Kvinder og kvindagtige personer i hele verden ønskes tillykke med deres internationale kampdag, som Uetisk Råd støtter 100 %. Rådet betragter feminismen som et socialt eksperiment i fuld skala, der med held har dokumenteret rigtigheden af den årtusindgamle hypotese om, at kvinder er mentalt ustabile pga. hormonelle udsving.

Et godt eksempel herpå er “komikeren” Sanne Søndergaard, der har gjort det til en levevej at have konforme synspunkter om ligegyldige ting, som hun udbreder på Facebook og andre intellektuelle medier. På mange måder en inkarnation af selve feminismens ånd: en stor ballon, der taber varm luft under afgivelse af enten høje hvin eller pruttelyde, inden den slapt falder sammen.

Hovedreglen i moderne feminisme og andre smukke former for underbegavet identitetspolitik er, at køn ikke betyder noget som helst, hvilket er grunden til, at vi hele tiden skal tale om det og iscenesætte det, som om det betyder alt. Løsningen må være den svenske model, hvor man tilsviner både mænd og kvinder og alle øvrige varianter og mellempositioner ved at omtale dem som “hen”; hvis alle er utilfredse, og ingen har fået deres vilje, har konsensusdemokratiet vundet endnu en sejr.

I den forbindelse skal der lyde en særlig tak til KVINFO, der endda har opfundet en særlig feministisk videnskabsgren: feminologi (jf. astrologi, frenologi, natlogi, numerologi). KVINFO skal lovprises, fordi de ikke bare svigter i kampen for ikke-vestlige kvinders rettigheder, men også spilder skattemidler på livsvigtige projekter som “Kussomaten”. Der er desværre ikke tale om en maskine, som kan erstatte det kvindelige kønsorgan, men derimod om en automat, der har frembragt tusinder af elendige billeder af ligegyldige kvinders kedsommelige underliv. Onde tunger og andre organer ville måske indvende, at den amerikanske pornoindustri har udført et langt mere omfattende dokumentationsarbejde på dette felt og med langt mere tilfredsstillende resultater, men Uetisk Råd og alle feministiske organisationer skriger i bl.a. munden på hinanden, at det er forkert. Privat initiativ og feminisme udelukker nemlig hinanden, eftersom feminismen er identisk med socialismen, sådan som alle de attraktive lilla ble-typer fra 1970’erne længe har belært os om. Læseren husker sikkert slagordet “Kvindekamp er klassekamp” og andre paroler, der er faktuelt forkerte og derfor politisk korrekte.

Tanken lever stadig i bedste velgående, sådan som det for nylig blev illustreret af forslaget om, at staten skal betale for kvinders hygiejneprodukter. Argumentet – der lyder som noget, UR kunne have fundet på – er, at ikke alle er kvinder; derfor er det ikke rimeligt, at kun kvinder skal betale for deres hygiejneartikler. Den logiske følge bliver derfor, at alle ting, der ikke er fælles for alle, skal betales af alle; men da ting, der er fælles for alle, også skal betales af alle, må fællesskabet kort sagt betale for alt og må derfor også eje alt. Karl Marx ville klappe i sine hænder, men da han er død, er det nu kun Uetisk Råd, Dansk Kvindesamfund o.l., der klapper løs.

Det bedste ved den danske og vestlige udgave af feminismen er selvsagt, at den med fuld kraft udbreder den racistiske og sexistiske forestilling, at f.eks. kvinder i mellemøstlige ghettoer ikke bør have de samme rettigheder som andre kvinder, da dette ville være en krænkelse af deres (mænds) kultur. Den politisk korrekte vej til at skabe samme rettigheder for alle kvinder er derfor ikke at nedbryde islams magt i Mellemøsten, men at islamisere Vesten også. UR kunne ikke have sagt det bedre; men det behøvede vi jo heller ikke.