Mona Sahlin ansættes hos UR efter ny “skandale”

Mona Sahlin: Jeg har den bedste moral i hele Sveriges land. Den er så stor! (Foto: Socialdemokraterna. CC BY-SA 2.0)
Jeg har den bedste moral i hele Sveriges land. Den er så stor! (Foto: Socialdemokraterna. CC BY-SA 2.0)

Hvem i tusind djævles navn er Mona Sahlin? Sådan spørger den uvidende læser sikkert, og Uetisk Råd skal straks oplyse læseren om, at Mona Sahlin er en fremtrædende svensk politiker, hvis bidrag til den svenske stats ødelæggelse foreløbig har bestået i bl.a. at bruge offentlige midler til private indkøb af Toblerone-chokolade og bleer.

Efter sagen gik Sahlin af, men blev snart valgt som leder af statspartiet, Sveriges socialdemokratiska arbetareparti (uetisk dømmekraft er herligt!), hvor hun tabte et valg rekordstort og derefter gik af igen. Som tak udnævnte den borgerlige regering hende til “national koordinator mod voldelig ekstremisme” (hahaha), trods sager om ubetalte parkeringsbøder, licenssnyd og skattegæld; og senest har Sahlin if. dagbladet Expressen afgivet falske oplysninger på officielt brevpapir for at hjælpe én af sine ansatte til at købe en dyrere lejlighed, end hans løn rakte til, hvilket har ført til, at hun har trukket sig fra stillingen.

Uetisk Råd har derfor besluttet at ansætte Mona Sahlin som finansieringskonsulent. I den nye stilling vil Sahlin hjælpe Uetisk Råd selv såvel som Rådets mange lyssky kunder med at få fingre i offentlige midler, der herefter via Knud Foldschack (eller hans bror, Knud Foldschack, eller deres afdøde far, Knud Foldschack) vil blive sendt til Panama.

Uetisk Rådet har naturligvis foretaget et grundigt forarbejde inden ansættelsen af den prominente socialdemokratinde. Det var trods alt de svenske socialdemokrater, der i 1922 grundlagde det statslige institut for racebiologi og i 1934 indførte tvangssterilisation for at bekæmpe “degeneration af folkestammen”; så der er visse normer, som må overholdes.

Derimod har Rådet bevidst undladt at få foretaget en mentalundersøgelse af Sahlin. Det vurderes nemlig ikke at være nødvendigt, da resultatet synes givet på forhånd. Vi har talt med Rådets psykiatriske analytiker, dr. Mengele-Reinfeldt:

Dr. Mengele-Reinfeldt, det lader til, at Mona Sahlin vedvarende har problemer med at skelne imellem egne penge og statens penge, og at hun ikke kan sondre imellem løgn og sandhed. Tyder det på psykiske problemer hos hende?

– Nej, den manglende evne til at skelne imellem dit og mit er ikke et individuelt psykisk problem, men er simpelthen inkorporeret som kollektiv norm i det svenske folkehjem. Det er derved, at Sverige er det værdimæssigt reneste og mest politisk og moralsk korrekte land i verden.

Så det betyder altså ikke, at Sahlin simpelthen bare er en manipulerende psykopat?

– Nu er det jo formentlig strafbart at påstå, at Mona Sahlin er psykopat, så derf…

Tak skal du have!

Lad os gå i opløsning ligesom Sverige

Fredelig sameksistens i Husby, Sverige. Foto: Telefonkiosk (CC BY-SA 3.0)
Fredelig sameksistens i Husby, Sverige. Foto: Telefonkiosk (CC BY-SA 3.0)

I 1990 var der tre områder i Sverige, der mere eller mindre var afkoblet fra resten af samfundet, domineret af høj arbejdsløshed, højt skolefrafald og høj kriminalitetsrate. Efter 25 års vellykkede integrationsprogrammer og import af 1,5 mio. perzoner er det nu lykkedes den humanistiske stormagt at få dette tal til at vokse til 186 områder, beretter NRK.

Af disse er der 55 bydele fordelt i Uppsala, Enköping, Gävle, Köping, Örebro, Stockholm, Södertälje, Eskilstuna, Norrköping, Linköping, Trollhättan, Borås, Göteborg, Falkenberg, Halmstad, Laholm, Landskrona, Malmö, Kristianstad, Alvesta, Växjö og Kalmar, som ligefrem regeres af kriminelle bander og netværk, eftersom politiet har mistet kontrollen, idet politifolkene overfaldes, hvis de viser sig i de pågældende områder.

Uetisk Råd vil gerne her på Europadagen markere sit inderlige ønske om, at de øvrige EU-lande vil lære af Sverige og ligeledes vil ødelægge sig selv, sådan at vi omsider kan blive fri for det såkaldte Europa; og Rådet glæder sig over at se, at processen er i fuld gang også i Danmark. Det er altafgørende, at vi kan anvende “best practice”-princippet tillige med tusind andre managementfloskler, således at alle kan blive mangfoldige, dvs. fuldkommen ens.

Racistisk potentiale hos Statoil

Circle-KKK
Foto: Imgur

Statoils tankstationer i Skandinavien er i færd med at skifte navn til Circle K. Det har medført, at tankstationerne i Sverige nu er begyndt at flage med KKK-flag, som det ses af billedet ovenfor.

Servicemedarbejdere på Statoil-/Circle K-tanken i Alvesta, Småland.
Servicemedarbejdere på Statoil-/Circle K-tanken i Alvesta, Småland.

Uetisk Råds Programkontor for Innovationsracistisk Strategi, SynergiEffekter og Global Omstillingsparathed (UR-PISSEGO) har samtidig designet nye uniformer til tankstationernes ansatte, der skal signalere kædens nye inkluderende værdier, som matcher samfundets almindelige ud-/afvikling.

Som vagtpersonale kan alle kædens tankstationer fremover ansætte racistiske arabere fra Gellerupparken, der har udstrakt erfaring i at holde områder racerene, dvs. fri for uskyldige grønlændere.

Samarbejde med imamerne er i Danmarks interesse

Foto: Knud Winckelmann (CC BY-SA 3.0)
Foto: Knud Winckelmann (CC BY-SA 3.0)

Mette Frederiksen udtalte i en 1. maj-tale, at radikale imamer skal behandles på samme måde som andre totalitære kræfter. »Som vi gjorde det mod kommunisterne. Som vi gjorde det mod nazisterne«.

Uetisk Råd støtter tanken om, at islamister skal behandles på samme måde, som Socialdemokratiet og store dele af de øvrige partier behandlede Sovjetunionen i 1980’erne (dvs. med positiv omtale, nedrustning og chikane af Danmarks NATO-allierede) og Nazityskland i 1940’erne (dvs. med aktivt samarbejde, forfølgelse af modstandere og politisk-økonomisk understøttelse af Hitler-imperiet).

Uetisk Råd vil derfor gerne henlede opmærksomheden på én af Mette Frederiksens forgængere som socialdemokratisk partiformand, nemlig statsminister Vilhelm Buhl, der i en radiotale den 2. september 1942 opfordrede til, at befolkningen skulle hjælpe regeringen og fædrelandet ved at angive medlemmer af modstandsbevægelsen til myndighederne:

Det siger sig selv, at Regeringen stadig med den yderste Strenghed vil forfølge Sabotage og anden Forbrydelse mod den tyske Værnemagt med de i vor Lovgivning hjemlede Midler, og der vil fra Politiets Side blive sat ind med al Kraft paa Løsningen af de Opgaver, disse Sager frembyder. Thi Opretholdelse af Ro og Orden maa for Regeringen staa som den første Pligt under Varetagelsen af vort Lands Interesser i denne Situation.

[…] Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, der begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesser.

Vilhelm Buhl blev belønnet for denne fremsynede politik om at få modstandsbevægelsen straffet, eftersom man gjorde ham til statsminister for anden gang den 5. maj 1945. Forhåbentlig vil Mette Frederiksen ligeledes kunne få statsministerposten i hænde, hvis den kærlige behandling af imamerne lykkes – inshallah.

Derfor lyver Finansministeriet om flygtninge

Fotos: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5 dk)/fdecomite (CC BY 2.0)
Fotos: Johannes Jansson/norden.org (CC BY 2.5 dk)/fdecomite (CC BY 2.0)

Flere flygtninge er en stor belastning af de offentlige kasser, mener Finansministeriet. Men flere flygtninge er også en økonomisk gevinst for staten, mener samme ministerium. Forvirret?

Forklaringen er tilsyneladende, at den første version er til brug herhjemme for at fremme lavere offentlige ydelser, mens den anden version er en løgn, der er lavet for at tilfredsstille EU-kommissionen og bilde den ind, at det går skide gode med de offentlige finanser i Danmark. Sidstnævnte version bliver nu brugt af venstrefløjen til at agitere for mere islamisk indvandring.

Uetisk Råd er hysterisk henrykt over at se denne løgnagtige fordobling af virkeligheden; det samme princip har jo med held været brugt i Grækenland, hvor regeringen med hjælp fra Goldman Sachs forfalskede statsregnskaberne for at opnå flere lån og komme med i eurozonen, skønt alle hjemme i Grækenland vidste, at det hele gik ad helvede til. Rådet har derfor aflyst Kristi himmelfartsdag og synger i stedet lovsange til Claus Hjort Frederiksens tvetungede pris og ære.

UR opfordrer også mere generelt til, at man antager den græske eksfinansminister Yanis Varoufakis som forbillede; det elskede venstrefløjsikon, der gik til angreb på skattely og svindel, er nu nemlig begyndt at holde foredrag til en pris af £ 40.000 per styk, hvorefter han sender pengene i skattely hos araberne i Oman.

At yde efter evne og nyde efter behov.

Sandheden om kampflyene og IC4

Kampflyet F-35 og togsættet IC4 har en række ting til fælles: De er for tunge, de bruger for meget brændstof, de er meget dyre i anskaffelse og drift, og de har massive softwareproblemer. Uetisk Råd kan nu afsløre den virkelige årsag til de mange sammenfald!

Danmark står over for et afgørende valg: Hvilket kampfly skal det danske Luftwaffe bruge i fremtiden? Særligt Boeing F/A-18F Super Hornet har gjort sig bemærket med én afgørende egenskab, nemlig evnen til at lave utallige ordspil (Super Hårnet, Super Horny osv.), og alle venter således i spænding på at få afsløret, om valget mon alligevel falder på Eurofighter Typhoon eller Lockheed Martin F-35 Lightning II (tidligere kendt som JSF, Joint Strike Fighter).

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at F-35 var det eneste reelt tænkelige valg, eftersom Danmark allerede har brugt milliarder på at deltage i udviklingen, og det er den amerikanske regerings favorit; så de mange undersøgelser, der skal lede frem til valget af flyet, har derfor efter alt at dømme bare været spil for galleriet og spild af penge.

F-35 på IC4. Foto: U.S. Navy/Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0)
F-35 og IC4 på Aaarhuuus Hovedbanegård. Foto: U.S. Navy/Leif Jørgensen (CC BY-SA 4.0). Billedet er 100 % ægte.

På baggrund af lækkede dokumenter fra Forsvarsministeriets kontor for kampflyprogrammet kan Uetisk Råd nu afsløre, at det ikke er noget tilfælde, at F-35 sammenlignes med IC4, og at de lider under de samme “problemer”. Det skyldes simpelthen, at de er beregnet på at blive brugt sammen. Meningen er, at et F-35 monteres oven på hvert IC4-tog på Københavns Hovedbanegård, og alt efter den aktuelle sikkerhedspolitiske situation vil toget så køre til Ålborg/Lindholm eller flyve til luftrummet over Bornholm (Østfronten). Eventuelle passagerer vil således være med i begge tilfælde, enten som gidsler hos DSB eller som levende skjolde i forsvaret mod Rusland.

Monteringen af F-35 oven på IC4-togene forklarer også, hvorfor IC4 ikke er et el-tog; det er jo ikke nødvendigt, når man har en flymotor. Så det skyldes altså ikke bare manglende forudseenhed, elendig planlægning og almindelig underbegavelse hos skiftende regeringer siden slutningen af 1990’erne, men er derimod et bevidst forsvarspolitisk valg.

BONUSINFO: Det er koncernen bag IC4, der står for at samle og vedligeholde F-35 i Europa!

En arvelig sygdom er den bedste arv

En rusten saks. Foto: Horst Frank (CC BY-SA 3.0)
Foto: Horst Frank (CC BY-SA 3.0)

Mennesker skal aktivt påføres arvelige sygdomme og andre lidelser, mener Uetisk Råd. Rådets udtalelse kommer som reaktion på nyheden om, at det nu angiveligt kan lade sig gøre at “klippe” i fostres DNA og derved fjerne arvelige sygdomme og andre problemer fra dem.

Det Etiske Råd er selvfølgelig modstandere af muligheden for at fjerne lidelse og sygdom, mens Uetisk Råd altså omvendt mener, at man skal bruge indgrebene til aktivt at fremme arvelig usundhed. Metoden åbner også store perspektiver for skabelse af genetisk muterede freaks, der kan sætte fut i det såkaldt moderne samfund.

Men hvorfor nøjes med at klippe i fostrene med en “DNA-saks”? Man kan med fordel også klippe i dem med en rigtig saks, så fostrene får den ønskede facon. Eksempelvis kan man klippe små nuttede babyer uden arme og ben. Eller man kan lave levende gækkebreve ud af sine ufødte børn.

Når børnene først er blevet født, kan man naturligvis stadig klippe i dem, jf. Rådets bekendtgørelse om omskæring. Klip, snit, skær!

Tjernobyl – 30 år med fest og glæde

Foto: Sven Teschke
Foto: Sven Teschke

I går var det 30 år siden, at folkene på det sovjetiske kernekraftværk “Vladimir Lenin” ved Tjernobyl i Ukraine slukkede for sikkerhedssystemerne, hvorefter et uheld forårsagede en række eksplosioner, der sendte radioaktiv stråling ud over store dele af Nordøsteuropa. Hurra!

Foto: Victoriya Santmatova
Foto: Victoriya Santmatova

I Uetisk Råd har vi altid været taknemmelige for denne ulykke, eftersom den gav de hjemlige atomkraftmodstandere endnu en slags “argument” at trække på – for det er jo indlysende, at en bevidst frakobling af sikkerhedssystemerne på et fejlkonstrueret atomkraftværk i et dysfunktionelt socialistisk samfund betyder, at man i Vesten ikke bør bruge kernekraft, men i stedet forlade sig på massivt forurenende afbrænding af kul, foruden at vi skal krybe for de olie- og terroreksporterende sharia-stater i Mellemøsten. Atomkraft må kun til nøds bruges, hvis værkerne ligger på steder, der ikke kan ses fra København.

Vi fejrer 30-året med en sang; den synges på Carl Nielsens melodi til nazi-socialdemokraten Harald Bergstedts elskede Jeg ved en lærkerede.

Jeg ved et kernekraftværk,
jeg siger ikke mer’;
det ligger ved Tjernobyl,
et sted, som ingen ser.

Og værket blev kaldt »Lenin«,
så smukt et navn det fik!
Det gav så fin en mening
for hver en bolsjevik.

For Lenin og Tjernobyl
de spreder strålingsdød,
de bærer begge stor skyld
for lidelse og nød.

Og folkene på værket
de laved’ et forsøg;
det var lidt uigennemtænkt,
så de kom til at dø.

For sikkerhedssystemet
bevidst blev koblet fra,
man fatted’ ej problemet
derfor si’r vi hurra!

Så røg reaktor fire
i luften med et drøn,
du tror, det er satire,
men vi syn’s det er skøn – t.

Og der kom meget stråling
ud fra USSR,
det viste hver en måling,
det måltes også her.

Nu ligger zonen øde,
så dyrene har fred,
skønt mange af dem døde
på dette strålingssted.

Og fuglene fik unger
trods kerneeksplosion,
de pipper, de har tunger
og hver sin mutation.

Nu må vi slutte sangen,
tak skal du ha’, Lenin!
for mordene og tvangen,
dit gamle, røde svin!

Nye flotte færgenavne

Tænk hvor sjovt det kunne være, hvis man gav en færge navn efter en landsforræder! Hahaha! Foto: Robert de Jong
Tænk hvor sjovt det kunne være, hvis man gav en færge navn efter en landsforræder! Hahaha! Foto: Robert de Jong

RRS Boaty McBoatface og M/F Issehoved – disse to navne på et britisk polarforskningsskib og en dansk færge har vakt debat.

Uetisk Råd foreslår flere navne, der også bør tages i brug:

  • M/S Hit – fordi den vil være dagens hit!
  • M/F Uckermark – til flodsejlads i Tyskland!
  • H/F Leonora Christina – fordi det kunne være en vildt god idé at opkalde en færge efter en landsforræder, der engang flygtede fra sit fængsel på Hammershus!

din stemme i et sygt, sygt samfund!