Tag-arkiv: TV2

Henrik Qvortrup skifter fra TV2 til Uetisk Råd

Den skandaleombruste “journalist” Henrik Qvortrup tager endnu et skridt op ad den uetiske karrierestige. Qvortrup, der tidligere har lavet sit beskidte arbejde for moralsk anløbne virksomheder som Ekstrabladet, BT og Anders Fogh Rasmussen, er nemlig blevet involveret i den store sag om slamjournalistikkens højborg, Se & Hør, der har brugt ulovlige kontodata til at overvåge kendte menneskers færden. Qvortrup har som konsekvens heraf opsagt sit nuværende job på tumpe-stationen TV2, og det er Uetisk Råd en stor glæde at kunne byde Qvortrup velkommen i Rådet, hvor han bl.a. vil arbejde med emner som islam, organhandel og limeksport.

Rådet har gode erfaringer med Qvortrup-slægtens uetiske gener, eftersom Rådet i forvejen har ansat Henrik Qvortrups slægtning, den løgnagtige akademiker og svindlende journalist Mads Qvortrup.

Hykleren Manu Sareens vise ord

Manu Sareen (rad.) er utilfreds med, at Søren Pind (V) er udnævnt til ny integrationsminister i dagens ministerrokade.

Uetisk Råd deler Sareens holdning, for han er en mand, man bør lytte til, hvis man vil høre uetikkens stemme:

Selv om indiskfødte Manu Sareen i et interview har kaldt danskere, der fravælger skoler med mange tosprogede elever, for hyklere, har han selv valgt en skole med få indvandrere til sine egne børn. (Manu Sareen sender sine børn på ‘hvid skole’)

Allerede ved sidste kommunalvalg gjorde han sig bemærket ved at gå til valg på modstand mod Dansk Folkeparti og herefter støtte en konstitueringsaftale med samme parti:

Manu Sareen afviser, at han har givet sit sammentykke* til en mulig konstituerings­aftale med Dansk Folkeparti.

»Det mindes jeg altså ikke. Jeg sad og sms’ede og tænkte på et interview, som jeg skulle ud og lave med TV 2 Lorry«, siger Manu Sareen. (Manu Sareen husker ikke ja til DF)

Sareen er altså en stor, fed hykler med en dårligere koncentrationsevne end en gennemsnitlig teenage-pige. Lyt til denne mand, mener Uetisk Råd.

*) UR har med vilje ikke rettet fejlene i teksten, da Rådet ønsker, at danske journalisters umådelige stupiditet skal fremstå klarest muligt. Lad landet gå under i fordummelse, mener Rådet.

TV2’s dejlige idiot-journalistik

Uetisk Råd har altid beundret TV2, der løbende har holdt den uetiske fane højt ved at fylde befolkningen med idioti. Nu, hvor befolkningen i Ægypten desværre er ved at skille sig af med det korrupte araberregime, har TV2 formået at sætte en vidunderlig, ny uetisk bundrekord for journalistisk intelligens; tv-stationen har nemlig oprettet et særligt studie i Kairo, således at ethvert indslag om Ægypten afvikles efter følgende fremgangsmåde:

  • Idiotisk vært i Danmark: “Mener befolkningen i Ægypten stadig, at Mubarak skal gå af?”
  • Tåbelige Natasja Crone i Kairo: “Jeg ved det ikke, for jeg er først ankommet her til formiddag. Men jeg spørger dig, Steffen Jensen: Mener befolkningen i Ægypten stadig, at Mubarak skal gå af?”
  • Fjogede Steffen Jensen ved siden af Natasja Crone: “Ja. Steffen Jensen, TV2/Nyhederne, Kairo.”
  • Tåbelige Natasja Crone: “Det, Steffen Jensen siger, er altså, at befolkningen i Ægypten stadig mener, at Mubarak bør gå af. Natasja Crone, TV2/Nyhederne, Kairo.”
  • Idiotisk vært i Danmark: “Natasja Crone rapporterer altså fra Ægypten, at befolkningen stadig ønsker Mubaraks afgang. Vi er nu igennem til Ulla Terkelsen, der befinder sig ude i Kairo, og Ulla, kan du bekræfte dette?”
  • Latterlige Ulla Terkelsen: “Jeg står ude midt i samtlige brændpunkter her i Kairo, og ja, jeg kan bekræfte, at befolkningen stadig mener, at Mubarak bør gå af. Ulla Terkelsen, TV2/Nyhederne, Kairo.”
  • Idiotisk vært i Danmark: “Vi hører altså fra Kairo, at befolkningen fortsat ønsker Mubaraks afgang. Men Natasja, har befolkningen haft dette synspunkt længe?”
  • Tåbelige Natasja Crone: ”Jeg ved det ikke, da jeg som sagt først ankom her til formiddag, men jeg stiller spørgsmålet videre til Steffen Jensen. Steffen, har befolkningen …”

Uetisk Råd ville gerne have manipuleret med ovenstående, men TV2 har helt på egen hånd lavet proceduren så idiotisk og fordummende, at det ikke er muligt at forbedre den; og Rådet kan derfor kun ønske tillykke. UR kan derfor også kun glæde sig til, at overfaldet på Steffen Jensen vil give TV2 (og alle de andre fordummende medier) nye muligheder for at tale med mediefolk, der taler med mediefolk, der taler om mediefolk, der …

Plummer burde blive

DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, har forsøgt at handle med fortrolige oplysninger for at undgå at blive fremstillet som en horebuk; han har fremsat udokumenterede beskyldninger om regnskabssvindel; og nu beskyldes et firma, han er formand for, for svindel.

Som generaldirektør har Plummer således alle de egenskaber, Uetisk Råd kunne ønske sig, og Rådet er derfor meget fortørnet over, at Klummer er gået af.

Hvis det ikke kan være anderledes, vil Rådet imidlertid stå fast på sin tidligere anbefaling, nemlig at gøre fupmageren Jeppe Nybroe til direktør for DR (og for TV2!). Nybroe vil kunne videreføre den blanding af svindel og inkompetence, som har været Plummers kendetegn.

Hil dig, Jeppe Nybroe!

Det har i mange år været almindeligt kendt, at journalister hørte til blandt uetikkens sande støtter: De fylder befolkningen med fordummende artikler og radio-/tv-indslag osv., de fordrejer og fortier, og nu viser det sig til Uetisk Råds jublende begejstring, at de også simpelthen lyver for åben skærm. Således er det kommet frem, at DR’s tv-avis-vært og reporter Jeppe Nybroe har svindlet med tv-billeder fra Irak, og hvad mere – og bedre – er: Han har efter alt at dømme gjort det for at fremstille sig selv i et glorværdigt lys som “manden på pletten”. Netop Nybroe har i årevis været kendt for at lave dejlig, uetisk “journalistik” i form af de såkaldte “faldskærmsindslag”, hvor han flyves ind til de fjerneste egne af kloden for derefter på herlig, selvsmagende vis at fortælle de apatiske seere om noget, som han dybest set ikke ved noget om, hvilket dog heldigvis ikke forhindrer ham i at have en mening derom.

Uetisk Råd ønsker derfor, at Jeppe Nybroe bliver gjort til generaldirektør for såvel DR som TV2, således at hans dejlige kæphøjt-overfriske attitude kan komme til at præge alle kanaler fra de to medievirksomheder (og således at de kan overtage hinandens fejl og tåbeligheder (i det begrænsede omfang dette ikke allerede er tilfældet)). Lad troværdige mediefigurer som Joseph Goebbels (tidligere tysk minister for folkeoplysning og propaganda), Jeppe Nybroe og Mohammed Said al-Sahhaf (tidligere irakisk informationsminister) være forbilleder for alle mennesker i ethvert medie!

Tilføjelse, 6. september 2007:
Afdækningen af Nybroes herlige bedrifter fortsætter.

Fodboldklubber

Uetisk Råd kan intet andet end at opfordre den uetiske fodboldfan til at støtte følgende klubber:

  • Dynamo Berlin
    Grundlagt som fodboldklub for Stasi-agenter under DDR-regimet.
  • Lazio
    Klubbens fans er berygtede verden over for deres højreradikale fremtoning.
  • AC Milan
    Klubbens ejer er Silvio Berlusconi, som Uetisk Råd gerne ser som opkøber af TV2.
  • Millwall
    Klubbens fans er blandt de mest berygtede i Storbritannien. Millwall er derudover et af de mest kriminelle kvarterer i London.
  • Cardiff City
    Den walisiske klubs tilhængere overgår de engelskes “grusomheder”.
  • Celtic FC
    Skotsk, katolsk klub fra Glasgow. Strides hvert år med den protestantiske klub Rangers FC, som også er fra Glasgow. Had er med andre ord fremherskende.

TV2-problematikken

tv2Regeringen med kulturminister Brian Mikkelsen (K) i spidsen har i denne uge valgt at droppe planerne om at sælge TV2 [indtil videre, red.]. Flere danske aktører har været på banen og givet et bud, blandt andre JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin. Dog har Uetisk Råd hele tiden været meget skeptisk over disse udsigter til endnu mere såkaldt sagligt tv, eftersom indehaverne af bemeldte avisselskaber fejlagtigt er kendte for at levere seriøs journalistik.

Blandt Uetisk Råds medlemmer er der således forskellige opfattelser af en eventuel løsning. Flere peger på, at prominente mediegiganter som Rupert Murdoch og Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi bør overtage den landsdækkende tv-kanal. Andre peger derimod på, at TV2/Danmark A/S bør lukkes, eftersom almen folkeoplysning ikke er velset af rent uetiske grunde, da folket gennem mere oplysning af objektiv såvel som subjektiv art i højere grad kan gennemskue regimets gøren og laden. Det kvalitetsmæssige niveau taget i betragtning, kan der dog næppe være tvivl om, at TV2 er en vigtig faktor i den totale fordummelse af hoben på gaden, hvilket Uetisk Råd kun kan bifalde.