “bøller”, der med maling har skrevet slagord på hans bil og hus. Uetisk Råd er ikke forarget over disse handlinger. Vi mener tværtimod, at det er folks grundlovssikrede ytringsfrihed, som legitimerer sådanne hærværkshandlinger. De slagord og andet godt, der er malet på Ulrik Laursens tvivlsomme bolig og bil, er udtryk for “bøllernes” holdninger og meninger. Meningisme? Ja tak, mener Uetisk Råd.

(Rådet anfører dog, at dets anskuelse af hærværk som en “legitim” og ønskværdig gerning ikke er en tilskyndelse hertil, jf. straffeloven, §§ 136, 266 a og 291 m.fl.)

din stemme i et sygt, sygt samfund!