Tag-arkiv: kapitalisme

Statshasard

Benny Engelbrechts hoved på en roulette
Originalfotos: Socialdemokraterne/Torsten Graae; Oniff

Socialdemokratiet og Uetisk Råd er helt på linje i sagen om salget af den del af Danske Spil, der udbyder poker og kasino osv. Socialdemokraterne, der har stået i spidsen for at sælge Danmarks telenet (TDC) og energiforsyning (Dong) til amerikanske kapitalfonde, mener nemlig, at udbydelse af hasardspil er en kerneopgave for staten.

Uetisk Råd bakker fuldstændigt op om denne konsekvente linje, og Rådet forventer derfor, at Socialdemokratiet i nærmeste fremtid vil foreslå privatisering af eksempelvis militæret og politiet, imens man omvendt nationaliserer en række andre opgaver, der naturligt hører til i den offentlige sektor: prostitution, mobning, fabrikation af lim m.m.

Sådan er kapitalismen – analyse af verdens bedste sang

Ordet “dich” er tysk og betyder “dig”, men på dansk udtales det ligesom det engelske ord “dick”, der også betyder “dig”, undtagen på visse engelske dialekter, hvor det betyder “dej”; hvis du for eksempel er på rejse i Australien, og din kammerat siger: “She wants your dick, mate”, kan du godt begynde at finde surdejen frem.
Ordet “dich” er tysk og betyder “dig”, men på dansk udtales det ligesom det engelske ord “dick”, der også betyder “dig”, undtagen på visse engelske dialekter, hvor det betyder “dej”; hvis du for eksempel er på rejse i Australien, og din kammerat siger: “She wants your dick, mate”, kan du godt begynde at finde surdejen frem.

Er du gymnasieelev eller på andre måder et dovent svin, der mangler en litterær analyse? Eller er du bare en fordrukken hippie, der ønsker at få bekræftet din dårlige smag fra dengang, da du var ung, skæv og stadig havde dine flok-idealer i behold? Fortvivl ikke, her er en færdigpakket tekstanalyse af et af den danske kulturs største litterære mesterværker, sangen Sådan er kapitalismen fra 1966 med tekst og melodi af geniet Per Dich (1926–1994).

Sangen har syv strofer (vers) på hver fire vers (linjer), hvortil kommer et refræn (omkvæd) af samme omfang. Meteret (versmålet) er ikke så enkelt at definere, eftersom antallet af stavelser i hver verslinje sjældent overholder nogen regler og egentlig ikke passer helt til melodien – et tydeligt tegn på Dichs store kunstneriske format. Enderimene i verslinjerne følger den vilde og grænseoverskridende struktur ABAB, her fra anden strofe:

gået–pigejagt–no’et–sagt

Det samme gør sig gældende i omkvædets struktur, her bare med ord, der ikke rigtigt rimer:

kapitalismen–løn–men–synd

Den samlede struktur for strofe + omkvæd bliver derfor ABAB–CDCD. Klassisk og næsten på kanten af at være korrekt gennemført.

Det, der først og fremmest gør sangen til en så enestående kunstnerisk bedrift, er, at der ikke er nogen form for sammenhæng imellem sangens egentlige budskab og handlingen omkring dens kvindelige, unavngivne protagonist (hovedperson). Budskabet leveres nemlig i omkvædet og har karakter af et postulat, altså en påstand, der ikke på nogen måde bakkes op eller underbygges af sangens strofer, ligesom omkvædet omvendt heller ikke tilfører nogen form for indsigt eller uddybning af det, der siges i stroferne.

Budskabet om, at kapitalismen er ond og går ud over de “arme”, altså de fattige stakler, fremføres igen og igen på sin fængende melodi – så subtilt og smukt, som blev det kørt ind med gaffeltruck, og med en kunstnerisk stemning af ølsjatter og råbekor; alt imens beretter stroferne historien om en falden pige, hvis ulykke ikke har anden forbindelse med kapitalismen, end at det postuleres, som var det et religiøst mantra, hvilket vel også netop er tilfældet med denne artistiske perle fra den kommunistiske erstatningsreligion. Per Dich fortjener religiøs tilbedelse for at have frembragt så gennemført himmelske kunstværker som denne sang.

Vi vil nu gå videre til en nærmere analyse af stroferne:

  1. Hun var fattig, men så ærlig,
    hun var barndomshjemmets pryd;
    men en rig mand blev begærlig,
    og så tog han hendes dyd.

Hovedpersonen introduceres ved et snedigt greb, hvor der for vore øjne straks males et billede af hendes situation og karakter.

En parallelkonstruktion til “fattig, men ærlig” findes i kendte talemåder som “tilfreds, men gul”, “vred, men glad” og “sur, men træt”.
En parallelkonstruktion til “fattig, men ærlig” findes i kendte talemåder som “tilfreds, men rig”, “vred, men glad” og “sur, men træt”.

Oplysningen om, at hun var fattig, men ærlig, er særligt værd at lægge mærke til, eftersom Dichs overrumplende brug af den parataktiske kon-/disjunktion (sideordnende bindeord) “men” antyder, at der skulle bestå en modsætning imellem at være fattig og at være ærlig, eftersom der ellers ikke skulle have stået “men”, men i stedet “og”. Et meget negativt syn på fattige kommer altså tidligt til udtryk, hvilket kan virke overraskende, eftersom sangens eneste forsøg på en pointe ellers er, at rige mennesker er nogle svin, og at det er den private ejendomsrets skyld. Men i realiteten er det bare et tegn på kunstnerisk overskud, når guddommelige Dich allerede fra ord nr. 4 begynder at modsige sig selv.

Overraskelserne fortsætter i tredje verslinje, hvor vi møder pigens modstander (antagonisten), som iværksætter handlingsgangen ved at tage hendes dyd. Bemærk den vidunderlige overensstemmelse imellem, at pigen er “fattig, men ærlig”, mens manden er “rig og begærlig”. Den angiveligt naturlige modsætning imellem fattigdom og ærlighed stilles på mærkelig vis over for et postuleret, om end totalt fraværende kausalitetsforhold imellem at være rig og at være et svin. Intet i handlingsforløbet ville blive anderledes, hvis der i stedet for en rigmand var tale om eksempelvis en kommunistisk partifunktionær, en høj mand, en fagforeningspamper, en asylansøger, en rødhåret tømrer eller en fattig taxachauffør; men eftersom der nu engang er tale om en rig mand, føres man direkte over i omkvædet:

Sådan er kapitalismen,
utak er de armes løn,
det’ de riges paradis, men
jeg syn’s fa’me det er synd.

Ved den gennemtænkte brug af adjektivet (tillægsordet) “sådan” forledes læseren/lytteren til at tro, at der er en egentlig sammenhæng imellem det, vi lige har hørt om en mands forførelse eller voldtægt af en pige, og den kapitalistiske produktionsmåde. Per Dich er generøs nok til at undlade at komme nærmere ind på, hvordan et individuelt seksuelt fejltrin eller ligefrem et overgreb umiddelbart står i forbindelse med indretningen af en samfundsstruktur, der bygger på akkumulation af kapital med henblik på forrentning ved videreinvestering; men den oplyste læser eller tilhører kan nok drage sine egne uberettigede, men bekræftende konklusioner. “Ræsonnementet”/postulatet følger dette skema:

Hvordan? Sådan! [forklares ikke]
Hvorfor? Fordi! [begrundes ikke].

Argumentationsstrukturen kunne også udtrykkes således:

per_dich_kapitalismen_argumentationsstruktur

Videre til strofe to:

  1. Da på ballet hun var gået,
    traf hun ham på pigejagt.
    Hun sa’: Jeg har aldrig fået no’et
    det sku’ hun aldrig ha’ sagt.
    Sådan er kapitalismen…

På underfundig vis fører Dich os nu pludselig lidt tilbage i tiden igen; efter at have fået introduceret pigen og hendes ulykkesmand og hørt konklusionen, nemlig at han deflorerede hende, går vi pludselig tilbage til den mellemliggende periode for at få demonstreret, hvordan forførelsen eller overgrebet (det bliver aldrig klargjort) kunne finde sted. Det umotiverede skift i tid følges på sublimeste vis op af én af sangens allerbedste passager, nemlig den fjerde linje, der fuldkommen falder uden for den etablerede metrik ved at have en så skæv trykfordeling, at den kun kan synges af meget fulde mennesker (hvilket givetvis sjældent volder problemer). Uden nogen yderligere anledning følger igen den forudgivne konklusion, nemlig at “sådan er kapitalismen”. Sammenhængen imellem mødet på dansegulvet og kapitalismens profitmaksimeringsparadigme forklares ikke, men postuleres igen. Herefter tredje strofe:

  1. Hun tog toget ind til staden
    for at skjul’ sit syndefald,
    nu går hun og trækker på gaden,
    fire kroner for et knald.
    Sådan er kapitalismen…

Skønt vi ikke har fået noget at vide om det tidligere, fremgår det nu, at de hidtil nævnte optrin åbenbart har fundet sted ude på landet, eftersom der nu skiftes scene til byen; hertil tager pigen for at skjule, at hun er blevet gravid med den rige mand fra dansegulvet. Uden yderligere begrundelse forklarer den humpende tredje verselinje, at hun er blevet gadeluder, og det oplyses, at hun tager fire kroner for et samleje. Hvorfor er hun blevet prostitueret, og hvorfor kunne hun ikke få et andet job, og hvorfor er det kapitalismens skyld? Per Dich ved det, men vi ved det ikke.

Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks for perioden 1966–2015 (årsgennemsnit). Året 1900 = indeks 100; 1966 = 733; 2015 = 6891.
Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks for perioden 1966-2015 (årsgennemsnit). Året 1900 = indeks 100; 1966 = 733; 2015 = 6891.

Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks oplyser, at 4 kroner i 1966-priser svarer til 37,60 kr. i 2015-priser. Pigen synes altså at have sat prisen for seksuelt samkvem endog meget lavt; selv en ganske høj produktionsfrekvens på to knald i timen vil ikke give hende en timeløn i nutidskroner på mere end 75,20 kr. før skatter og afgifter. Per Dich drager den forventede (om end forkerte) konklusion, at det er kapitalismens skyld, idet han graciøst underlader at berette, hvorfor og hvordan den kapitalistiske samfundsmodel har tvunget pigen til at sælge sin krop til langt under den forventede markedspris. Pigen og/eller tekstforfatteren bryder helt og aldeles med det kapitalistiske grundprincip om, at markedsprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel; og fordi den beskrevne handling således intet har at gøre med kapitalisme, er det kapitalismens skyld, at det sker. Fornem kunst og ikke mindst fornem behandling af læseren/lytteren. Fjerde strofe beretter om en uventet side af prostitutionstemaet:

  1. Se det lille hus med stråtag,
    hvor hendes gamle moder bor,
    æder kaviar med velbehag,
    lever fedt af dat’rens hor.
    Sådan er kapitalismen…

Vi er nu tilbage på landet, hvor pigens mor bor i et fint lille hus. Som læser eller lytter skulle man efter oplysningerne i tredje strofe have troet, at pigens tur til staden blandt andet fandt sted netop for at undgå, at hun skulle konfronteres med sin mor; men det viser sig nu overraskende, at denne “lever fedt af dat’rens hor”, som det yndefuldt beskrives. Hvordan kan det være, at datterens meget lave timeløn som prostitueret sætter hendes mor i stand til at leve et luksuriøst liv med indtag af kaviar? Svaret er selvfølgelig, at “sådan er kapitalismen”. Hvorfor? Fordi. Derved er det også tydeligt bevist, at kapitalismen er skyld i, at pigens mor tilsyneladende har kastet de varme følelser overbord, som hun ellers havde i strofe 1, og i stedet er begyndt at udnytte sin datters ulykkelige situation økonomisk. Sådan gør flertallet af forældre jo typisk i kapitalistiske stater, men til gengæld aldrig i samfund, der er indrettet som socialistiske kommandoøkonomier. Femte strofe fortsætter:

  1. Pigen trækker nu på Strøget,
    klædt i laktaske og tyl.
    Hun er havnet helt i møget,
    det’ det rige møgsvins skyld.
    Sådan er kapitalismen…

Her foretages en foreløbig opsummering af pigens livsløb, som det indtil videre har formet sig; hun er begyndt at arbejde på Strøget, hvilket åbenbart ikke hele tiden har været tilfældet, eftersom Dich diskret har anvendt tidsadverbiet “nu”, der indikerer, at der er tale om en forandring i forhold til tidligere. Vi får at vide, at hendes begrædelige skæbne er “det rige møgsvins skyld”, hvilket dog uden yderligere forklaring medfører en fornyet konstatering af, at det ikke alene er det konkrete rige møgsvins skyld, men simpelthen er et resultat af den markedsøkonomiske samfundsform. Vi har nu nærmet os afrundingen af hændelsesforløbet og er kommet til sjette strofe:

  1. Hun har ligtorne på halen,
    hun har fnat – og det De ved,
    så hun springer i kanalen
    slut med hor – ja ded var ded.
    Sådan er kapitalismen…

Ligtorne kan man have under foden. Man skulle derfor have troet, at første verslinje kunne slutte på f.eks. “hælen”, men med vanlig kunstnerisk træfsikkerhed har Dich i stedet skrevet “halen”, hvilket ganske vist er blottet for enhver mening, men til gengæld rimer på “kanalen” i tredje verslinje. Foruden fnat har den stakkels pige også fået “det De ved”, hvilket må antages at dække over en eller flere kønssygdomme, som hun har pådraget sig som følge af prostitutionen; en nærmere beskrivelse gives ikke, eftersom ordene “det De ved” væsentligst synes at være valgt for at kunne frembringe et rim med den underlige teatersjællandske dialektalform “ded var ded”, som afrunder fjerde verslinje. Dette forsøg underløbes dog af Dichs egen udtale, hvor “ved” udtales “ve” med stumt d, hvorfor det ikke rimer på “ded”, der hermed bliver overflødigt (men stadig lyder dumt – undtagen, naturligvis, i Per Dichs virtuose fuldemandsvrælen).

Med pigens selvmord ophører hendes muligheder for at forbedre sin situation, hvilket uden synlig begrundelse henføres til den velkendte årsag, at “sådan er kapitalismen”. Sygdommene, selvmordet og ophøret af muligheden for at tjene penge er altså begrundet i den kapitalistiske samfundsstruktur, og det må derfor underforstås, at en afskaffelse af den private ejendomsret ville kunne bringe pigen på ret køl, gøre hende rask, oprette hendes menneskelige værdighed og forhindre hendes selvmord. Det fremgår næsten af teksten. Til sidst tager sangen dog en uventet drejning – Dichs krøllede genialitet slår gnister igen:

  1. De trak hende op af dyndet,
    pjaskvåd, viklet ind i tang.
    Hun er død, for hun har syndet,
    men hun rejste sig og sang:
    Sådan er kapitalismen…

Efter at have fulgt en socialrealistisk fortællestil skifter Dich pludselig gear (dvs. mister overblikket over sin egen tekst) og introducerer et nyt, religiøst fortællelag. Pigens død forklares nu ved hjælp af syndsbegrebet. Ganske ligesom med de løbende udfald imod kapitalismen giver det dog heller ikke rigtigt nogen mening at ville forklare pigens død med et teologisk begreb som synd; for ganske vist hedder det i Romerbrevet, at “syndens løn er døden” (Rom 6,23; i ældre oversættelser: syndens sold), men i Dichs sangtekst har der hidtil ikke været anvendt andre religiøse begreber end “syndefald” i strofe 3, der mest synes at være brugt for at kunne rime smagfuldt på “knald”.

Helt generelt må man sige, at Per Dichs verdenslitteratur nemt slår både Paulus’ breve og resten af Bibelens ubetydelige skrifter af banen, og det er givetvis også her, man skal søge forklaringen på Dichs pludselige introduktion af teologiske termer: Mestersangeren og profeten Dich vil med den sidste strofe simpelthen etablere sin egen sangtekst som et nyt helligskrift – og med rette, vil utallige venstresnoede dansklærere uden tvivl mene. Mens Kristus opstod fra de døde for skænke menneskene livet, lader Dich den døde pige opstå fra kanalens slam for at synge med på Dichs eget evangelium, hvis totale mangel på mening her til sidst får en ligefrem himmelsk klang.

Uetisk Råd har dags dato besluttet at tildele Per Dich nobelprisen i litteratur.

Styrk Kina, Hitler og Muhammed

Uetisk Råd er som sædvanlig splittet over et uetisk dilemma, denne gang den danske politik vedrørende Tibet og dets forhold til Kina.

På den ene side er Uetisk Råd utroligt glad for Dalai Lama, der rejser rundt i sit tåbelige lagen og får alverdens mennesker til at falde i svime over sine humanistiske banaliteter og ligegyldige talemåder; herved fordummes den vestlige verdens befolkning, hvilket er godt, idet vejen banes for den islamiske undertrykkelse.

På den anden side er Uetisk Råd begejstret over Kinas destruktion af den tibetanske “kultur”. Kina synes at være i stand til at forene kommunismens totalitære samfundssystem med kapitalismens ødelæggelse og forbrugerisme. Denne bedrift er medvirkende til ødelæggelsen af såvel kultur som natur, så Rådet kan kun bakke op herom.

“Kina er en stor spiller, og landet er i øvrigt også i forhold til snævre danske interesser en vigtig aktør,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, der også påpeger, at Danmark for et år siden indgik en strategisk aftale med Kina om tættere samarbejde om uddannelse, forskning og handel. Uetisk Råds talsmænd, Vidkun Quisling og den afdøde Abu Laban, kunne ikke have sagt det bedre, og efter moden overvejelse er Rådet derfor nået frem til at støtte den danske ét-kinapolitik.

Det er altid godt, når vestlige lande kryber i støvet for østlige diktaturer med profit for øje, og Uetisk Råd ønsker derfor Lars Løkke Rasmussen tillykke med den vellykkede tilnærmelse til Kina. Ligesom Danmark indordnede sig under Hitlers naziregime, indordner vi os nu under Kina, og snart vil vi (i endnu højere grad) underkaste os Muhammeds hære, når de kommer på deres dejlige kameler. Rådet ser frem til dette i spændt forventning og ønsker alle en glædelig vinter-årstid (“jul” er heldigvis på vej ud på historiens mødding, hvor kristendommen hører til – lad Allah og/eller ateismen herske, mener Rådet).

Mugabe – en sand, moderne demokrat!

Uetisk Råd klapper i sine små, fedtede hænder over, at den agtværdige præsident for Zimbabwe, Robert Mugabe, skælder ud på fire europæiske lande, nemlig Danmark, Sverige, Tyskland og Nederlandene. Han benævner disse fire forkastelige lande som “firebanden”, en betegnelse Uetisk Råd finder benyttelsesværdig. I samme ombæring langer han tillige ud efter den britiske premierminister, Gordon Brown, som på frækkeste vis har boykottet det omstridte møde imellem europæiske og afrikanske regeringer. “Firebanden” er forkastelige, kristne demokratier (endnu). Al magt til Afrika og Arabien, mener Uetisk Råd.

Rådet har tidligere udnævnt Robert Mugabe til medlem af Nationaliseringsrådet, og Rådet overvejer nu muligheden for tillige at gøre Mugabe til medlem af et eventuelt råd til fremme af den uetiske, progressive ideologi. Hil dig, modernisme!

Sluttelig skal det tilføjes, at Uetisk Råd næsten er ved at gå i opløsning af glæde over at se, hvorledes Kina i stigende grad sætter sig på Afrika. På denne vis kan alle den uetiske herligheds aspekter ses på én og samme tid: Kynisk, traditionsforsagende kapitalisme, kommunisme og humanisme.

Bro over Kattegat – og andre steder!

Det drøftes i disse dage, om der skal bygges en bro fra Jylland til Sjælland. Uetisk Råd er umiddelbart imod dette grundet vores anti-pendlerholdning.

Dog er der væsentlige aspekter ved at cementere den cementering, som foregår i det ganske land, hvor flere og flere naturskønne områder plastres til med motorveje og parkeringspladser. Det er vigtigt for samfundsøkonomien, at der kommer fortsat industriel vækst, og så må naturen føje sig. Særligt diskussionen om en motorvej plantet tværs igennem det naturskønne område omkring Gudenåen ved Silkeborg må og skal gennemføres, for at det bliver muligt for industrien at transportere hæmningsløst mange varer rundt – for pengenes skyld. Derfor må “statsminister” Anders Fogh Rasmussens modstand mod dette betegnes som en svag stillingtagen til ulykkelig ulempe for kapitalens udnyttelse af mennesker.

Natur er kun for svanser, mener Uetisk Råd!

Organprofit – vejen frem!

Oven på den dybe skuffelse, som den eksemplariske afvikling af fodbold-VM i det hæsligt-demokratiske Tyskland medførte, er det en usigelig glæde for Rådets uetiske redaktion at erfare, at andre lande i langt større omfang har sans for, hvilke metoder man kan, bør og skal anvende i akkumuleringen af profit. Det er nu nemlig kommet frem, at det herlige, kommunistisk-hyperkapitalistiske Kina helt bevidst og med fuldt overlæg dræber medlemmer af Falun Gong med det ene formål at sælge deres organer:

  • Tusinder af Falun Gong-tilhængere dræbes i disse år uden rettergang af de kinesiske myndigheder. Derefter sælges de dødes organer til folk med behov for en ny hornhinde, lever, nyre, lunge eller et nyt hjerte. Det siger forfatterne til en rapport, som i dag blev fremlagt i Bruxelles.

Falun Gong er en kombineret gymnastik- og religionsbevægelse, hvis navn i sig selv afslører, at den blot fortjener at blive gjort til genstand for latterliggørelse og profitmageri. Gong-gong-gong! Aldrig har man hørt mage. Opdagelsen af den kinesiske stats korrekte forståelse af den af Uetisk Råd formulerede tese om kynisk rationalisme har således i det glorværdige Uetiske Råd medført en nærmest org(i)astisk-ekstatisk glæde, og det er derfor med den allerstørste spændte forventning, at Rådet ser frem til Kinas afholdelse af De Olympiske Lege* i 2008.

*) Et mindretal i Rådet er dog imod De Olympiske Lege indtil det øjeblik, hvor disse omdøbes til De Olympiske Krige. Desuden fremhæves det fra forskellige sider, at Uetisk Råd er imod idræt og sport i almindelighed, men hertil er der blot at svare, at De Olympiske Lege er et så korrupt/nepotistisk og dermed prisværdigt foretagende, at selve deres eksistens er med til at knægte tanken om bevægelse som sådan.

Aldersdiskriminerende sexisme – en selvfølge

I forbindelse med et personalearrangement i Odense har bilproducenten Peugeot foranlediget, at ældre, erfarne, kvindelige tjenere er blevet udskiftet med yngre studerende, der var villige til at optræde i “bar mave og bikinitop”. Værten, Odense Congress Center, der af den feministisk-homoseksuelle presse udråbes som “medskyldig”, forsøger at tale sig ud af sagen med henvisning til, at der kun var tale om en reklame-T-shirt.

Uetisk Råd kan kun opfordre til, at tanken om aldersdiskriminerende sexisme bliver langt mere udbredt i dansk erhvervsliv. Enhver kapitalist er i sin gode ret til at forlange grimme hængepatter udskiftet med unge, spændstige bryster, hvis han mener, at dette vil gavne hans profitmuligheder (eller hvis han bare har lyst). Hvor ville vi være henne, hvis gamle kvinder skulle tages alvorligt alene på grund af deres erfaring, dygtighed og kvalifikationer? Alle gode liberalister må altid kunne forlange ungpigebryster og -balder som et naturligt led i deres erhvervsdrift.

Globaliseringsrådet

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har nedsat et råd, kaldet Globaliseringsrådet, bestående af fremtrædende erhvervsledere og andet godtfolk, som skal råde regeringen mht. hvad denne fremover skal foretage sig for at imødekomme forskellige udfordringer i bl.a. konkurrenceøjemed.

Uetisk Råd er som tidligere beskrevet imod globalisering (undtagen hvis denne kan føre til fremmedgørelse og islamisering). Vi har derfor lavet et alternativt råd, hvilket får betegnelsen Nationaliseringsrådet. Dette råd vil bestå af militærjuntafolk fra Sydamerika, ny- og gammelnazister og -fascister, Bjarne Riis, Republikken Zimbabwes præsident Robert Mugabe og endelig de to administrerende direktører Lars Larsen (Jysk Sengetøjslager) og John “rich pig” Wallace (Capitalist Industries, Inc.)

Disse prominente personligheder vil altså fremover udarbejde materiale, som Uetisk Råd på vegne af Nationaliseringsrådet vil overgive til den danske statsforvaltning. Den fremtrædende og nu desværre forhenværende statsleder, stats- og guttermanden Saddam Hussein, der er kendt for sine rationelle og (u)tiltalende ledelsesprincipper, vil blive tilknyttet Nationaliseringsrådet som ekstern konsulent.

Visse aspekter af globaliseringen er dog naturligvis at betragte som eftertragtelsesværdige, herunder den totale nedbrydning af kultur og traditioner i den frie handels navn, den globale handel med kvinder til prostitution og ikke mindst lim-industriens transnationale afsætningsmuligheder.

Rig uetisk mand udtaler sig

“Jeg blev rigtig rig, da jeg indså, at man ikke kan blive rig ved at være blødsøden og næstekærlig. Næ, nej! Man skal udnytte nogle andre mennesker på det groveste, før det kan betale sig. Og se på mig. Jeg har en Spice Girl som kone; tre biler og et dusin køer!”

Således begynder John “rich pig” Wallace sine udtalelser omkring sine umådelige rigdomme, som beror på afkastet fra fire store fabrikker placeret i det “mørke” Mellemamerika, hvor årslønnen er lavere, end hvad en gennemsnitlig 15-årig opvasker fra Danmark får om dagen. Regionen er nøje udvalgt, da John “rich pig” Wallace ikke har skrupler over at udnytte, at området her er kendt for børnearbejde, trange arbejdsvilkår og voldsomme klasseskel, hvor proletariatet lever under dårligere vilkår, end den danske arbejderklasse gjorde før 1890.

“Da jeg var lille, drømte jeg altid om at få en kone med store patter, et par Cadillacs og et hus, som skal fyldes op med store fjernsyn, stereoanlæg, slaver og flere nøgne piger. Jeg har altid været en kapitalist-fan. Penge er livet. Det er kærlighed ikke”, ytrer han.

Herefter fortæller John “rich pig” Wallace om en barndom fuld af had og vold; hans far var således en højt profileret direktør i en virksomhed, som igennem flere år måtte gennemgå mange retssager grundet skattesvig, udnyttelse af arbejdskraft samt miljøforurening. Derhjemme afreagerede faderen ved at slå sønnen John samt på hans kæledyr, geden “Shitbreak”, som også John selv yndede at slå på. Lille John og geden Shitbreak såvel som den bylde-befængte kæle-køter (halvt rottweiler, halvt hyæne) “Uncle Alphonso” var et yndet mål for faderens perverterede seksuelle overgreb.

“Disse oplevelser gjorde mig stærk og lærte mig således, at man skal være kold og kynisk for at leve. Dette gjorde altså, at jeg til sidst valgte at blive tøj-, lim- og våbenproducent, og at mine produkter skulle produceres i et fattigt land med dårlige kår.”

– Gjorde det ondt da din fader slog dig? – Og i så fald, hvor ondt på en skala fra 1 til 10?

“Hmm… Jeg bed det i mig… Men jeg vil sige at det nok ligger på en ren 10’er. Han slog hårdt. Meget hårdt. Nogle gange brugte han sågar en spade!”, griner John Wallace og fortsætter: “Det vækker minder, det gør det. Gode som dårlige. Jeg har lært af det – og jeg handler på samme vis over for mine børn og medarbejdere.”

Herfra må John “rich pig” Wallace forlade Uetisk Råds udsendte medarbejder i virksomhedens hovedkontor i Californien. Et kontorkompleks prydet med plakater af store mænd igennem tiderne, herunder den gamle South Carolina-senator, som meldte staten ud af den amerikanske union for at bevare slaveriet tilbage i 1800-tallet. John “rich pig” Wallace sender dog en særlig hilsen til det danske Råd:

“Fortsæt arbejdet. Vi vinder en dag.”

Og det håber vi.