Statsstøtte til køb af oksekød

Uetisk Råds svorne arvefjende, Det Etiske Råd, har foreslået at lægge en afgift på oksekød, fordi produktionen af kødet er skadelig for klimaet. Uetisk Råd vil gerne påpege, at der allerede er lagt en afgift på oksekød; den kaldes “moms” og er på 25 % af varens pris.

Men ellers er Rådet for en gangs skyld stærkt splittet i denne sag; der er nemlig gode grunde til at mene både det ene og det andet:

  • På den ene side vil UR gerne støtte Det Etiske Råds konstante forsøg på at bruge sin tvivlsomme dømmekraft til at lave formynderiske indgreb i borgernes liv.
  • Men på den anden side vil UR ikke støtte forslaget, eftersom vi er tilhængere af CO2 i enhver form, særligt i atmosfæren.

Efter nærmere overvejelser har Uetisk Råd imidlertid skåret igennem og (an)befaler nu følgende løsning: Køb af oksekød skal støttes med statsmidler. Disse midler skaffes ved forhøjelse af sundhedsbidrag og kirkeskat osv. Systemet vil fungere sådan, at køb af kød belønnes med en kontant bonus på 148 % af varens pris. Hvis man eksempelvis går i Kvickly og køber en stor pakke hakket oksekød på 2,5 kg, der er på tilbud til 120 kr., skal man betale de 120 kr. i Kvickly, men får selv udbetalt en belønning på 177,60 kr. fra staten.

Hvis der ikke er mere oksekød (eller bare under alle omstændigheder), skal der suppleres med bøffer fra udryddelsestruede dyrearter som sneleoparder, næsehorn og troværdige politikere m.fl.

Bevidstløse ofre er ikke ofre

Bare gå til den, hun er sikkert med på den værste! (men det behøver du ikke undersøge først)
Bare gå til den, hun er sikkert med på den værste! (men det behøver du ikke undersøge først)

Retten i Roskilde har frifundet tre unge mænd for gruppevoldtægt af en pige bag en busk, eftersom det angivelige offer ikke sagde fra, hvorfor de var i god tro. Ganske vist var “offeret” bevidstløs af alkohol og insulinmangel, men den detalje synes ikke at have spillet nogen rolle i rettens overvejelser. Og med rette, mener Uetisk Råd.

Rådet ønsker desuden, at samme princip bliver indført på andre områder:

  • Det skal også være lovligt at tage penge og smykker fra bevidstløse mennesker. Det er ikke røveri, eftersom man jo ikke kan vide, om personerne havde lyst til at give tingene som gave, hvis de var ved bevidsthed; så det havde de nok.
  • Hvis du ser et hus, hvor beboerne er taget på ferie, så flyt ind; du kan jo ikke vide, om de ville have inviteret dig indenfor, hvis de havde været hjemme.
  • Er én, du kender, død? Så lav et testamente i vedkommendes navn, hvor du arver alt. Hvis den døde havde været i live, ville han/hun/hen/høn/det/– måske have syntes, at det var i orden.
  • Driver du en stat? Så optag store lån og lad statens institutioner gå i forfald, så alting synker hen i kriminalitet og parallelsamfund; dine små børn ville sikkert sige ja tak til at få deres fremtid ødelagt, hvis de ellers kunne tale.

Opdatering: Det viser sig nu, at retten lagde til grund for sin kendelse, at pigen ikke var bevidstløs. Æv, mener UR.

Breiviks sejr og Hitlers fødselsdag

Adolf Hitler og Blondi, 14. juni 1942. Bundesarchiv, B 145 Bild-F051673-0059 / CC-BY-SA
Adolf Hitler og Blondi, 14. juni 1942. Bundesarchiv, B 145 Bild-F051673-0059 / CC-BY-SA

Kunne man tænke sig en mere passende dag end i dag – Hitlers fødselsdag – til domsafsigelsen i Anders Breiviks sag mod den norske stat? “Nej”, svarer den uetiske læser, og Uetisk Råd er enigt.

Solen skinner, og det norske retsvæsen har med sin afgørelse til Breiviks fordel markeret, at menneskerettigheder ikke handler om at beskytte almindelige, uskyldige borgere imod overgreb fra staten, men derimod om at sikre massemorderes og andre kriminelles adgang til maksimal medieopmærksomhed og massivt forbrug af offentlige ressourcer på retssager.

Alle mennesker er født frie og lige, og derfor har Breivik og hans forbillede Hitler også krav på at blive nusset på kinden af staten. Deres handlinger kalder på empati og forståelse – de var også børn engang!

Adolf Hitler som etårig (ca.). Foto: Bundesarchiv, Bild 183-1989-0322-506
Adolf Hitler som etårig (ca.). Foto: Bundesarchiv, Bild 183-1989-0322-506

Sådan sender du også dine penge i skattely

Uetisk Råd er parat med en kortfattet guide til, hvordan du sender dine penge i skattely:

  1. Kontakt tv-vejrværtinden Anja Fonseca. Ham i Panama, der har stået for alle skuffeselskaberne, hedder også Fonseca, så der må være en sammenhæng.
  2. Hvis du ikke stoler på Panama, så vælg Afrika i stedet. Svar positivt på diverse henvendelser fra nigerianske prinser, der lige mangler penge til et lille gebyr, før du kan arve deres formue. Eller investér i Robert Mugabes projekt til sikring af Afrikas fremtid: en fond bestående af 300 køer. Jo, det er det, han mener.
  3. Overfør straks alle dine penge til Uetisk Råd. Via højreradikale fodboldklubber i Italien vil vi snart få dem sendt til eksotiske lande, hvor (bl.a.) Skat ikke kan finde dem igen.

Selv tak.

Suzanne Brøgger – ridder af den gode tone

Uetisk Råds forskere har udarbejdet dette regnestykke over Suzanne Brøggers perzon.
Uetisk Råds forskere har udarbejdet dette regnestykke over Suzanne Brøggers perzon.

Forfattersken Suzanne Brøgger er mest kendt for at ligne én, der forsøger at ligne Karen Blixen, hvilket også lader til at være formålet med hendes tilværelse. Desuden har hun ligesom flere andre forfattere kastet sig ind i kampen for, at man skal tale ordentligt til og om hinanden.

Midlet til at opnå den gode tone er ekstreme tilsvininger af folk, der ikke mener det samme som Suzanne Brøgger; dog med den finesse, at hun undertiden lader sine perfide angreb på andre komme frem via sine bøger, hvorefter hun fraskriver sig ansvaret for dem, da der jo bare er tale om litterær fiktion (jf. Henrik Dahls novelle: Hvem er smukkest i landet her?)

Suzanne Brøggers ridderslag

Suzanne Brøgger – ridder af den gode tone
Suzanne Brøgger – ridder af den gode tone. Foto: EPO

Ordenskapitlet for Den Gode Tones Orden har tildelt Suzanne Brøgger ridderslaget med følgende begrundelse:

Suzanne Brøgger og en række andre forfattere, der er tilhængere af mangfoldighed og derfor ligner hinanden til forveksling, krævede i et debatindlæg, at danskerne skal holde fast i deres “umistelige moralske værdier” og bekæmpe “umenneskelighed og intolerance”. I stedet for den skingre politiske retorik, der giver uhyggelige mindelser om Nazityskland, er det ifølge Brøgger m.fl. afgørende, at man vil “afdramatisere og analysere problemerne og søge saglige, praktiske og overskuelige løsninger”.

Suzanne Brøgger sammenlignede få år senere Henrik Dahl med Joseph Goebbels og omtalte Morten Messerschmidt som “det blonde bestie” og en “vammelsmuk arier”. Desuden udstillede Brøgger den kræft- og skleroseramte Søsser Krag som “et frygteligt syn” på Gyldendals trappe, “for dér lå Krags datter døddrukken og skreg”. Brøgger beskyldte maleren Per Kirkeby for at være homoseksuel og omtalte, hvorledes Johannes Møllehave skulle have tabt bukserne ved et bryllup. Journalisten Bettina Heltberg blev af Brøgger beskyldt for at have forsøgt at kneppe sig til hævn over sine bedrageriske mænd og for at have “en karakterdefekt”.

Zenia Stampe – ridder af den gode tone

Det er ikke kun forfattere, der kan slås til riddere af den gode tone, selvom de er stærkt repræsenteret omkring ridderskabets runde bord. Også politikere kan være med, f.eks. Uetisk Råds radikale yndlingspolitiker Zenia Stampe, hvis hidtil største politiske bedrift er, at uetiske folk gjorde nar ad hende, da hendes barn døde under fødslen.

Stampe er blandt meget andet blevet sammenlignet med en anden værdipolitiker, nemlig Adolf Hitler, og som reaktion på denne angivelige tilsvining har hun engageret sig i kampen for at få en ordentlig tone tilbage i den politiske debat. Det indlysende middel, som hun har valgt for at fremme den gode tone, er selv at svine sine modstandere til som bl.a. nazister.

Zenia Stampe, ridder af den gode tone
Zenia Stampe, ridder af den gode tone. Foto: Radikale Venstre (CC BY-NC 2.0)

Zenia Stampes ridderslag

Ordenskapitlet for Den Gode Tones Orden har tildelt Zenia Stampe ridderslaget med følgende begrundelse:

I 2014 erklærede Zenia Stampe: »Jeg gider ikke diskutere på DF’s niveau længere«. Hun tilføjede: »Vi skal møde paranoia med ro, fornuft og helt almindelig velfærdspolitik. Det handler om at give alle mulighed for at være en del af fællesskabet. Længere er den ikke.«

For at konkretisere dette ønske om almindelig, sober politik har Stampe siden da ved flere lejligheder beskyldt andre partier i Folketinget for at føre nazipolitik, ligesom hun har omtalt sine politiske modstandere som populister, fusere, fundamentalister og hokus-pokus-partier med vanvittige hallucinationer. Senest har Zenia Stampes mand, Martin Lyngbo, støttet hendes kamp for soberhed og god tone ved at omtale Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen som »en klam pikspiller« (formentlig objektivt korrekt, mener UR).

Den svenske stat og bombeterroren

sveriges_flagEn svensk arbejdsformidling har slået alarm, fordi lokale tilhængere af Islamisk Stat har forsøgt at rekruttere nye jihadister på jobcentret. Uetisk Råd bakker de svenske myndigheder op i denne sag: Rekruttering af islamiske terrorister bør fortsat være et statsmonopol; hvad skal man ellers bruge en velfærdsstat til? Her må Folkehjemmet sætte foden ned.

Rådet foreslår, at Sverige slår alkoholbutikkerne i Systembolaget sammen med IS-hvervekontorerne. På den måde kan man dulme nerverne, inden man spænder bombebæltet (“enkeltbilletten til Paradis”) om livet.

Andet nyt fra Sverige:

  • Svensk ekspert i islamofobi tilslutter sig Islamisk Stat.
  • Svensk kommune flytter påskeferien pga. hensynet til ramadanens afslutning, det iranske nytår og den ortodokse langfredag.

Der er objektivt set ikke noget at frygte.

P.s.: Du er racist!

Carsten Jensen – ridder af den gode tone

I dag er det én af de virkeligt store kanoner fra tone-fronten, der får ridderslaget af Uetisk Råd. Carsten Jensen har gjort sig til bannerfører i kampen for, at man skal tale ordentligt om sine medmennesker.

Rådet beundrer, hvordan Jensen i sine utallige vrede kronikker og debatindlæg forener uetisk (mangel på) dømmekraft med skarptskårne, subtile fornærmelser af sine modstandere; særligt hans lettere sygelige optagethed af Pia Kjærsgaards seksualitet kalder på beundring såvel som tilbedelse.

Carsten Jensen, ridder af den gode tone
Carsten Jensen, ridder af den gode tone. Foto: Rodrigo Fernández

Carsten Jensens ridderslag

Ordenskapitlet for Den Gode Tones Orden har tildelt Carsten Jensen ridderslaget med følgende begrundelse:

Sammen med en række andre forfattere skrev han et opråb imod den forråede tone i debatten; Jensen og de øvrige krævede et opgør med “nedværdigende og diskriminerende omtale og usande kollektive generaliseringer”; man må udvise den fornødne “menneskelige og sociale anerkendelse” af sine medmennesker; og forfatterne kritiserede debattens brutale karakter: “Dagligt optrappes retorikken, dagligt vokser doserne af aggressivitet i politik og medier”.

Nogenlunde samtidig talte Carsten Jensen selv om sine politiske modstanderes “infame tankegang og menneskesyn”. Han beskrev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som pædofil; og han funderede over, hvorvidt Pia Kjærsgaard har sex med “marokkanere. Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før?”, ligesom Jensen omtalte Kjærsgaard som det “skrigende fugleskræmsel” og “dronningen af skraldespanden”. Hendes parti kaldte Jensen den “skimlede sekt af klamme kældermennesker”.

NB: Carsten Jensen rykker op i ordenshierarkiet efter ny tilsvining!

Tyrkisk takt og tone

Recep Tayyip Erdoğan laver rabia-tegnet, der viser støtte til Det Muslimske Broderskab eller islamisme generelt.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, laver rabia-tegnet, der viser støtte til Det Muslimske Broderskab eller islamisme generelt.

Når man kommer ud for små og store problemer, er det vigtigt at afpasse sin reaktion efter omstændighederne, så man hverken farer op over småting eller går for let hen over det, der betyder noget.

Uetisk Råd har lavet en moderne guide til takt og tone i samarbejde med Tyrkiets store leder, sultan Recep Tayyip Erdoğan:

HÆNDELSE: REAKTION:
Da Osmannerriget begik systematisk planlagt folkemord på op mod 1,5 millioner armeniere, så var der ifølge Tyrkiet tale om et administrativt uheld.
Når et tysk tv-program laver satire med præsident Erdoğan, eller en komiker oplæser et digt, som fornærmer ham, så er der ifølge Tyrkiet tale om en forbrydelse imod menneskeheden, som den tyske regering skal straffe.
Når Erdoğan kommer til at sige, at han er inspireret af Hitler, så er det ifølge Tyrkiet bare en lille misforståelse.

Maria Helleberg – ridder af den gode tone

Uetisk Råd har besluttet at indstifte en ny ridderorden: Den Gode Tones Orden. Medlemskab af ordenen gives til personer, der har sat sig for at forsvare det vigtigste, vi har i Danmark, nemlig den gode tone, og som samtidig har sat handling (uanset hvilken slags) bag ordene. I den kommende tid vil en række fremtrædende politikere og kultur“personligheder” derfor blive slået til ridder af den gode tone.

Maria Helleberg, ridder af den gode tone
Maria Helleberg, ridder af den gode tone. Foto: Mogens Engelund

Vi begynder med den dejlige uetisk-feministiske forfatterske Maria Helleberg, der ligesom mange andre forfattere er af den urokkelige opfattelse, at et stort antal solgte bøger er ensbetydende med, at andre skal påtvinges hendes trivielle synspunkter om dette og hint. Således kan banal “kunst” omsættes til banal politik.

Maria Hellebergs ridderslag

Den Gode Tones Orden har tildelt Maria Helleberg ridderslaget med følgende begrundelse:

I 2014 var Maria Helleberg involveret i et projekt, der skulle munde ud i en bog om god tone i debat på nettet. Målet var at hæve debatniveauet over det, der kendetegner pøbelmedier som Facebook og Ekstrabladets “Nationen”.

I en debat på selvsamme Facebook harcelerede Helleberg samtidig over “rige mennesker uden følelse for andet end penge og deraf købt succes”, og da en debattør påpegede hendes urimelige generalisering, svarede hun igen ved at blokere ham med denne velformulerede besked, der viser Hellebergs kunstneriske talent såvel som hendes menneskelige format:

Maria Helleberg. "ved du hvadm, by by svinefjæs"
Bemærk at hele 50 % af ordene er stavet korrekt!

Uetisk Råd ser frem til, at mange vil følge Maria Helleberg ind i den hellige orden af tonevogtere.

din stemme i et sygt, sygt samfund!