Tag-arkiv: forurening

Nyt værk fra kunstneren Malene@sutskO

Malene@sutskO: Jeg har ikke råd til kollektiv transport. © 2017 Malene@sutskO; alle rettigheder forbeholdes.

Uetisk Råd har fornøjelsen af at kunne præsentere det nyeste værk fra digteren Malene@sutskO. Værket, der ses på billedet herover, bærer titlen Jeg har ikke råd til kollektiv transport og kan nydes på hverdage mellem kl. 7:45 og 16:00 på parkeringspladsen foran Årslevhallen.

Det er gratis at beskue værket (medmindre man ønsker at betale); fredag er der halv pris. Malene@sutskO pointerer, at værket ikke alene består af selve bilen:

“Luften omkring er vigtig, for det er den, jeg forurener, for at spare penge”.

Børn skal have bly, mener EU og UR

Chromgelb
Det drejer sig om det smukke farvestof kromgul, også kendt som blykromat, PbCrO4.

Takket være en ny EU-vedtagelse bliver det fremover igen tilladt at male striber på vejene med materialer, der afgiver giftige og kræftfremkaldende stoffer som bly og krom til jorden, luften og drikkevandet.

Uetisk Råd er selvsagt helhjertede tilhængere af idéen, men mener dog, at der kunne og burde gribes langt hårdere ind: Det skal ikke bare være tilladt, men simpelthen påbudt at udlede de farlige stoffer til naturen. Og i stedet for at vente på, at de bliver slidt af vejene og skyllet ud i miljøet, skal man hellere fylde giftstofferne direkte ned i drikkevandet, sådan at man er sikker på, hvor de ender.

I disse Brexit-tider kunne Danmark passende overtage den dosis blykromat, der ellers skulle have været brugt hos briterne, og hælde det ned i børnenes soppebassiner og byernes drikkevandsforsyninger.

En anden mulighed er at lade sig inspirere af de mongolske horder, der i middelalderen ofte hældte smeltet bly ned i halsen på deres fjender (dvs. uskyldige civile, der kom i vejen for unionen imperiet). På den måde forenes lidelse med forurening til fælles bedste. Den gule fare bliver den gule lykke!

Den mest uetiske personlighed fundet!

Det er med stor forargelse, at Uetisk Råd har iagttaget den danske “statsminister” Anders Fogh Rasmussens forfærdelige leflen for Kofi Annan – den vammelt-etiske generalsekretær for de såkaldte Forenede Nationer. Uetisk Råd ønsker Annan udskiftet hurtigst muligt, og helst inden hans embedsperiode alligevel udløber; Rådets kandidat som afløser for Annan vil være dén person, der vinder den store af Uetisk Råd udskrevne konkurrence om titlen Verdens mest uetiske personlighed 2006, som Rådet udskrev for nogen tid siden.

Efter at have modtaget utallige stemmer fra ivrige, uetisk interesserede borgere, tegner feltet sig således:

uetiske_personligheder_grafik

*) Ahmed Abu Laban, Ahmed Akkari og Ryad Hlayel (eller hvad han hedder)

**) Finlands sejrrige deltagere i Det Europæiske Melodi Grand Prix

***) Den lille hvide robotbabysæl

Som den opmærksomme læser vil bemærke, er Adolf Hitler og Thomas Gravesen ikke længere med i konkurrencen, idet Uetisk Råds redaktion har diskvalificeret disse to fremtrædende personligheder for ikke at lade konkurrencen være afgjort på forhånd. Endvidere er Benito Mussolini, Lars Larsen, Silvio Berlusconi, Peter Brixtofte og de to iranske repræsentanter blevet udelukket af tekniske årsager. Blandt de tilbageværende fremstår den af Uetisk Råd så afholdte forretningsmand John “Rich Pig” Wallace som vinder af flest stemmer, idet han dog dog har Bjarne Riis og de tre dejlige imamer lige i hælene. På baggrund af dette resultat var Rådet mest tilbøjeligt til at lade titlen og prisen tilfalde de tre imamer, men efter at have overvejet sagen nærmere, er Rådet nået frem til den konklusion, at det vil være bedst at ignorere samtlige afgivne stemmer og i stedet lade titlen tilfalde Urban 2. (ca. 1035-1099), der var pave fra 1088 til sin død (Urban må endelig ikke forveksles med det ubehagelige avis-organ af samme navn).

Ganske vist er Urban 2. mest kendt for at have været igangsætter af det første korstog, der blev indledt af det kristne Europa for at generobre de muslimsk-kontrollerede pilgrimsmål i Det Hellige Land, og Urban 2. kan således med god ret ses som en mand præget af ulækker-korrekt etik og moral. Imidlertid medførte de selvsamme korstog så megen død og ødelæggelse, at Urban alligevel med lethed kvalificerer sig til den ærefulde titel. Det faktum, at Urban 2. har været død i 907 år, gør ham også til en oplagt ny generalsekretær for FN, idet organisationen derved (i endnu højere grad end i dag) vil kunne vise sin ineffektivitet og dermed kunne give verden endnu et skub i retning af det herlige, uetiske anarki.

Uetisk Råd vil dog samtidig foranledige, at den store nordkoreanske leder Kim Jong-Il udnævnes til stedfortræder for Urban 2. på FN’s generalsekretærpost, idet Rådet ønsker en fast hånd til at tage sig af den globale koordinering af kampen imod havfugle, fremme af kvindehandel og øvrige uetiske mærkesager.

Rig uetisk mand udtaler sig

“Jeg blev rigtig rig, da jeg indså, at man ikke kan blive rig ved at være blødsøden og næstekærlig. Næ, nej! Man skal udnytte nogle andre mennesker på det groveste, før det kan betale sig. Og se på mig. Jeg har en Spice Girl som kone; tre biler og et dusin køer!”

Således begynder John “rich pig” Wallace sine udtalelser omkring sine umådelige rigdomme, som beror på afkastet fra fire store fabrikker placeret i det “mørke” Mellemamerika, hvor årslønnen er lavere, end hvad en gennemsnitlig 15-årig opvasker fra Danmark får om dagen. Regionen er nøje udvalgt, da John “rich pig” Wallace ikke har skrupler over at udnytte, at området her er kendt for børnearbejde, trange arbejdsvilkår og voldsomme klasseskel, hvor proletariatet lever under dårligere vilkår, end den danske arbejderklasse gjorde før 1890.

“Da jeg var lille, drømte jeg altid om at få en kone med store patter, et par Cadillacs og et hus, som skal fyldes op med store fjernsyn, stereoanlæg, slaver og flere nøgne piger. Jeg har altid været en kapitalist-fan. Penge er livet. Det er kærlighed ikke”, ytrer han.

Herefter fortæller John “rich pig” Wallace om en barndom fuld af had og vold; hans far var således en højt profileret direktør i en virksomhed, som igennem flere år måtte gennemgå mange retssager grundet skattesvig, udnyttelse af arbejdskraft samt miljøforurening. Derhjemme afreagerede faderen ved at slå sønnen John samt på hans kæledyr, geden “Shitbreak”, som også John selv yndede at slå på. Lille John og geden Shitbreak såvel som den bylde-befængte kæle-køter (halvt rottweiler, halvt hyæne) “Uncle Alphonso” var et yndet mål for faderens perverterede seksuelle overgreb.

“Disse oplevelser gjorde mig stærk og lærte mig således, at man skal være kold og kynisk for at leve. Dette gjorde altså, at jeg til sidst valgte at blive tøj-, lim- og våbenproducent, og at mine produkter skulle produceres i et fattigt land med dårlige kår.”

– Gjorde det ondt da din fader slog dig? – Og i så fald, hvor ondt på en skala fra 1 til 10?

“Hmm… Jeg bed det i mig… Men jeg vil sige at det nok ligger på en ren 10’er. Han slog hårdt. Meget hårdt. Nogle gange brugte han sågar en spade!”, griner John Wallace og fortsætter: “Det vækker minder, det gør det. Gode som dårlige. Jeg har lært af det – og jeg handler på samme vis over for mine børn og medarbejdere.”

Herfra må John “rich pig” Wallace forlade Uetisk Råds udsendte medarbejder i virksomhedens hovedkontor i Californien. Et kontorkompleks prydet med plakater af store mænd igennem tiderne, herunder den gamle South Carolina-senator, som meldte staten ud af den amerikanske union for at bevare slaveriet tilbage i 1800-tallet. John “rich pig” Wallace sender dog en særlig hilsen til det danske Råd:

“Fortsæt arbejdet. Vi vinder en dag.”

Og det håber vi.

Technokrati – det rigtige alternativ

Ideologien teknokrati sigter mod et samfund, som ledes af tekniske eksperter; bruges især om en teori udformet i USA i 1932, ifølge hvilken samfundet skal organiseres efter tekniske metoder og ledes af teknikere. Teknokratiet er en meget forkastelig samfundsform, som Uetisk Råd på ingen måde kan bakke op om. I stedet for teknokrater (eksperter) skal vort land ledes af tåber og idioter, således at vi en dag får omstyrtet dette vort demokratiske samfund! Derfor foreslår Uetisk Råd indførelsen af et technokrati, hvor landets DJ’s, pop- og techno-stjerner skal indtage regeringspladserne. Uetisk Råd foreslår en regeringskonstellation på følgende vis:

  • Statsminister:
    DJ Aligator
  • Udenrigsminister:
    Bjørn Svin
  • Finans-, skatte- og økonomiministre:
    Gruppen Aqua
  • Transport- og kulturministre:
    Nik & Jay
  • Forsvars- og kirkeministre:
    Susi og Leo
  • Social- og justitsminister:
    Thomas Helmig
  • Ligestillings- og energiminister:
    DJ Bizz
  • Integrations- og fødevareminister:
    Niarn

Derudover vil Uetisk Råd nedlægge en række ministerier: Beskæftigelsesministeriet, da vi ønsker arbejdsløshed; Sundhedsministeriet, da vi naturligvis ønsker usunde folkefæller; Miljøministeriet, da vi ønsker havfugle udryddet; Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, da vi mener, at familieliv er et udtryk for tåbelig humanisme.

Uetisk Råd overvejer desuden muligheden for at indsætte Ufo & Yepha som indenrigsministre. Duoen kandiderer endvidere som mulige ministre i et nyt udenrigsministerium, der skal konkurrere med det eksisterende, hvorved bureaukratiet fremmes og borgerne svigtes på uetisk vis.

Atomkraft – endnu et dilemma

atomkraftUetisk Råd er dybt splittet over dette emne. For på den ene side vil det gavne både den europæiske økonomi såvel som miljøet, da vi derved vil udsende færre CO2-gasser – hvilket vi i Rådet ikke kan se noget formål med, da dette vil spolere vor livsvigtige kamp imod havfugle! Med hensyn til økonomien vil det skabe vækst i EU, hvis vi fik vor egen industri, som kan levere energi, og samtidig vil vi blive mindre afhængige af de arabiske leverandører. Men da Uetisk Råd er glade for at støtte arabiske regimer, som oftest er enevældige (og desuden støtter terrorisme), kan vi ikke bakke op om atomkraft i EU.

På den anden side er det positivt set i uetisk regi, at Barsebäck er beliggende så tæt på en millionby. For dette gamle kraftværk tilhører den ældre generation af atomkraftværker, som ikke er sikrede mod nedsmeltning og et efterfølgende radioaktivt udslip. Derved skal dette kraftværk bevares og presses til det yderste, således vi kan få et udslip, som i sidste ende vil gavne os økonomisk positivt, idet alle vore sygehuse og læger skal sættes i sving [og som også vil gavne os uetisk, idet mennesker bibringes lidelse, red.].

Hjælp til indisk færgeophugning

De lunefulde, demokratiske politikere med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i spidsen kaster om sig med forslag til hvordan vi kan “hjælpe” inderne med at gennemføre ophugningen af de forskellige danske færger. Blandt andet er emner som bedre arbejdsmiljø og hensigtsmæssig ophugning i forhold til miljøet nævnt. Dog er Uetisk Råd endnu en gang uenig med det omkringliggende samfund. I stedet foreslår vi, at vi sender danske skolebørn ned til den indiske kyst for at hjælpe til, således at færgeophugningsprocessen vil tage sig meget hurtigere ud! Af sted, siger Uetisk Råd!

Miljøskadelig ophugning af færger

I den seneste tid har der været en del polemik omkring danske færger, som bliver sendt til Indien for at blive skrottet. Dette har fået megen kritik i den danske “verdenspresse”, eftersom der er mange børnearbejdere at forefinde på disse strande, hvor færgerne hugges op. Uetisk Råd forstår simpelthen ikke kritikken. Der er ingen, absolut INGEN reelle argumenter for, at vi ikke burde sende vore færger til den indiske kyst. Uetisk Råd støtter udbredelsen af børnearbejde. I nord, syd, øst og vest.

I forlængelse af ovenstående tilføjer et rådsmedlem:
I spørgsmålet vedr. placering og/eller skrotning af de gamle storebæltsfærger er meldingen fra Uetisk Råd ganske klar: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og derfor er efternævnte forslag kommet på bordet: Man hugger skibet op i dele, og stedfæster dem som legeredskaber på kommunernes specialskoler. Asbesten, olieudslippet og de farlige luftarter vil diskret sætte en stopper for adskillige parasitter på samfundets udviklingsbetingelser, heriblandt: 1) dumme børn, 2) pædagoger og 3) fingermaling. Uetisk Råd har sendt denne affaldsløsningsmodel til bl.a. Rusland, USA og Tyskland, da den uden modifikationer kan overføres til spørgsmålet vedr. skrotning/afskaffelse af atomaffald.

Klimaændringer

smeltUetisk Råd er modsat resten af vort omliggende samfund særdeles positivt indstillet overfor det stigende CO2-udslip. Mange CO2-kritikere anfører til Uetisk Råds gru, at vi bør mindske udslippet af dette, da polerne lige så stille vil smelte, og verdenshavene dermed vil stige. Dette er jo ikke negativt. Hvis verdenshavene stiger vil vi få brug for mere “infrastruktur” på vandet: flere skibe! Og der vil blive brug for at transportere olie over større områder. Som erfaret sker det ofte, at olietankere slipper olie ud i vandene. Men denne forurening er tillige en gevinst for naturen, da vi som tro darwinister ser fugle som svage. Hvis de ikke kan overleve et olieudslip, vil Gud ikke have dem på jord!

Desuden vil en nedsmeltning af iskapperne på polerne samt f.eks. den grønlandske indlandsis ikke alene indirekte skade havfugles levevilkår som ovenfor beskrevet, men vil også spille en rolle for arbejdet med at gøre livet surt for det grønlandske folk. Eftertragtelsesværdigt, mener Uetisk Råd.